Dag 93 – dily-daly og horn i ryggen

Gået i dag – 32 km

Jeg kan ikke huske, om jeg allerede har skrevet om det, men Scoop er tidligere jagerpilot i den amerikanske Navy. En af de der typer, der i et jetfly blæser fra et krigsskib ud over havet i bedste Top Gun stil.

Out here er det ret, faktisk fuldstændig, ligegyldigt, hvad folk laver i deres virkelige liv – de fleste har alligevel sagt deres job op – men lige den her syntes jeg var ret spændende og stillede, da han fortalte det, en masse, sikkert vældig tåbelige spørgsmål.

“Siger I virkelig Roger and over? Og Target in sight? Ligesom i Homeland? Og er det F-16 fly, for dem har jeg hørt om? Hvorfor ikke? Og hvad sker der, hvis man kommer til at flyve for langt og ikke lander på skibet?”

Blonde Gitte leger Spørge-Jørgen.

Ligesom i Top Gun har piloter i det virkelige liv flyvernavne. Scoop hed dog hverken Maverick eller Goose, men også dengang Scoop, men hans flyverbuddies ville gerne have kaldt ham Dily-Daly.

Ikke på grund af noget i den seksuelle genre (!), men fordi Dily-Daly på engelsk betyder at være en slendrian. Sådan en der tager en laaaang evighed om alting. Forhåbentlig ikke at få det fly på vingerne, inden der ikke er mere take-off rampe, men f.eks. at blive klar om morgenen.

Det navn var han ikke specielt interesseret i, men jeg synes, det er helt og absolut perfekt, for han er v.i.l.d.t. langsom om at blive klar om morgenen. Åbenbart både i sit militærliv og når han er ude og gå en tur gennem USA.

Nu vil nogle af mine veninder nok argumentere for, at det nærmere er mig, der er absurd speedy. Som i at når vi er i bad efter en træningsraket i Fitness World har jeg badet, taget tøj på og er klar til at gå, mens de stadig har shampoo i håret.

Og ja, det er nok (lidt) rigtigt, så mens jeg sad og ventede på, at Dily-Daly snøvlede sig færdig i morgenkulden, besluttede den positive side af mig (mens den knapt så positive stampede med fødderne i kom-nu mode), at den her tur måske også er en læring i tålmodighed. Som nok vil være meget godt – værende typen, der ikke scorer ret højt på skalaen for dét karaktertræk.

Jeg kunne for så vidt bare have startet ud selv og ladet Scoop indhente mig, men vi var i gang med at høre en podcast på hans telefon – og højtaler – og den ville jeg gerne have som underholdning til at distrahere mig fra en væmmelig stigning i terrænet, der var på programmet de første 8 km.

Da de 8 km – endelig – var overstået, gik det mere eller mindre ligeud oppe på en bjergryg. Mit yndlings-vandrelandskab. Bortset fra at de udsigter, der normalt følger med at være højt oppe i åbent land, var fraværende på grund af røgen fra skovbranden i Redding.

Så Mt Shasta, som ellers skulle være et vildt flot syn at se herfra, var usynlig. Ret vildt at et knapt 4000 meter højt bjerg er skjult i en røg, man ikke kan lugte, men ligger som en tåge over det hele.

Vi havde besluttet at tage en rolig og kort vandredag – dvs “kun” 20 miles, 32 km – fordi vi så ville ramme et campsite lige ved en sø, som ifølge kommentarerne på Guthook, navigationsappen, var perfekt at bade i.

“Ikke for kold, ikke for varm. Den smukkeste sø på hele stien”.

Det sidste havde jeg lidt svært ved at forestille mig taget i betragtning af de søer, jeg passerede forbi i bjergene. Men altså – ikke for koldt, ikke for varmt kunne jeg også godt leve med.

Og vedkommende, der havde gjort den observation, havde ret. Vandet var perfekt kølende. Og jo, jo, søen var da flot, selv om jeg som forudset har billeder af andre søer, der ville vinde flere konkurrencer i flothed. Og så var den nok bedst at bade i, hvis der havde været en kæmpelang badebro, for bredden var et morads af – glatte – sten.

Scoop var igen Dily-Daly, så jeg var allerede ude og rode rundt på de sten, mens han stadig var ved at tage sine sko af. Det gav ham til gengæld mulighed for at tage diverse pletskud af en klumpe-dumpe på vej i vandet. Tak for det.

Da badning var overstået, så jeg billederne. Og opdagede, at udover ikke at være særlig elegant, når jeg forcerer en glat forhindring, ligner jeg en, der burde indlægges og tvangsfodres.

Jeg vidste godt, at der ikke er ret meget, hvis noget, fedt tilbage på min krop, men jeg har ikke set mig selv bagfra, siden jeg tog hjemmefra for over tre måneder siden. Og det er jeg på en måde glad for, for det jeg så var, at alle ribben i min krop stikker sammen med min rygsøjle ud på en meget uhyggelig og lidt klam måde. Lidt som om huden kun lige dækket mine knogler.

Derudover har jeg to mærkelige buler på min lænd.

“Hvad er det?!?!” spurgte jeg ophidset. Lidt i mandemode og allerede klar til at testamentere mine lilla crocs til nogen.

“Det er bare dine knogler. Dit skelet,” sagde Scoop, lidt for roligt efter min mening. Helt ærligt, jeg havde fået horn på min lænd.

Som formentlig kommer af trykket fra rygsækken på en ryg uden fedt til at tage fra, men yak, det ser klamt ud. Og aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det – jeg spiser og spiser alt, hvad jeg kan og ofte også mere end det, men stadig helt sikkert mindre, end jeg forbrænder.

Gode forslag modtages gerne.

Ps. Desværre ingen billeder i dag. Signalet er meeeeget svagt.