Dag 63 – 4 timer i bus
Gået i dag – 18 km
Når man er hjemme i sin hverdag, ved man som regel, hvad der skal ske i løbet af dagen. Op, i bad, arbejde, træne, gå tur med hunden, drikke kaffe med nogen, kø i Netto, lave mad, og så videre og så videre og så videre. Eller hvad ens program nu er.
Her, på denne tur, ved man ikke, hvad dagen bringer.
Man kan have en idé om det – altså feks ligger det ret fast, at dagen indeholder en vis mængde et ben foran det andet – men en så basal ting, som hvor man skal sove om aftenen, er uvist. Hvem man møder i løbet af dagen og hvordan det landskab man passerer igennem og indeholder af diverse udfordringer, ser ud, er også ubekendte, når dagen starter.
Og de dage, hvor man – læs: jeg – kommer til en by eller noget, der minder om det, er helt umuligt at forudse begivenhedernes gang på. Således også eller især i dag.
Jeg troede, at dagens program ville være at nå til Tuolumne Meadows – en klat huse i Yosemite National Park bestående af en butik, et posthus og en campingplads – hvor jeg ville hente den pakke, min mor har sendt til mig, købe en (iskold!) cola og lidt mad til næste strækning, og så ville Bird og jeg drøne tilbage på stien.
Sådan gik det ikke.
Jo, vi nåede til Tuolumne Meadows, jeg købte min cola i butikken, som bestod af et stort festivaltelt, og stillede mig i kø til posthuset, som var en luge i den ene ende af festivalteltet.
Og fik den besked, at min pakke ikke var der.
What the og hvad fa* sker der med det amerikanske postvæsen!?! Jeg troede, det danske sejlede, men tilsyneladende er PostNord ikke alene om at bejle til prisen som verdens mest håbløse postbutik.
Ja, men altså, der kan altid opstå problemer med international post og vi har ikke noget internet her, så et trackingnummer kan jeg ikke bruge til noget, og måske ligger din pakke på posthuset nede i Yosemite Valley, men telefonerne her virker ikke altid, så jeg kan ikke lige ringe og høre og bla-bla-bla-bla.
Prøvede den unge gut bag lugen og var for så vidt hjælpsom nok, men Fuck altså. Ikke bare indeholdt den pakke også lakridser, der var også en portion piller mod det lave stofskifte, jeg roder med, i den – og dem har jeg jo altså brug for.
Så efter at have surmulet over det en rum tid, besluttede jeg at tage ind til Yosemite Valley. En to timer køretur men jeg havde hele eftermiddagen, og Yosemite Valley er et af de smukkeste steder i verden, kunne jeg huske fra sidst jeg var der, så på den måde var det okay.
Bird ville gerne med, så efter at have slået teltene op på campingpladsen iførte vi os vores mest charmerende smil og stillede os ud til vejen med tomlen op.
Smil eller bare ben eller bare godt humør hos en enlig bilist gav kørepote efter mindre end 5 minutter og så var vi off.
Bilisten viste sig at være en geolog, der havde været i bjergene en uge på en wilderness Camp med teenagere og nu var på vej hjem. Han skulle ikke hele vejen ind i dalen, som vi skulle, men kunne give os et lift cirka halvvejs, sagde han, og begyndte så at fortælle om alle de forskellige klippeformationer, der findes i Sierra Nevada. De sorte klipper, de røde klipper, sprækkerne i klipperne, klimaforandringernes betydning for disse millioner af år gamle granitgiganter, hvorfor tonstunge klippestykker pludselig falder ned, osv osv.
Han var den vildeste kilde af viden, og vi sugede til os som børn af en sutteflaske – det var superinteressant at vide noget, eller bare lidt, om det landskab, vi ellers nærmest lidt bevidstløst har bevæget os igennem.
Imens han talte, kørte vi op over Tioga Pass og havde en udsigt over bjergene af den slags, man skal have været der for at tro på rent faktisk er ægte og ikke photoshoppet.
“This is so awesome. I have never been to Yosemite before,” sagde Bird.
Dave, eller Mike eller Jay, jeg kan ikke huske geologens navn, men noget meget almindelig amerikansk, vendte sig om med et ryk og var i processen ved at torpedere en lastbil i modsatte vejbane (!), og stirrede på hende.
“Du har aldrig været i Yosemite?!?!?!?!!?”
Og så erklærede han, at han ville køre os helt ind til Yosemite Valley Visitor Center. Altså en omvej på omkring 30 km ad snoede veje for ham.
Og insisterede på undervejs at stoppe ved hvert eneste af de sightseeing spots, enhver turist med respekt for sig selv også stopper ved og blitzer det obligatoriske billede af vandfald eller de kilometerhøje og meget særegne klipper, Yosemite er kendt for.
Vi takkede og takkede og takkede. Og så stod vi ud af bilen i et turisthelvede af folk i rene hvide soltoppe og sandaler, der slentrede rundt og stirrede på vandfald og spiste is.
Jeg styrtede på posthuset. Til en længere kø. Og en meget hjælpsom ældre postmester, som ledte højt og lavt og til sidst oplyste, at den formentlig var returned to sender, fordi de kun opbevarer pakker i to uger. Great. Just great.
Derefter nåede vi lige akkurat at købe en is, bare for at gøre som de andre turister, inden dagens sidste bus kørte tilbage mod Tuolumne Meadows. Vi var i Yosemite Valley i lige præcis halvanden time. Alt for lidt tid. Især taget i betragtning af at vi brugte 4 timer på at komme dertil og retur.
Som ikke lige var det, jeg havde forestillet mig, at dagen ville indeholde, da jeg vågnede om morgenen. Ikke desto mindre var jeg glad for at have gjort det og ikke bare siddet og hængt foran butikken – læs: festivalteltet – i Tuolumne Meadows, som det viste sig, at flere af de andre vandrere havde gjort.
Og så gik vi tilbage på campingpladsen, som immellemtiden var blevet fyldt op med vandrende mennesker, og spiste aftensmad (altså ud over den banan og de kiks jeg spiste i bussen på vejen) og drak vin. Det sidste er lidt blevet en (rar) vane – så praktisk at de findes i 20 cl letvægtsflasker 🙂