Dag 145 – skal-skal ikke blogge After Canada?

Gået i dag – 35 km

Min sovepose er varm. Med en fleeceliner indeni er den – sjovt nok – endnu varmere. Men på en nat, der efter min bedste vejrvurdering indeholdt minusgrader, føg der iskold luft ind gennem sprækken ved mit ansigt og ned i den varme sovepose, hver gang jeg vendte mig.

Og det gjorde jeg meget i nat. Vendte og drejede, gled ind og ud af søvnen, rystede af kulde, havde det så okay lidt, frøs igen, lå vågen og kiggede på måneskæret, der lyste gennem teltdugen, faldt i søvn og drømte, at jeg lå blåfrossen i en hotelseng med et tyndt lagen, mens min veninde Karen sad tavs på en umagelig stol ovre i hjørnet og strikkede på en islandsk sweater.

Jeg analyserede ikke på den drøm (!), var bare kisteglad, da det endelig var morgen og jeg kunne stå op og vandre mig til varmen. Så det gjorde jeg – drønede op ad de 5 km stigning, som dagen startede med. Iført dunjakke, vanter, hue og det meste af mit tøj i håb om at komme til at svede.

Hvilket lykkedes. Da jeg nåede toppen, var mine hænder og fødder tøet op og jeg svedte under huen og jakken. Perfekt.

Også perfekt var det, at solen ramte mig heroppe på toppen. Den var ikke varm, men afslørede et vidtstrakt landskab af klippefyldt verden med efterårsfarvet skov langt nede i dalen. Sådan så der for så vidt også ud på den vestlige side af bjerget, som jeg kom fra – det lå bare alt sammen stadig i skygge.

Solens stråler her kl 7.30 om morgenen havde dog endnu så lidt kraft, at rimfrosten lå tykt på alting – herunder stien, som var glat og ubehagelig at gå på, især da den på et langt stykke snoede sig som en smal smal slange højt oppe på en bjergside med et brat fald langt ned mod dalen, hvis man skulle være så klumpet at snuble lige der.

Jeg havde lige fundet en Snickers frem, men proppede den i lommen for at koncentrere mig om ikke at falde over mine fødder i de for store sko lige her.

Jeg overlevede, og godt og vel 12 km længere fremme nåede jeg til Harts Pass og dermed til det sted, hvorfra den annoncerede detour udenom skovbranden i det nordligste Washington startede.

Detours – har jeg opdaget – er oftest sværere terræn end Pacific Crest Trail. De mindre stier er dårligere vedligeholdt og går mere stejlt op og ned, formentlig blandt andet fordi de ikke er anlagt til heste også, sådan som PCT er.

Samtidig kan man ikke følge med på navigationsappen og se, hvor man er og hvad der kommer forude, og så har jeg lidt på fornemmelsen, at de gode mennesker, der har besluttet hvilke ruter de detours skal følge, lidt har gættet deres distance.

Og den her var selv med et konservativt gæt sat til at være længere end Pacific Crest Trail, hvorfor en større flok af de godt og vel 20 vandrere, der sad og holdt lang pause i solen i Harts Pass, havde besluttet sig for at skide på faren for brand – nogen siger, den er slukket, lød et af argumenterne – og følge PCT.

Det gjorde Estus og jeg ikke. For mit vedkommende både fordi der sgu nok er en grund til at der er en detour – og den hedder brand – og fordi jeg ikke magtede at nå 15 km ind ad stien og så møde en ranger, der ville bede mig vende om. Så hellere tage den omend irriterende og længere detour.

Som viste sig ikke at være så irriterende på den del af den, som vi nåede i dag. Den gik nedad til en fin dal, og fordi dalen lå så meget lavere end oppe i højderne, hvor Pacific Crest Trail er, var det så varmt, at jeg nåede til på et tidspunkt at ønske, at jeg ikke havde skippet min kortærmede T-shirt og kun har en langærmet.

Men jeg trak ærmerne op og havde det helt okay med at være for varm. Er langt at foretrække fremfor frost i fingre og tæer.

Jeg nåede en lejrplads lige efter en flod, jeg helt mirakuløst var kommet tørskoet over via hop på sten, der efter mine bens mening lå urimeligt langt fra hinanden, lidt over seks.

