Dag 146 – måååååål

Gået i dag – 46 km

I går aftes blev Estus og jeg enige om at stå tidligt op i dag. Meget tidligt. Det tidligste jeg bortset fra den dag i Mojaveørkenen, hvor jeg forlod Hikertown kl 4 om natten for at beat the crazy desertheat, på noget tidspunkt har sagt godmorgen til den her PCT-verden.

Men vi havde 46 km foran os, og vi ville gerne nå til grænsen og så til resortet i Manning Park 12 km inde i Canada, inden restauranten lukkede (ja, mad havde meget høj prioritet). Løsning: early start.

Det betød ikke så meget, for jeg kunne alligevel ikke sove. Ikke så meget fordi jeg frøs, selv om det gjorde jeg – og opdagede, at det skyldtes, at dunene i min sovepose nogle steder er klumpet sammen efter så mange dages brug – men fordi jeg var som et barn før juleaften. I morgen. I morgen. I morgen. Canada. I morgen er Canada.

Samme adrenalinfyldte tilstand var formentlig årsagen til, at jeg ikke følte mig den mindste smule søvnig, da min telefon bimlede kvart i fire, og satte mig fluks op og lavede kaffe.

Det er meget lidt god lejrplads-etikette at mosle rundt med ting, der larmer – som for eksempel at fyre op i sin hvæsende brænder – på tidspunkter, hvor de fleste sover. Og lige inden jeg var gået i seng, var en gut kommet ind og havde slået telt op under to meter fra mit. Som helt sikkert ikke var supertilfreds med mit skramleri før 4, men altså – jeg havde med vilje valgt en plads til mit telt lidt væk fra alle andres og på et område, der ikke var oplagt til flere telte, fordi jeg vidste, jeg ville larme tidligt – og når han så flytter ind nærmest oveni mig, er han altså selv ude om det. Tænkte jeg.

Klokken 4.45 stod jeg klar på stien og ventede på Estus, der stadig var i gang med sit morgentoilette, i bælgravende mørke bortset fra den lille lysende cirkel af lys fra min pandelampe.

Fuldmånen hang stor og rund oppe på himlen mellem stjernerne, men mellem den og jeg var der en skov af abnormt høje graner, som gjorde, at kun få stråler nåede ned til mig.

Vi gik gennem mørket. Tavse. Ikke en lyd bortset fra den rytmiske raslen af vores regnbukser, der strejfede buskene på begge sider af stien, og et lille klimt, når min vandrestav ramte ind i en sten på stien.

Jeg brugte kun den ene, for det var koldt, og jeg ville gerne have hænderne i lommen. Stien var dog ligesom i går med jævne mellemrum et fedtet pløre af mudder, og vandrestaven var en god hjælp til balancen, så jeg ikke sejlede alt for meget rundt i det i mørket.

Da vi havde gået i måske en halv time, gik min pandelampe ud. Først blev lyset langsomt mindre skarpt og så, puf, blev kontakten slukket. Eller rettere batteriet løb tør. Jamen hvor flot – alletiders timing på det tidspunkt på hele turen, hvor jeg måske har allermest brug for lys. Og nej, jeg havde ikke ekstra batterier – som jeg nok burde have haft, men havde på den anden side ikke planlagt et night-hike.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og kiggede på klokken – lyst om maks en time. Så jeg hev min telefon frem, tændte lommelygten i den, selv om det sluger en hulens masse batteri, og monterede den i brystremmen på min rygsæk. Det var ikke optimalt, for fra den position kastede den en mærkelig skygge, der fik mig til at hoppe forskrækket, hver gang jeg rundede et hjørne, og en træstamme stod og lignede en bjørn.

Men heldigvis gik Estus bag mig med en pandelampe så skarp, at den kunne lyse hele Washington op, så jeg undgik både at stå på hovedet i mudder, der lignede skovsti, og at blive overfaldet af en falsk bjørn.

Alting får en ende, således også natten, og da det blev dag, blev det varmt. Så varmt, at på min allersidste dag i det Washington, jeg ellers – blandt andet – vil huske for kulde og regn, gik jeg i shorts.

