Dag 28 – hottere (og PMS)

Gået i dag – 27 km

Jeg var på ingen måde i hopla til at stå op, da min telefon bimlede godmorgenstund 5.15. Det var de andre damer heller ikke, men for some reason er det – og jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad den reason er – mig, der dikterer, hvornår der er afgang om morgenen.

Og jeg dikterer som regel kl 6, ikke fordi jeg er morgenmenneske (!), men fordi det er tidligt nok til, at vi kan nå en times eller to vandring, inden det bliver bragende varmt, og sent nok til, at det er lyst.

Den her morgen dikterede jeg kl 7. Og selv da var jeg en slatten klud, der ikke kunne mønstre meget gå-energi.

Men gå skulle jeg. Så jeg gik. Med mit sure morgenhumør. Som kun blev en smule bedre af udsigten til eventuelle hotdogs og colaer ved en ranger station godt ti km fremme. PMS og den biologiske årsag til den kan ikke kureres fuldstændig med hotdogs – bare til info.

Det KAN dog afhjælpes lidt, for da jeg, efter langt flere pauser end jeg plejer at tage, nåede frem til ranger Rob, og han viste sit skattekammer af æbler, chips, kolde drikke af alverdens art OG hottere blev jeg faktisk helt glad igen. Og spiste to – med sennep, fordi der ikke var mere ketchup.

Emily ville gerne hurtigt videre – hendes mål var en 38 km dag for at nå Hiker Heaven (et helt særligt sted drevet af endnu et par særlige Trail Angels), og da hverken Laura eller jeg gjorde mine til at rejse os, gik hun selv videre. Hvilket var helt cool – vi følges, men ikke mere end at man skal gå og gøre i det tempo og det man vil.

Jeg er som regel den, der gerne vil videre, fordi jeg bliver rastløs af for lange pauser, men ikke i dag. Så vi blev liggende i skyggen under et stort træ og lyttede til ranger Robs røverhistorier.

For det viste sig, at den midaldrende, lidt chubby herre med dårligt siddende jeans med lynlåsen vidt åben, i udsjoskede sko, der ikke var snøret, og en for stram trøje ikke bare var en sølle type, der stillede an med pølser og andet godt til vandrere for at have noget at give sig til – men at han var fuc** den vildeste vandrer selv.

Ikke bare har han gået pct 4 gange – første gang tilbage i 90erne, hvor man ikke bare kunne bruge en app til navigation og med al den info, man har brug for – han har også gået de to andre langdistanceruter i USA. På henholdsvis godt 3600 km og 5000 km.

To gange.

Crazy type, men fuld af gode historier. Og efter lidt tid også lumre vittigheder – og SÅ rejste vi os endelig og møffede videre.

Næste stop var KOA i byen Acton. KOA står for camping of America – og nej, camping er ikke med K, men de har formentligt haft et entreprenant pr-bureau på sagen, der har udtænkt den lille sløjfe på navnet. Eller noget.

Uanset – KOA er en kæde af campingpladser af den slags, som især folk i motorhomes benytter. Vi benyttede mest kiosken og skyggen under et træ. Nogle valgte også at blive og slå telt op på en helt flad græsplæne – som er luksus i forhold til ofte lidt ujævnt gruset terræn.

Emily satte ud på de sidste 16 km til Hiker Heaven sidst på eftermiddagen. Laura og jeg havde sammen med to andre lige bestilt pizza og bagefter delte vi en bøtte Ben & Jerrys (stor favorit hos amerikanere, har jeg opdaget), så at nå frem til Hiker Heaven inden det blev mørkt, var udelukket for os.

I stedet besluttede vi at gå så langt, vi havde lyst til og inden det blev mørkt, og så finde et sted at sove.

Som var en ny spændende oplevelse, men også kan være lidt risky business, for ofte løber stien oppe på smalle klippehylder med skrænter både ovenover og nedenunder og dermed altså ingen steder at slå en tilfældig lejr op.

Men andre gange er vi gået forbi de mest oplagte steder at have et campsite og som bare ikke er nævnt i nogle af de apps, vi bruger.

Så vi tog chancen – og var heldige. Efter omkring fem kilometers hyldevandring fladede terrænet ud i en form for sadel mellem to bjerge, og mellem kaktusser og diverse tjørnebuske var der et ryddet område perfekt til en lejr. Med udsigt til både bjerge og en fuld måne.

Og til Tim, der kom dalrende lidt efter og var så sød at slå sit telt op, så det gav en smule læ til Laura, der havde besluttet at sove under åben himmel trods en forholdsvis frisk vind.

I vores lille lejr var også Estus, ham der gav mig miniagurker et par dage tidligere – og nu, inden sengetid, gav han fif til, hvordan man kan gøre den allerede ret kedelige vandremenu lidt mere spændende – belært af erfaring, fordi han for et par år siden gik en af de andre lange ruter her til lands.

Den erfaring er også ret tydelig – hos ham såvel som de fleste andre tidligere langdistancevandrere – i deres habengut. De har småbitte rygsække, for de har ikke brug for alt muligt lir og gear, de sover i det tøj de går i, ingen lilla crocs som lejrsko, deres sovepose fylder det samme som et garnnøgle, og deres madpose er ikke, som min, proppet med alt muligt ekstra (man skal jo ikke gå ned på chokolade); de har kun det, de har brug for.

Det er ret fascinerende, hvor tiny en rygsæk, nogle kan nøjes med. Men tvivler på, det nogensinde bliver mig – jeg skal altså ikke sove under et viskestykke. Og altså slet ikke på en dag, hvor jeg havde mest lyst til at ligge i en rigtig seng og have ondt af mig selv og mine mavekramper og hvad dertil hører. Slut finale.

Én kommentar til “Dag 28 – hottere (og PMS)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.