Egentlig havde vi tænkt at gå lidt længere for at have kortere vej i morgen, men det var en rigtig fin plads og det syntes passende til den allersidste aften på stien.

Så vildt at – medmindre der sker noget meget uforudset – når jeg Canada i morgen.

En dag, der har ligget så langt ude i fremtiden i måneder, er lige om lidt.

I aften var sidste gang jeg slog mit telt op, sidste gang jeg pustede mit liggeunderlag op, sidste gang jeg skiftede til sovesokker, sidste gang jeg fyrede op i min brænder og lavede mad og spiste det med en ske, der konstant har en blanding af kaffe, kartoffelmos og hvad jeg ellers har brugt den til, siddende i små flager på skaftet.

Alle de lejrrutiner, jeg har udført de helt præcis 111 gange, jeg har sovet i telt på den her tur, gjorde jeg for sidste gang i dag. Det var lidt vemodigt på en eller anden måde.

Mens jeg nussede rundt med last time rutinerne, tænkte jeg på den her blog. Som jo også er en del af det, jeg har gjort hver eneste aften siden dag 1.

I morgen når jeg Canada, og min rejse er dermed slut. I teorien, for den rejse jeg i virkeligheden tog afsted på, foregår inde i mig selv, og selv om jeg er kommet langt ned ad den vej, slutter den jo ikke, bare fordi jeg går ind over grænsen til et andet land.

Samtidig vil der uværgeligt være et efterspil på Pacific Crest Trail rejsen. Hvordan bliver det at komme hjem igen? Hvad kommer der til at ske? Når euforien over fri adgang til mad, bad og internet er overstået? Går jeg i gråt igen? Falder tilbage til den følelse af at være lost, som jeg havde sidste efterår, da jeg besluttede at tage afsted på den her tur?

Eller bliver jeg en ny Ole Henriksen jubeloptimist, der rejser rundt med glade zenagtige budskaber, fordi det for real har ændret mig at være her? Dropper jeg journalistikken og søger job som vandrerejseguide? Starter på en ny uddannelse som friluftsvejleder eller psykolog? Flytter jeg fra hovedstaden og åbner en Bed and Breakfast i Svendborg for at være tættere på naturen? Eller sidder jeg bare og stirrer på mit telt, der ligger i sin pose inde i skabet, og ønsker jeg var på en støvet sti i USA?

Jeg aner det ikke, men jeg er ret overbevist om, at en eller anden reaktion på at vende tilbage til mit “virkelige” liv vil der komme.

Bloggen var som sagt tidligere oprindeligt “bare” tiltænkt min mor og andre interesserede, og skulle “bare” handle om turen her. Og det ville på den måde give alt mulig mening at sige farvel og tak i morgen. Men jeg har besluttet at fortsætte den lidt endnu – dog ikke med daglige indlæg, for SÅ spændende er min hverdag i Danmark og “så købte jeg en avocado i Netto og gik ned til havnen med hunden” næppe for nogen – men for at fortælle om Post Trail life. Overgangen fra at bo i naturen i fem måneder til en dansk hverdag.

Jeg har også tænkt mig lidt mere systematisk, end jeg har gjort i indlæggene undervejs, at gennemgå mit grej og tøj med udgangspunkt i min pakkeliste, og dele nogle af de øvrige erfaringer, jeg vandrewise har gjort mig – forhåbentlig som hjælp til dem, der overvejer at gå Pacific Crest Trail på et tidspunkt.

Jeg brugte selv timer og timer og timer (læs: måneder) på at researche på bunker af websites, og nej, jeg siger ikke, at mit er det eneste, der fremover kan bruges til noget ;), men alle de erfaringer, jeg, nogle mere dyrekøbte end andre, har fået, vil jeg vældig gerne fortælle om.

Fra et værende-fra-Danmark synspunkt, for der er forskel på det og så at have hjemme i USA, som de fleste PCT-website-skribenter er.

Mens jeg sad der og kogte min varme kakao – for sidste gang – og tænkte på, hvor meget nemmere amerikanere ærlig talt har det i forhold til f.eks. bare lige at sende ting hjem fra stien, kom der to – apropos – amerikanere ind på lejrpladsen.

Som så ikke havde haft en speciel nem dag. De var med i gruppen af rebeller, der ikke gad detouren og gik afsted af den på grund af brand-lukkede PCT.

