Dag 73 – Opdag Verden

Gået i dag – 43 km

Ude i ingenting er der ofte “Ingen tjeneste”. Intet signal, no connection. Det kan være en befrielse, til gengæld kan man være sikker på, at alle kaster sig over deres telefoner og linjen til den omgivende verden det sekund, der er hul igennem.

Således også i dag, da der på en parkeringsplads oppe i bjergene over Lake Tahoe, som stien passerede forbi, pludselig var signal.

Og det var så her, jeg opdagede, at jeg var i gang med mine 15 minutes of Fame.

Ta-da og trommehvirvel – i et kort øjeblik var jeg hovedhistorien på Opdag Verdens site.

Jeg vidste godt, at Tore, som er en af Opdag Verdens ankermænd – og jo mit postbud, mens jeg vandrer USA tyndt – ville skrive en note om mit eventyr, men ret sjovt, at det øjeblikkeligt affødte en reaktion her på bloggen i form af en masse nye læsere.

Så for deres skyld er dagens indlæg dedikeret Opdag Verden med svar på nogle af de spørgsmål, Tore remsede op i sin artikel om turen her. Mest fordi der faktisk ikke er ret meget at berette om dagens begivenheder. Jeg har bare gået. Langt. Gennem skov og over enge med de smukkeste vilde blomster, forbi fine søer og under træer med mos på, der lignede noget fra en hemmelig verden, gået op over Dicks Pass (og spekulerede meget på, hvem dét mon er opkaldt efter) – og så, ja, siddet på en sten på en støvet P-plads og tjekket på google, om den outdoorbutik, der ligger i byen Truckee, som jeg rammer om 37 kilometer, sælger de sko, jeg bruger, så jeg er fri for at rode med postvæsenet for at få nye.

Anyway, Tores spørgsmål var som følger:

Hvordan planlægger man overhovedet så lang en tur?

Man planlægger i virkeligheden ikke ret meget. For det kan man ikke. Man ved – for de flestes vedkommende – ikke, hvor langt man kan gå hver dag, hvor meget og hvad man spiser, præcis hvilket tøj og udstyr (herunder sko), der passer en bedst, og alle de andre ting, man normalt kan planlægge på kortere ture.

Men man researcher en hulens masse på, hvad andre har gjort. Jeg gjorde det, at jeg brugte omtrent et halvt år på websites, bøger, youtube og tidligere vandreres blogs, og fik på den måde bunker af info.

Fra de store om tilladelser og bedste årstid til alle de små fif som at Nalgene-flasker er no-go (de vejer for meget), at trailrunners er det, man går i (fordi de tørrer hurtigt, når de bliver våde, og det gør de), og at man slider 4-5 par op, at man spiser (og dermed skal bære) mellem et halvt og et helt kilo mad om dagen, og at kvinder bruger en tisseklud i form af en bandana for at spare på toiletpapiret.

Ikke at det betød, at jeg dermed cruisede derudaf fra dag 1. Jeg bar for eksempel på alt for mange vandflasker. Men man finder ud af det hen ad vejen – de første uger på turen er én lang læringsproces. Og selv om mit Excelark med datoer for, hvornår jeg er hvor, holder nogenlunde, er det mere held end talent fra min side, for jeg vidste dybest set intet om mine daglige distancer, da jeg lavede det.

Hvad pakker man i rygsækken?

Man pakker kun det allermest nødvendige. Gentager: KUN det allermest nødvendige. Man skal bære den rygsæk i 30 km hver dag i al slags terræn og vejr – vægten på den er en meget MEGET vigtig faktor.

Når det så er sagt, er der stor forskel på, hvad man anser for det allermest nødvendige. De mest hardcore ultralight vandrere har hverken telt, gryde og brænder eller nogen form for varmt tøj med, og de sover på liggeunderlag, der kun går dem til knæene.

For andre kan en T-shirt til at have på i byer være vigtig. Eller sko til om aftenen. Eller en hovedpude.