Gik de sidste kilometer mod grænsen. I skiftevis hurtigt tempo som trukket af en usynlig hånd, og i langsomt for at forsøge at trække det allerallersidste ud af den vilde vanvittige natur, jeg var omgivet af. Og har været det så længe, at jeg nogle dage har glemt at lægge mærke til, hvor spektakulært det er. Så det gjorde jeg nu. Træerne, buskene, bjergene, de vilde blomster, et jordegern, der pilede tværs over stien, stien itself, den lange lange sti, jeg har fulgt så længe, himlen over det hele, som var tindrende lysende blå.

Den smukkeste dag nogensinde at slutte det her eventyr på.

Og så var jeg der.

Rundede det sidste hjørne gennem skoven og trådte ud i den lysning, jeg har set på så mange billeder fra folk, der har været her før mig, at jeg fik en følelse af deja vu.

Bortset fra at det ikke var deja vu, det var virkelighed, det var nu, det var mig, det var 4.240 kilometer og 146 dages vandring fra en støvet og brændende varm plet langt langt sydpå og hertil.

Det var Canada.

Nogle gange kan nogle øjeblikke være så store og overvældende, at man næsten ikke kan rumme dem. At ens hjerne ikke er i stand til at begribe, hvor skelsættende noget er, hvor vanvittig en begivenhed er, eller hvor gigantisk en præstation, man har begået, er.

Det her var et af de øjeblikke.

Og måske af den grund græd jeg ikke, som jeg ellers havde forventet, at jeg ville.

Det gjorde jeg i går, da jeg mødte et par på dagvandretur, der med beundring i blikkene ønskede mig tillykke med næsten at være der og spurgte mig, hvordan jeg havde det.

Jeg svarede et eller andet la-di-da i smalltalk genren, men da jeg gik videre efter det, tudede jeg, så snottet løb ned i munden på mig og jeg ikke kunne se, hvor jeg gik for alle de tårer, der som en dæmning, der er blevet åbnet op for, væltede ud af øjnene på mig.

Jeg græd og jeg græd og jeg græd. For hvordan havde jeg det? Jeg havde det som en kogende gryde af blandede følelser så store, at de næsten ikke kunne være i mig. Forløsning, glæde, stolthed, triumf, bevægelse, og en overvældende bølge af tristhed over, at det er slut.

Det var dér, det for alvor sank ind, hvad det var, jeg havde gjort.

Ikke ved grænsen, selv om jeg fik en klump i halsen, da jeg i den logbog, der lå i en kasse bag monumentet ved grænsen, så, at nogen havde skrevet følgende:

“Its not about the monument, its about all the steps you have taken to get to it.”

So true. Monumentet derude i en lysning i skoven, som nogen engang har bestemt markerer overgangen fra USA til Canada, er nok det konkrete mål, men i virkeligheden blot et symbol, for det virkelige mål er den proces, jeg og alle andre, der har gået hele vejen, har gennemgået undervejs på hvert eneste af de millioner af skridt, vi har taget, og den kan ikke på samme måde markeres med en træpille.

Det tænkte jeg på, mens jeg fiskede den flaske champagne frem, jeg købte i Stehekin. Ikke en gul enke i 75 cl glasflaske altså, bare en lille – men dog i en (tung!) glasflaske – og skålede euforisk med Estus, inden vi lige så euforiske brugte oceaner af tid på at tage billeder foran monumentet. Og tage om, for de billeder kommer vi til at se på 1.000 gange fremover, så de skulle være helt rigtige.

Champagneflasken var ikke ret stor, ikke desto mindre blev jeg i min opkørte, søvn- og madunderskudsagtige tilstand lige så fuld, som hvis jeg havde bællet White Russians en hel dag på en festival. Fnisede og fjollede og kunne ikke gå lige, eller faktisk gå ret meget i det hele taget, da vi smed rygsækkene op på ryggen for at få de sidste 12 kilometer ind i Canada til Manning Park resortet, den endelige endestation, overstået.

Så det blev 12 kilometer, der føltes lige så lange som de 4.228, der havde gået forud. Jeg pustede mig tipsy som jeg var op ad bakke gennem skoven, mens jeg tænkte på, hvordan og hvorfor i alverden jeg af en eller anden årsag havde forestillet mig, at den her strækning nærmest ville være et fortov.

Men endelig, endelig, lidt i klokken 18, efter 46 km og godt 13 timers vandring stod vi ved vejen, der førte ind til Manning Park. Begyndte at gå ned ad den, vaklede ned ad den, og efter cirka to minutters gang trillede en sort pick-up truck op på siden af os og ud af vinduet stak et storsmilende ansigt halvt dækket af et stort gråt skæg.

Splinter. Our man in Manning Park.

Splinter er den nogle og tres-årige vandrer, jeg mødte nede i ørkenen, som rejste hjem før tid, og som jeg har været i kontakt med siden, OG som for tre uger siden tilbød at komme til Canada og hente mig for at køre mig til Seattle. Trail Magic i sin reneste form.

Jeg fløj om halsen på ham, svedig og beskidt som jeg var, jublende, hoppende og boblende af begejstring over at se ham og over alting, som jeg var.

Han var ankommet til Manning Park dagen før og havde siddet ude ved det sted, hvor stien rammer vejen, hele dagen med en køleboks med øl og sodavand og sandwich og kager til os. Og havde opgivet håbet om, at vi ville komme i dag, bare ti minutter tidligere.

Så han hev straks de øl og sodavand og kager frem, som vi drak og spiste lige der midt på vejen, mens vi talte i munden på hinanden alle tre, så chokolade- og mandelstykker stod som små springvand ud af munden på Estus og jeg, der begge var helt tørlagte for al spiseligt og var så sultne, at havde jeg tabt den kage på jorden, havde jeg no doubt samlet den op og spist den.

Så så snart vi var checket ind på det værelse på resortet, som Splinter havde reserveret til os, styrtede vi ind i restauranten og bestilte det dyreste, de havde på kortet.

“Excellent choice,” sagde tjeneren (måske fordi det var det dyreste på kortet) og lod, som om han ikke så, at vi stadig var iført vores beskidte vandretøj og at mine negle var ti sorte måner – som sædvanlig var jeg blevet så vant til det syn, at jeg havde glemt at vaske hænder, inden jeg satte mig.

Det fiksede jeg ude på toilettet – eller prøvede, for den eneste måde at få sine så beskidte negle rene på, er ved at vaske hår – og så kastede jeg mig over min ribeye steak, som om jeg ikke havde set rødt kød nogensinde før i mit liv.

Et ældre par ved bordet ved siden af stirrede uden at skjule deres bestyrtelse på mig, som om jeg var et eksotisk dyr i Zoologisk Have. Men lige der var jeg faktisk helt og aldeles ligeglad. Ligesom jeg var ligeglad med de blikke, vi indkasserede, da vi gik gennem lobbyen på resortet, hvor folk, der tydeligvis ikke kom direkte fra vildmarken, sad i smukt udskårne træstole foran en knitrende ild i pejsen.

Resten af aftenen lå vi på vores bløde store senge og så Den store Bagedyst på amerikansk og drak øl, der hed Off Trail, og grinede af alting og ingenting. Og var online.

Det var blevet tidlig morgen i Danmark, og selv om jeg rent fysiologisk burde have været klar til at sove og ikke noget som helst andet, var jeg stadig så meget oppe at køre, at jeg skrev og endda messengersnakkede med Danmark indtil langt efter midnat. Og selv da havde jeg svært ved at falde i søvn.

Jeg er i Canada, jeg er i Canada, jeg er i Canada. Adrenalin er et meget meget effektivt stay-awake middel.

35 kommentarer til “Dag 146 – måååååål”

  1. Okay, jeg FIK altså både øjne, Gitte – hvor ER det stort, altså!
    Har virkelig nydt at følge din tur, de fantastiske billeder, samtaler og venskaber.
    GLÆÆÆDER mig til at læse din bog!

    Et stort tillykke og et pisse-sejt gået skal lyde her fra det mørke og forblæste København!

    Mange hilsner – og tænker
    /Marianne

    1. Det gjorde jeg også – altså fik tårer i øjnene, da jeg læste, at du fik det. Tak, Havana. Og kæmpemeget god vind med DIN rejse.

  2. For pokker da også, Gitte.
    Helt fantastisk, har læst din blog fra start og føler nogen gange, at jeg selv har været der :-).
    Som andre, skulle jeg også tørre en tåre væk, da jeg de sidste billeder… Stort Stort tillykke med din bedrift.

    1. Hej René, jeg er rigtig glad for, at jeg har været i stand til at skrive, så du har følt det, som om du var der. Og fik tårer i øjnene af mit målbillede. Dét gør mig rørt, tusind tak.

  3. It’s about the monument…, men herfra skal lyde et monumentalt tillykke til dig og Estus for en monumental præstation.
    Det er så vildt!

  4. Stort TILLYKKE
    Har været såååå spændende at følge din vandring 🙂 kommer virkelig til at savne dine daglige opdateringer…,
    God tur hjem til DK

    1. Kære Tove, tak skal du have. Det har været spændende at være der, men jeg er rigtig glad for, at det også har været spændende at følge.
      Og jeg kom hjem godt, tak.

  5. Hvor er det bare crazy! Du har sgu’ gjort det! Tillykke!! Lidt fjollet måske, men jeg også lidt stolt på kvindekønnet vegne. (Jeg har tænkt en del på det, du skrev om, at kvinder kan have svært ved at spise nok til at fylde energidepoterne op på sådan en langdistancetur. Jeg håber du afsætter lidt plads i din bog til at skrive om, hvilke fordele/ulemper man som kvinde har på turen…hvis man skulle få lyst til at gøre dig kunsten efter 😉 ). Tak for turen…det har været et fantastisk at gå med dig 🙂

    1. Hej Rose
      Det er superrelevant med kvindevinklen – for ja, der er både fordele og ulemper, og jeg skal helt sikkert nok komme ind på dem. Hvis ikke i bogen, så i et indlæg her på siden sometime i nærmeste fremtid.
      Og ja, du SKAL gøre mig kunsten efter. Hvis jeg kan, kan du også. 🙂

  6. Åh altså! Det er bare SÅ vildt, Gitte! Det kommer jeg nok til at gentage mange gange! TAK for at tage os med på denne fuldstændig mageløse rejse!
    God rejse hjem!❤️

  7. ❤️❤️❤️❤️
    Tænk en gang.
    Og jeg tænker; stort tillykke, at du må skrive, som du vandrer; vedholdent og glad. At hurra over jeg fandt din blog. Stort – kæmpestort tillykke.

  8. Tillykke Gitte og fuldstændig enig “it’s all about the journey and not the destination”, hvilket kan være svært at indse, når man sidder herude og er lidt nervøs mht. oktober vejret i Washington, men så sandt.

      1. Jeg er i bend oregon. Her er vejret indtil videre fint. Jeg har fået fikset min sovepose (lynlåsen var i stykker), fået købt en ny luftmadras til erstatte den gamle som slidt langt mere end hvad kan lappes og så har jeg købt et par varme støvler, som jeg har sendt frem til timberline lodge, hvor resten af mit vinter gear også venter på mig. Så jeg føler mig fortrøstningsfuld og klar til det hårde vejr vi er hele tiden bliver truet med 🙂

    1. Thank you, Alice. When I met you in Tehachapi I had no idea if I would make it or not, so somehow it makes it extra special to be able to do it for you – if that makes sense.
      hugs from superwoman 🙂

  9. Kære Gitte. Det har været både sjovt, spændende og en rørende oplevelse at følge dine skridt og tanker. Et stort tak fra Kolding.

  10. Kæmpe stort tillykke kære Gitte Du er så sej
    Jeg takker for at ha været så heldig at blive anbefalet din blog så jeg har kunne følge dig de sidste mange 3 mdr
    Det har været skøn og spændende læsning hver dag at stå op til, jeg vil savne at det nu er slut.
    Tillykke med at du skal skrive en bog om rejsen – den glæder jeg mig til at læse. Samtidig er det også en rigtig god terapi i processen.
    Varme hilsner fra en følger i Brønshøj ☀️

    1. Kære følger i Brønshøj 🙂
      Tusind tak for dine roser – jeg er rigtig glad for at kunne skrive om min tur, så du har syntes, det var skøn læsning at stå op til.
      Jeg vil også helt klart savne (gør det allerede meget) at skrive hver dag – men ja, tror, du har meget ret i, at der garanteret også er god terapi i skrive en bog-processen. Det glæder jeg mig til. 🙂

  11. Kære Gitte
    Jeg fik øje på din blog i søndags , og hvert ledige øjeblik har jeg læst om din vandring. Det har været en stor oplevelse at følge dig, og jeg synes det er flot klaret at du har gået så langt. Jeg kan se at det ikke har været en “ Walk in the Park” og min højdeskræk blev trigget mange gange. Jeg glæder mig til at få bogen, som jeg vil bestille, når jeg er færdig med at skrive her. Tillykke med det hele og tak for at dele dine oplevelser. Jeg kan desværre ikke komme til rejsemessen i Herning, for ville gerne have hilst på dig der.
    Mange glade vandrehilsner fra en glad vandrer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.