Dag 64 – gad vide om jeg nogensinde når til Canada
Gået i dag – 0 km
Der er freaking langt til Canada. 4.240 km helt nøjagtigt. Jeg har so far gået de 1.500. Og har været afsted i 63 dage.
Enhver, der kan hovedregne, kan regne ud, at i det tempo kommer det til at vare liiidt længere end de fem måneder, jeg har planlagt turen til at vare.
Ikke desto mindre besluttede jeg i morges at tage – endnu – en fridag.
Det var ellers ikke meningen. Kl. 6.15 var jeg og Bird klar til afgang, mit telt var pakket sammen, min bjørnetønde var fuld af mad og pakket, jeg var iført solcreme og vandrekluns og sad parkeret ved det lille bord-bænke sæt der var ud for vores telte på campingpladsen og spiste en krydderbolle og drak en starbucks iskaffe, jeg købte i butikken i går.
Så kom en vandrer, Bird kender, forbi på sin vej fra toilettet tilbage til sit telt.
Hun råbte ham an – så meget som man nu råber efter folk på en campingplads kl 6.15.
Han kom over; og fortalte, at han og hans vandrebuddies ville blive en dag mere og tage ind til Yosemite Valley og flyde i gummibåde ned ad floden derinde og kigge op på klipperne. Det havde de hørt, at man kunne.
Jeg kunne ikke lade være med at sukke.
“Åh ja, det kan man.” Sagde jeg. Længselsfuldt.
For det havde jeg, da jeg var der med min søde mand på det tidspunkt for tre år siden, set folk gøre. Dengang badede vi bare, ikke noget med gummibåde, i selvsamme flod, men med præcis den udsigt til Half Dome, den berømte klippegigant i Yosemite, og det var f.a.n.t.a.s.t.i.s.k.
Fordi Yosemite Valley er åndssvagt varm, og den flod, der flyder gennem hele dalen, er iskold og perfekt. Bredderne er sand, og der er en følelse af verdens bedste sommerferie over dovent at dyppe sig i vandet midt i den overvældende natur der midt i dalen.
Bird så på mig.
“Skal vi blive?”
Canada kalder. En doven fridag i klip-klappere og badetøj (læs: undertøj, for badetøj har jeg ikke med) kaldte også.
Vi flippede en mønt. Den endte alle tre gange på den side, vi havde udnævnt til at være “gå videre”.
Vi endte med at blive.
Pakkede alle vores ting ud igen – det føles temmelig tåbeligt at slå et telt op igen, man lige har pakket ned – og gik ned til butikken for at finde nogle dagsvandrere, der havde lyst til at have os med i bilen de to timers kørsel til Yosemite Valley.
Vi fandt en sød klatremand i 60erne, der var på vej på klatretur i sit folkevognsrugbrød, hvilket betød, at mens Bird fik forsædet, moslede jeg mig ind på en form for sovesofa bag gryder og pander i det interimistiske køkken bagi. Og så raslede vi ellers ned ad vejen med ham, mens han berettede levende og spændende om sit liv på klipper.
Desværre skulle han kun til en tankstation cirka halvvejs og derfra dreje den modsatte vej, så vi hoppede ud og stak tomlen ud. Altså efter at have stoppet for en ældre kvinde med skuldertaske og ikke skov-egnede sandaler, der kom brasende ud fra skoven ved siden af tankstationen med sin mand i hælene.
“Har I set nogle bjørne?” spurgte hun.
“Det er fordi min mand vil så utrolig gerne tage nogle billeder af dem. Bor I på en campingplads? Er der bjørne der?”
Vi svarede nej og ja og nej og ønskede dem held og lykke med projektet.
Ud med tomlen og få minutter senere stoppede en bil med bror og søster på vej til Yosemite Valley for at hente brors teenage-søn, som havde været på en form for spejderlejr i bjergene den sidste uge.
De var verdens største sludrechatoller. På vejen til dalen nåede vi både omkring livet og døden og nuet og glæden ved deeper meaning og the act of suffering osv osv osv.
Det er ofte den slags samtaler, man har out here, men de her to var, well, for meget. Bror var ultrarunner og må have været (ekstremt) DAMP-barn som barn – han ævlede ud i en køre i samtlige halvanden time, turen varede (et uheld forlængede oplevelsen med en ekstra halv time i vandfaldsnak-land, super). Om alt fra sine løb, sine børn, sex, yndlingsdigter til om vi ville have en øl, ja, han drak jo sin af en termokaffekop, the cops, you know, og nå ja, de havde også blueberry weed i handskerummet, hvis vi havde lyst?
Det havde vi ikke, og altså, blåbær med pot eller pot med blåbærsmag – what the fu**? Hvad er det overhovedet? Og har man den slags bare sådan i handskerummet?
Så jeg var forholdvis lettet, da vi endelig nåede parkeringspladsen i Yosemite Valley og kunne stige ud – til sidste svada fra DAMP-bror om Trump, “that fucker”, som han råbte – og vinke farvel.
Vi gik direkte i burgerbaren. Derfra i butikken og købte vin og vand og så gik vi til floden, af med tøjet – det var kvælende varmt – og i det iskolde vand. Det.var.perfekt.
Skulle vi også se det vandfald? spurgte Bird dovent en times tid senere.
Efter vin og vand og badning og sidden i skyggen og have været online, bare fordi der intet signal er i Tuolumne Meadows.
Så vi slentrede forbi visitor centret og en million mennesker mod Yosemite Falls og tre millioner mennesker.
Vandfaldet var supersmukt, mængden af mennesker var ikke. Det var alt for meget, alt for mange, oven i hinanden og oveni vandfaldet, på cykler og på tværs af stien og børn skrigende af raseri på fortovet.
Vi flygtede – tilbage til butikken efter spise- og drikkeforsyninger til busturen tilbage og så trillede vi, i kø, for alle andre skulle åbenbart også hjem kl 17, ud derfra.
Tilbage i Tuolumne Meadows mødte vi Bad Boy, den franske vandrer, som havde været med samme bus som os. Vi blev enige om at lave et gourmet-måltid bestående af ristede hottere på grill over ild på campingpladsen, så købte ind til det – inklusiv vin; omend Bad Boy ikke rigtigt mente, vinudvalget var til ret mange stjerner, og brænde, selv om Bird var i chok over prisen på en kasse brænde – inden vi gik tilbage på campingpladsen og fyrede op i bålet.
Som altid med mad på grill eller bål var det mørkt, inden vi fik mad. Men det var vildt hyggeligt. Bålet var lige udenfor mit telt, og da jeg kl 23-ish var træt og gik i sovepose, lod jeg teltdøren stå åben, så jeg havde udsigt til ilden og Bird og Bad Boy, der vendte verdenssituationen foran den. En helt perfekt aften. Efter en helt perfekt dag.