Jeg har en pakkeliste et sted på bloggen, men selv om jeg brugte måneder på at købe præcis de ting, der står på den, har jeg bl.a. udskiftet min rygsæk til en lettere, sendt bukser og skjorte hjem, fordi jeg kun går i shorts, og er på min fjerde solhat/kasket. Live and learn.

Jeg læste i min researchfase hundredvis af andre vandreres pakkelister, og dem, jeg var mest vild med (læs: var mest brugbare), var dem, hvor forfatteren havde opdateret og/eller vurderet samtlige ting på listen efter sin tur. Som jo er der, man ved, om dit telt og dat brænder og dut vandfilter rent faktisk fungerede.

Jeg gør det samme, når jeg er tilbage i oktober. Så læs med til den tid, hvis det har interesse.

Hvad med bjørne?

De er der – især i Sierra, hvor det er lovpligtigt at medbringe en såkaldt Bear canister, som al mad skal anbringes i – og parkeres væk fra teltet – om natten, så sultne bjørne går efter den og ikke teltet.

Man kan også risikere at møde bjørne om dagen og midt på stien, men de er som udgangspunkt mere bange for mennesker end mennesker er for dem. En banken med vandrestavene mod hinanden skulle være nok til at få dem til at stikke af (og nej, jeg taler ikke af erfaring – ingen bjørnemøder til mig so far).

Jeg er hunderæd for at vågne om natten med en snøftende bjørnesnude på vej ind under teltdugen, men jeg (siger jeg nu i hvert fald) ville elske at se en i dagslys på stien.

Ligesom jeg elsker at se rådyr, egern, selv små skøre fugle. Det gør mig ydmyg, for dette, denne store mægtige natur, er deres hjem, jeg er bare en gæst der får lov at være her for en kort bemærkning.

Bliver man ikke ensom, når man går alene?

For mig, nej. Men jeg er også et af de mennesker, der toptrives i mit eget selskab – for andre er det måske anderledes. Med det sagt: der er altid andre vandrere i nærheden. Især i starten, hvor op mod 50 mennesker sætter ud fra den mexicanske grænse hver dag. Langt de fleste starter alene, så det er kun, hvis man insisterer på at go solo, at man kommer til det. Mange mange venskaber (og ægteskaber) er blevet knyttet på denne sti.

Tore stillede et spørgsmål mere, et, som for mig er det vigtigste overhovedet, fordi det er i det spørgsmål, hele essensen i, om man kommer til Canada eller ej, ligger: Hvordan holder man motivationen oppe på en tur, der varer op mod et halvt år?

Svaret på det spørgsmål er af samme grund så langt, at det får sit helt eget indlæg en af dagene. Stay tuned.

About the author

Comments

  1. Hej Gitte.

    Jeg er en af dine nye læsere fra Opdag Verden. Jeg har slugt alle dine blogindlæg på få dage, det føles næsten som at være der selv, så godt skriver du.
    Du må samle det til en bog til sidst, den ville jeg gerne have stående.
    Du er super sej, glæder mig til at læse mere.

    Med venlig hilsen
    Tina

  2. Hej Gitte
    Jeg er enig med Tina; det er en levende rejseberetning og jeg er, for nu at forsøge at finde det mest sigende udtryk, den-onde-lyneme rimelig vildt imponeret! At sætte sig målet og holde fast (ja ja, der er et stykke vej endnu, men med 10 by 10, så….).
    Med hensyn til motivationen kom jeg forleden til at tænke på, at hvis du spurgte mig, hvad du jo ikke har grund til, en dag, hvor motivationen var mindre end i går, ville jeg sige – du skal ikke gøre det for vi andres skyld, eller fordi at rejsen nu er betalt etc. Du skal holde fast og ud, fordi den glæde og tilfredshed ved gennemførelsen (inkl. alle de forrygende fede indtryk og oplevelser undervejs) alt andet lige MÅ kaste en fantastisk lykkefølelse af sig. DIN lykkefølelse!
    Keep walking, champ!
    Så sejt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg