Dag 111 – er vinteren på vej?

Gået i dag – 36 km

Det kunne godt gå hen og blive den indledende sætning i de næste 39 blogindlæg, jo længere nordpå jeg kommer – men det var også i dag pivkoldt, da jeg vågnede.

Godt nok var det lyst, men at kigge ud over søen på den oppustelige gummibåd, familien Gyldenkål ved siden af os havde liggende derude, og forestille mig, at det på noget tidspunkt i dag ville blive behageligt at sidde i badetøj med en øl i hånden i dén, var langt udenfor min rækkevidde.

Og selv da jeg begyndte at vandre, i dunjakke og med vandrestavene monteret på rygsækken, så jeg kunne have hænderne i lommen for at holde dem lidt varme, ville ingen varme komme til mig.

Pain is temporary, sagde jeg til mig selv. Det går over, det bliver varmt, om lidt sveder jeg, om lidt er jeg i shorts, om lidt har jeg lyst til at hoppe i en sø.

As if.

Men sure enough. Klokken ti-ish var jeg i shorts og T-shirt og svedte, og da vi ved frokosttid nåede til Shelter Cove, et superhyggeligt resort af den slags med campingplads og -hytter ned til en sø, havde jeg stor lyst til at hoppe i den sø sammen med alle campinggæsternes hunde og nogle motorbåde.

Men jeg havde også lyst til pizza og banansmoothie, så det blev det. Siddende midt i solen, bare for at huske til i morgen tidlig, hvordan det er at svede. Og mens jeg kæmpede med den ekstra ost på pepperonipizzaen forsøgte jeg på en meget slatten wifi-forbindelse at lokke Tore – mit “postbud” i San Francisco – til at sende mig bl.a. min fleece og inderpose til soveposen. No more cold mornings for me, thank you.

Da vi havde fortæret pizzaen – og foræret resterne til et par fattige vandrere – var planen at tilbagelægge cirka 16 km mere. De tre første var af den dødssyge slags på landevej, men vi var end ikke nået ud af parkeringspladsen, før en midaldrende campinggæst med ølvom spurgte, om vi ville med på ladet af hans pick-up. Jaaa. Nogle gange er det nemt at gå (!) tre kilometer.

Målet var en af de mange søer, Oregon er forgyldt med på de næste godt 100 km PCT-strækning. Og en lejrplads helt ned til vandet.

Det var smukt på den svenske måde. Eller finske måske, selv om jeg aldrig har været i Finland, så det er mest noget, jeg forestiller mig. Grantræer, en dybblå sø, en mægtig himmel, langt fra al civilisation. Og med selskab af en såkaldt southbounder – altså en af dem, der går fra Canada mod Mexico – og som hen over middagen på jorden i gruset fodrede os med detaljer om terrænet og vejret længere nordpå. Stadig fladt, stadig koldt.

Koldt var den dårlige nyhed, fladt den gode. Faktisk så fladt åbenbart, at der på stykket, som jeg rammer om en lille uge, er en uofficiel udfordring, der går ud på at tilbagelægge 50 miles, 80 km, på 24 timer.

Om jeg deltager i den, er endnu uvist – det kunne på en måde være sjovt, bare for udfordringens skyld, men det der med Nighthiking er jeg ikke så begejstret for – jeg trimler i forvejen nok over skjulte trærødder, som i mørket vil være endnu mere hemmelige.

Til gengæld giver det en masse skridt på én gang. Om eftersom jeg fra på mandag og de næste to uger deltager i en Tæl Skridt kampagne sammen med nogle af mine ekskolleger på Berlingske (og denne gang vinder vi helt sikkert de 25.000 kr., der er på højkant!), vil 80 km jo blive til et voldsomt antal skridt på én gang (nok så mange, at skridtpolitiet laver en stikprøve på mig).

Time will tell, hvad jeg gør. Uanset – fra på mandag og de næste 14 dage vil mine opdateringer indeholde antal skridt gået. Bare for at give alle jer bilister dårlig samvittighed 😄