POST-PCT: Mig og Jes Dorph og mig og Estus

På et eller andet tidspunkt i den her blog skrev jeg, at i ens liv i Danmark sker det desværre – i hvert fald for mig –  ret ofte, at man har dage, hvor man ikke kan huske, hvad man har lavet, fordi dagen i dag lignede den i går. Og dagen før det. Og dagen før dagen før. Og så videre.

Underforstået (eller måske skar jeg det i ud i skriftligt pap), at sådan var det ikke på Pacific Crest Trail, fordi der skete noget nyt hver dag.

I den her uge er der sket så meget forskelligt i mit danske liv, at der ikke er nogen risiko for, at det flyder sammen i en alt er det samme-suppe.

Til gengæld er der risiko for, at jeg allerede igen er ved at blive fedtet ind i en “skal nå alt muligt”-mentalitet, fordi min kalender har været pakket med aftaler. Af den slags, der foregår på bestemte klokkeslæt. Det er tankevækkende, så meget jeg lægger mærke til det, når jeg har tullet rundt i en verden, hvor det var lidt ligemeget, hvad klokken var. Og hvor jeg i øvrigt ofte så på solen, hvis jeg havde brug for at vide, om det var for- eller eftermiddag, ikke på et digitalt ur på min computer.

Noget af det, der fyldte mest, var min TV-optræden i TV 2’s Go’ Aften Danmark studie. Dels fordi det var noget (meget) nyt for mig, dels fordi man åbenbart ikke bare tropper op og fortæller – der var utrolig meget snik og snak og frem og tilbage og forberedelse til seancen inden.

Først havde jeg et langt såkaldt forinterview med en journalist, der stillede alle de spørgsmål, som værten – som heldigvis var Jes Dorph (ja, undskyld til Felix Smith, men jeg er større fan af Jes Dorph, blame it on my age) ville stille mig.

Så fik jeg en mail med den idé fra journalisten, at jeg skulle slæbe alt mit udstyr med i studiet, så vi kunne tale om det. Altså ALT, for hun havde talt sig frem til på min blog, at jeg ifølge min pakkeliste havde 58 dele i min rygsæk. Som så ikke helt var korrekt, for jeg skiftede ret hurtigt ud i, hvad jeg rent faktisk bar på.  Og noget af det havde jeg smidt ud, da jeg var færdig med at gå. Men det var ligegyldigt. Grejet var meget vigtigt, mente hun. 

“Specielt den der bear canister,” sagde hun, og havde tydeligvis gjort sin research.

Ja og jo, altså bortset fra, at jeg ikke havde min bear canister mere, for den havde jeg foræret til Tore ovre i USA – ham, der var mit postbud – som tak for at agere postbud. Så jeg måtte ud på det danske bear canister marked og finde en. Heldigvis er markedet større, end man umiddelbart skulle tro, for jeg kendte to, der også var på Pacific Crest Trail i år, og lånte derfor en af søde Selina, en kvinde, jeg mødte i vildmarken, og som bor sølle seks minutter på cykel fra mig her på Amager.

Så fik jeg en SMS om mit mål med turen, og om jeg ikke kunne tage det papir med, som havde skrevet det ned på. Hm, jo, men papir var måske så meget sagt – alle mine store tanker lå på digitalt papir i “Noter” på min telefon.

Dernæst ville hun have en bunke billeder. Nøje udvalgte. Og så svar på flere spørgsmål. Og så aftale, at jeg skulle have mit vandretøj på i studiet. Hvilket var helt perfekt for mig, ja, faktisk mit forslag, for det der med, hvad pokker jeg skulle have på, var jeg ikke helt klar på. Modstander af at iføre mig cashmeretrøjer, som jeg stadig er.

Og så, mandag eftermiddag, maste jeg mig sammen med veninde Karen, der var med som gæst, gennem mylderet af folk på efterårsferie i Tivoli og troppede op i Orangeriet, hvor Go’ Aften Danmark optages. Med en bear canister under armen og med min rygsæk, der – opdagede jeg – stank helt skrækkeligt. Den har ligget i ubemærkethed på min rygsæk-hylde i mit skab, siden jeg kom hjem, men trænger tydeligvis voldsomt meget til at få vasket sved og skidt og den helt særlige – og i hvert fald særligt gennemtrængende – PCT-“funk” af.

Jeg blev fulgt op i studiet og lagde sammen med en teknikmand af en art alt mit grej ud på et bord som befalet. Så kom Jes Dorph himself og gennemgik første akt med mig – det, hvor jeg skulle kloge mig på udstyret.

“Vi snakker først om den bear canister,” sagde han. “Og så om tissekluden.”

“Tissekluden?!?”, spurgte teknikmanden forbløffet. Og trådte lidt tilbage med en grimasse, som om han aldrig havde hørt om noget så ulækkert og i hvert fald ikke skulle være i nærheden af den lilla urinbefængte klud.

“Ja, den er altså ren,” sagde jeg og kom til at grine, fordi han så ud, som om han var faldet ned fra en måne uden tisseklude.

Ikke at jeg bebrejder ham hans forbløffelse. Det ér en ting, hvis eksistens ikke er særlig almen viden, og et begreb jeg heller ikke selv havde hørt om, før jeg læste om det i en blog fra sidste års PCT-vandring.

Vi gik ned i køkkenet under studiet. Jeg skiftede til shorts. Blev hevet i “sminken”. Fik mikrofon på.  Smalltalkede med en mand, der havde dyrket Danmarks største græskar og skulle i den varme sofa og fortælle om det (Er der en præmie? spurgte jeg ham dernede i køkkenet. Bare for at spørge om noget, for han var ikke så talende. To nætter på Tivolihotellet og fire turpas, svarede han stolt. Javel). Så tilbage i studiet, hvor Jes Dorph talte med Big Brother-Jill om hendes nye bog. Nedtælling til mig. Og så bum – to kameraer i hovedet og tre minutter til i lynsnak-tempo at indvie danskerne i bear canister og tisseklud og mine sko, mens teknikmanden stadig så lidt betænkelig ud ved den opfindelse. Altså klud, ikke sko. Og så cut.

En halv times pause, mens 18-nyhederne kørte, hvor vi gik tilbage i køkkenet, og Jes Dorph og jeg over en kop lakridskonfekt (ja, kop) gennemgik spørgsmålene – altså dem, journalisten havde stillet mig for nogle dage siden. Alt imens Chief One, der også var på dagens program, højlydt sad ved siden af og underholdt stylisten og et par andre bag kulisserne-mennesker med anekdoter om et eller andet. Selv om jeg på det tidspunkt ikke var klar over, at det var Chief One. Han var jo blevet så tynd.

Op i studiet igen. Mig i sofa. Oplæg. Og nej, jeg må ikke vinke til mor. Reklamer. Mig væk. Chief One i sofa. Klip til folk på rulletrappe på Hovedbanen, der siger noget. Snak om Emma Gad. Mig på. Og så den godt og vel 8 minutter lange samtale med Jes Dorph og kameraer i smasken og store røde tal på en skærm i baggrunden, der talte ned til tak fordi du kom og God Aften, Danmark.

Det var en hektisk oplevelse. Som bekræftede mig i, at da jeg tog et TV-forløb på Journalisthøjskolen for 100 år siden og syntes, der var alt for meget teknik involveret, til at jeg skulle den vej med mit journalistiske liv, var det rigtigt besluttet, for det synes jeg stadig.

Men Jes Dorph var skidesød, og det var fascinerende fra første parket at opleve processen i sådant et program, og jeg syntes, at jeg trods al den – nødvendige, det er jeg med på – fokus på tidspunkter og teknik fik sagt i hvert fald noget af det, jeg gerne ville.

For det var vigtigt for mig ikke udelukkende at tale om udstyr og kilometer og klapperslanger. Jeg ville fortælle om, hvad jeg havde fået ud af turen, og hvis jeg skulle sidde der på skærmen i shorts og noget, der ligner en kokkehue på hovedet, ville jeg have, at folk, der synes, jeg er sej, skal synes det, fordi jeg rejste ud for at rejse ind i mig selv og ikke så meget fordi jeg kan gå 4.265 kilometer.

“Var du ikke nervøs?” spurgte en en af mine veninder tidligere på ugen.

Altså underforstået for at skulle på TV. Jo. Nej. Jo, men faktisk mest nej. Jeg var nervøs for at krydse over en flod i Sierra Nevada, og jeg var nervøs for den allergireaktion jeg fik, da et insekt bed mig i Washington. I forhold til dé ting var jeg ikke nervøs. Og så skulle jeg jo i øvrigt ikke udrede en eller anden atomfysisk lov – jeg skulle bare fortælle om min tur.

Mest var jeg spændt på at streame udsendelsen bagefter og finde ud af, hvordan jeg egentlig fremstår. For den mulighed har man jo sjældent, medmindre man selfiefilmer hele tiden. Og det gør jeg ikke, kan jeg afsløre.

Og synes faktisk i al beskedenhed, at jeg egentlig klarede det okay. Man kan altid finde fejl ved sig selv, og det gjorde jeg også, men sådan alt i betragtning. Selv om jeg ikke behøver køre klippet i sløjfe herhjemme i stuen – det ér altså mærkeligt at se sig selv. Måske er der en grund til, at jeg ikke selfiefilmer.

Og det er der åbenbart også andre, der synes, altså at det gik okay, for ikke så snart var jeg ude af det studie, før det væltede ind med venneanmodninger på Facebook fra mænd, jeg ikke kender. Tænk, at sådan en optræden også kan fungere som et omend envejs dating-program 🙂

Nå, men udover Go’ Aften Danmark har jeg i ugens løb underskrevet kontrakten til min bog, været forbi min gamle arbejdsplads for at “låne” det, der blev en hel pakke printerpapir til at printe min blog ud, og lavet en aftale med selvsamme avis om en artikel om, hvad Pacific Crest Trail har lært mig. Opdateret forskellige ting på min blog, og – forhåbentligt – sagt noget nogenlunde reflekteret i en podcast til magasinet Psykologi under temaet “Sådan føles det”. Og fået mails fra alverdens mennesker, der spørger enten specifikt om vandring og udstyr eller om foredrag.

Det er mange ting, der alt sammen snurrer om samme Pacific Crest Trail akse. Men jeg griber det hele, for jeg er kisteglad og meget taknemlig for at få lov at blive ved at søbe rundt i min tur. Uden at skulle føle, at nu har jeg snakket og fortalt alt for længe og meget om det, og nu skal vi også tale om noget andet og andres liv.

Sidste år inden afgang til USA mødtes jeg med Mette, en kvinde, der var på Pacific Crest Trail i 2017, og hun sagde noget til mig dengang, som satte sig fast hos mig.

Når du kommer hjem, skal du blive ved med at snakke om din tur, sagde hun. Den fylder vildt meget hos dig, og lige når du kommer hjem, gør den det også hos dem omkring dem, og det skal du udnytte i stedet for at skifte emne og spørge til dem, fordi du synes, du skal. For du får aldrig igen lejlighed til at tale så meget om dine oplevelser og dine tanker om det hele som nu.

Det har hun helt ret i. Min tur og hvad den har gjort ved mig fylder det meste af mit univers lige nu, men altså – måske er jeg bare bevidst eller ubevidst underlagt normen om, at når man er sammen med nogen, taler man ikke nonstop om sig selv og så siger man hej-hej og går hjem, uanset hvor interessant man i øvrigt selv synes, man er.

Og så er det jo heller ikke, fordi jeg ikke interesserer mig for, hvad der er sket og sker i mine venner og veninders tilværelse. Slet ikke hos dem, der tumler med nogle meget tunge ting lige nu. Mit eget optager bare rigtig meget plads i mit sind. Så det er en lidt svær balancegang i disse dage at se venner og veninder, synes jeg.

Hvad der til gengæld ikke var svært, er noget, jeg også har gjort i den her uge.

Jeg har købt en flybillet til New Mexico, USA.

De, der har fulgt med på bloggen, ved, at i New Mexico bor Estus.

De ved også, at Estus og jeg ikke var romantisk (eller for den sags skyld “bare” seksuelt) sammen på Pacific Crest Trail.

Vi delte oplevelser i ørkenen, bjergene og på de sidste 800 kilometer mod Canada, vi delte strabadserne i regn og kulde og lange hårde dage gennem Washington, vi delte motelværelser, vi delte tanker, vi delte grin og mad og vaskemaskiner og dyb taknemlighed over Trail Angels, og vi delte triumfen og tomheden, da vi nåede Canada.

Vi var tætte, men vi var det i et venskab, ikke en romance. Vi talte aldrig nogensinde om, hvorvidt der kunne være mere, på en eller anden måde lå det implicit, at det skulle der ikke være. Ingen af os var interesseret i potentielt drama og rod og at blive distraheret i det, vi var her for – os selv og Pacific Crest Trail. Jeg var slet ikke efter allerede at have været involveret i én trail romance. Og selv da vi havde taget det allersidste skridt og lagde vandrestavene for sidste gang, ændrede det sig ikke.

Men.

Da vi havde krammet farvel foran et skrammet TV på en skæv reol på et tarveligt motelværelse i Seattle, og Estus gik ud ad døren, og jeg sad tilbage og stortudede over, at jeg og han ikke længere var derude på vej mod Canada, begyndte en SMS-korrespondance. Som ret hurtigt ændrede sig fra at handle om Pacific Crest Trail og post Pacific Crest Trail til os.

Ingen ved, hvad “os” er. Måske en længsel efter det sorgløse liv ude i ingenting, som han – og jeg – repræsenterer. Måske ingenting. Måske mere. Det ved jeg ikke, men nu rejser jeg tilbage over Atlanten for at se ham og mærke, hvad det er eller ikke er.

Sindssygt? Ja. Men livet må godt, skal faktisk ind imellem, være sindssygt. Så på lørdag sætter jeg mig, allerede vildt nervøs for, hvordan det bliver at lande i New Mexico og han står der, på et fly fra Kastrup. Og nej, ikke med en envejsbillet – så sindssyg er jeg trods alt ikke.