Dag 81

Gået i dag – 32 km

Klokken var 8, da jeg vågnede.

“Fuck, er klokken 8?!?” udbrød jeg. Fuck, fordi vi skulle videre. Planen var at nå næste lille samfund 32 km længere fremme i aften.

Og selv om jeg havde slået min alarm fra, plejede jeg jo at vågne tidligt alligevel.

Well, ikke i dag. Slet ikke, da vi efter at have pakket sammen og lige ville sluge en hurtig morgenmad i restauranten på Bucks Lake Lodge, fordi det var eneste mulighed, fandt ud af, at den først åbnede kl 11.

Købmanden, sagde jeg. Der er i det mindste kaffe.

Der var udover kaffe på en termokande breakfast burtitos og bagels med røræg og skinke. Sidstnævnte var overraskende gode.

Vi sad udenfor i solen, mens mine stadig våde shorts fra håndvaskeriet dagen før hang til tørre i den nærmeste busk. Scoop gik ind i butikken for at købe en stråhat, der stod Bucks Lake på.

“Jeg ændrer B’et til F,” sagde han og rodede i sin taske efter en sprittusch.

Der holdt adskillige Pick up trucks udenfor købmanden. Der ligger mange private hytter rundt om søen, hvis ejere åbenbart alle kører i store biler med lad og runder købmanden om morgenen efter sandwich. En af dem tilhørte en lokal fisker, som Scoop chattede op, mens han købte stråhat, og få minutter senere sad vi parkeret i førerhuset på vej tilbage til stien. På ladet havde vi fire andre vandrere, der lige var kommet ind fra stien og bare skulle længere ned ad vejen til det, der var det “dyre Bucks Lake”.

Da vi passerede vores lade med værelse, fortalte vores chauffør, at det var en skandale med Lou og Rebecca bag roret i Bucks Lake Lodge. Fra muligt fusk med brand og forsikring til problemer med betaling af husleje og så den agressive holdning til gæster.

“Weird people. Weird people,” sagde han.

Lidt længere nede ad vejen udpegede han den campingplads, som Cheryl Strayed, hende fra bogen og filmen Wild, blev smidt ud af af nogle uvenlige mennesker.

Jeg var utrolig glad for at køre ud af Bucks Lake og se den trygge halve meter sti igen.

Som vi fulgte først op ad et bjerg, så hen over toppen, og så ned. Stejlt og langt ned, og undervejs kom Scoop i nærkontakt med en klapperslange, der hvislede af ham fra græsset ved siden af stien.

Mit gæt er, at den også lå rullet sammen der, da jeg gik forbi, men valgte hold dig i ro taktikken. Ret heldigt, for selv om vores fiskerlift havde advaret om klapperslanger på bjerget, havde jeg faktisk glemt det lidt igen og havde haft Erasure i begge ører det meste af dagen. Det lod jeg være med derefter.

Vi nåede Belden lidt efter 19.

Som var som at træde i et lille stykke Christiania. Hvilket ikke var helt off – Belden er famøst hjemsted for hippiefestivaler, og den næste i rækken skulle finde sted senere i denne uge, hvilket betød, at der på lodgen midt i al hippieherligheden var fuldt booket af dem, der skulle sætte op til festivitassen.

Så vi skyndte os bare at sluge en burger, inden de lukkede restauranten, og jeg lynshoppede lidt forsyninger i minibutikken til de næste to dags vandring til næste rigtige by.

Og så gik vi ned til Feather River, der løber gennem Belden, og slog telt op på et område, der med lidt god vilje kunne være ved Vesterhavet – hvidt blødt sand omringet af buske.

Jeg vaskede mine fødder i floden og sad bagefter i det stadig varme sand og var meget begejstret for for en gang skyld ikke at være camperet i beskidt jord – sand er bare så meget rarere.

Og så måtte jeg pænt ignorere lyden af det tog, der lidt senere buldrede forbi på skinnerne, der gik langs floden – til gengæld kunne jeg ikke ignorere synet af det, for jeg havde i den meget varme aften ikke slået mit ydertelt op, jeg ville have vind! Som altså også betyder fuldt udsyn gennem mesh-nettet til både måne og tog.