Og var nået knapt 8 km, da de mødte den frygtede ranger og var blevet sendt retur. Først de 8 km tilbage og så detouren. De var sure og meget meget trætte.

Jeg havde svært ved ikke at komme til at smile lidt. En lille smule skadefro, men mest bare sådan lidt tja. For når man vælger at gå ad en rute, der er afspærret med tape og et stort fedt Trail Closed skilt, er man selv lidt ude om det, når man må vende om halvvejs. Synes jeg.

About the author

Comments

  1. Hvis jeg kan blive en smule rørt over at læse din post, får du nok en vis efterreaktion at forholde dig til. Jeg synes bestemt, du skal sætte din oplevelse og gjorte erfaringer i spil. Andre kan få glæde af det.
    Tillykke med synet af Canada – om lidt.

  2. Hej Gitte
    Først kæmpe tillykke med at være så tæt på mål, med bogen og med det hele. Det har været så inspirerende at følge med på sidelinjen.
    Jeg synes absolut, at du skal fortsætte med at skrive når du kommer hjem. Måske skal du ikke offentliggøre det hele, men jeg synes, du skal blive ved med at skrive.
    Det er måske først over de kommende måneder at du får tænkt dine oplevelser igennem, og får trukket nogle linjer eller truffet nogle vigtige beslutninger, og det kan være værdifuldt for dig selv og måske for os andre at komme med på den rejse også…

    1. Tak, søde Marchen. Du har helt ret i, at der nok går nogen tid, før jeg har fået reflekteret det hele igennem og taget vigtige beslutninger den ene eller anden vej. Som ja, der måske også kan være værdi i for andre at høre om. Jeg skriver videre 🙂

  3. Hej Gitte – jeg forstår dine overvejelser om efterreaktion, og synes det er en rigtig god idé, at fortsætte skrivereiet – ikke kun for dig selv, men også for ALLE OS ANDRE, der med glæde og forventning har tjekket din blok, for at se om der var nyt indlæg.
    Det har været med stor, stor fornøjelse at læse om.
    Jeg vil se frem til at høre mere om dit grej – især dine sko, og om hvor du køber dem.
    Jeg er sikker på, at der også vil være bud efter dig fra Opdag Verden til en række foredrag om dine oplevelser – og ja – jeg hører gerne om det igen, ligesom bogen skal købes, når den er på gaden.
    Når du læser dette, er du sikkert kommet i mål – stort tillykke herfra og et stort tak også.

  4. Wow Gitte, I am so impressed. And I for one would love to hear about your post PCT life. It will be a huge change. You will probably wake up every night thinking that you are still in your tent somewhere in the wilderness (I know I do after every multi night trek I go on)

  5. Hej Gitte
    Tusind mange tak for dine levende, spændende sjove og eftertænksomme indlæg, jeg har fulgt dem fra dag 1, som en lang beretning, der er blevet vigtig at læse hver dag.
    Det har været rigtig dejligt at høre om naturen og se billeder derfra, høre om de fysiske udfordringer turen har givet, relationerne til dem du har mødt, men specielt dine egne tanker og overvejelser om, hvad en så lang tur gør mentalt ved en, man tænker bedst, når man vandrer.
    Jeg vil som mange andre glæde mig til at se og høre om den reviderede pakkeliste, forberedelserne til os, der overvejer at gå denne eller lignende trails, logistikken i at være af sted i mange måneder. Glæder mig til bog, foredrag, opfølgning mv.
    Godt gået…………
    Ps.: Min datter Tille har nydt at bo i din lejlighed, mens du har været undervejs

  6. Hej Gitte. Hvor er det bare for vildt. Så sejt gået 🙂
    Da jeg læste det du skrev om sidste gang med telt, brænder m.m fik jeg også helt en klump i halsen. Jeg har fulgt dig her via bloggen og levet mig ind i din rejse fysisk og psykisk når jeg har læst dine opdateringer. Og det med at have gjort noget så stort for sig selv bliver jeg så rørt over.
    Din rejse/blog har været den mest fantastiske oplevelse jeg har fået med mig herhjemme fra min sofa af.
    Stor tak for at du “bare” tænkte bloggen som en opdatering til din mor.
    Jeg er så glad på dine vegne med alt du har været igennem på din indre rejse.
    Jeg hepper på dig og alt det der venter
    Kærlig hilsen Havana

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg