Dag 47 – et rådyr og læsetid

Gået i dag – 16 km

I dag var kort. Kilometermæssigt. Fordi jeg var – er – så begejstret for de grønne enge, de vældige træer, floder og bække, og – især – klippegiganterne, der rager op over det hele, at jeg holdt mange, som i nærmest hver halve time mange pauser.

Dengang jeg var rejsejournalist, baksede jeg ret ofte med at beskrive et eller andet pænt sted uden direkte at skrive, at det var pænt. For det gør man ikke. Show it, dont tell it, som man lærer på 1. semester på Journalisthøjskolen.

Og at bruge det meget nedslidte rejseselskabs-yndlingsord “perle” nægtede jeg.

Det nægter jeg stadig, og jeg er desværre ikke blevet meget bedre til beskrivelser, der viser, ikke fortæller – så kan bare sige, at disse bjergrige omgivelser i denne del af Sierra Nevada gør mig glad at være i. Og så supplere med billeder.

Som jeg tog bunker af i dag. Specielt da jeg først på eftermiddagen nåede Whitney Creek, en af de mange mange bække og floder, jeg de næste to uger-ish, mens jeg er i bjergene, skal over. Den her var let – af med sko og strømper og så over med bare ben i vand, der gik til læggene.

På begge sider af bækken var der grønt (det er jo som regel den virkning, vand har), der var græs, og længere væk en eng som formentlig var mere sumpet, i og med bækken løb lige igennem, men til sammen var det (et af de) skue(r), jeg slog mig ned for at stirre på.

Og som kun blev endnu mere picture perfect, da et rådyr spankulerede ud på engen. Ikke fordi jeg aldrig har set et rådyr før – så unormalt et væsen er det jo heller ikke i det danske, men det var første gang, en af slagsen åbenbarede sig for mig her, og på en måde var det det fuldendte billede. (En perle ville jeg kalde det, hvis jeg var et rejsebureau, der skulle sælge Sierra Nevada (!).

Rådyret græssede, gik lidt rundt, græssede lidt mere, og brugte så et godt stykke tid på med ørerne højt løftet og hovedet menneskeligt meget på skrå undrende at betragte en vandrer, der havde fået den idé at skylle sit liggeunderlag i bækken. Lidt mærkeligt. Syntes jeg. Og syntes rådyret åbenbart også.

Emily kom, lige da jeg var ved at gøre klar til at gå (lidt) videre. Hun havde superondt i sin ene fod i går aftes, så hun var bagud det meste af dagen. Men da nu var her, kunne vi jo lige kigge lidt på rådyr sammen.

Imens spiste jeg en is. Sådan en frysetørret model, som en ekspedient i en outdoorbutik fik mig lokket til at købe i Lone Pine.

“Den smager, som den skal. Den har bare en lidt anderledes struktur”, påstod hun.

Øh, ja. Den havde struktur som marengs. Som jeg by the way er stor fan af, men syntes måske ikke nødvendigvis det har så vildt meget med is at gøre. Note to self: ikke købe igen.

Planen for i dag var at slå lejr så tæt på Mount Whitney, som vi går til toppen af i morgen, som muligt. Og fra blogs, tidligere års vandreres erfaringer samt diverse research (herunder Guthook, verdens bedste PCT app) havde vi besluttet at så tæt på muligt ville være ved en sø, der – gætter jeg på – har form som en guitar, eftersom den hedder Guitar Lake.

Der var bare den lille hage ved det, at der på et skilt ved den ranger station, man passerer på vejen dertil, stod at camping var forbudt de sidste cirka 5 km før Whitney. Altså inklusive ved Guitar Lake.

Og rygtet gik, at rangerne forleden var på krigsstien og delte bøder ud til dem, der gjorde det alligevel.

What so to do? Campere i nærheden af selvsamme ranger station (for free, så forbuddet var ikke et scor-kassen stunt), på græs, med et toilet, flod og dermed vand lige ved siden af. Alt godt – bortset fra at op til toppen af Whitney i morgen bliver en temmelig tur end planlagt. Til gengæld en længere tur uden fuld oppakning – telt, sovepose og alt andet end en varm trøje, mad og vand bliver i teltet.

Dét glæder jeg mig til. Får sikkert overbalance, når rygsækken pludselig ikke som vanligt vejer +12 kg.

Men en helt vildt dejligt afslappende eftermiddag i græs. Hvor jeg for allerførste gang på den her tur læste i en bog (altså E-bog på telefonen of course) og ikke enten bloggede, studerede morgendagens rute på min navigationsapp eller smalltalkede med andre vandrere. Jeg læste bare og spiste Piratos.

Helt fantastisk. Og skoleeksempel på, at uventede ændringer af planer kan blive til en eftermiddag, man ikke vidste, man ønskede sig. Hurra.

Én kommentar til “Dag 47 – et rådyr og læsetid”

  1. Den her pct-saga er din bedste rejsereportage nogensinde, Gitte. Du har skrevet mange flotte artikler som rejsejournalist, men aldrig en, hvor man så meget er med på rejsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.