Dag 71 – South Lake Tahoe

Gået i dag – 18 km

Da jeg lagde mig til at sove i går, havde jeg ikke absolut og overhovedet ikke regnet med, at i dag ville blive, som den blev. Crazy som der er (mange) dage af dem. Det ender med, at jeg bliver så god til at tilpasse mig uventede drejninger, at jeg også når jeg kommer hjem til DK, kan være helt cool i alle mulige absurde situationer. Wouldnt that be nice?!? 😉

Det startede med, at jeg vågnede med blod i soveposen.

Uden at gå i alt for mange ækle detaljer kan jeg bare sige, at det ikke skyldtes et natligt mord eller at jeg havde kløet hul i alle mine myggestik. Det var noget lidt mere kvindeligt, som jeg in no way havde forventet nu.

Hvorfor jeg var, om man så må sige, uforberedt. Og måtte improvisere kraftigt ud fra, hvad jeg havde i rygsækken. Som ikke er meget – mit udstyr og tøj er skåret ned til minimum, som er rart, når det skal bæres, ikke så rart, når man skal forsøge at stoppe et rustfarvet springvand.

Næste uventede happening indtraf godt og vel en halv time senere.

En strømmende bæk, et par meter bred, en stor tyk træstamme lå på tværs. Den slags bække har jeg nu efterhånden krydset så mange af, at jeg ikke kan tælle til det, så jeg tænkte end ikke over det, gik bare op på stammen, tog et par skridt og hoppede så ned på en stor flad sten, der lå midt i bækken for derfra at hoppe videre op på modsatte bred.

Bortset fra at den store flade sten ikke var en sten, men en mudderpøl dækket af et lag hvidt slim af en art, der fik det til at ligne en sten.

Og som jeg opdagede sådan cirka i det sekund jeg landede på “stenen” og røg igennem til midt på skinnebenene.

Fuck. Råbte jeg. Helt sikkert ret højt. Mine sko var smurt ind i mudder, det samme var mine sokker, ankler og i striber og sprøjt op til lige under knæene. Great.

Jeg stoppede og tømte mine sko for vand, vred sokkerne, men gad ikke skifte dem til et par tørre – på normale dage i høj sol tørrer både sko og sokker på et par timer. Nu var det ganske vist ikke høj sol, eller sol i det hele taget, men lige den detalje var jeg faktisk glad for, for jeg havde været så dygtig at glemme mine solbriller på hotellet i Bridgeport.

Jeg gik videre. Op, ned og henad en skovsti. 3 km, 5, 10, 14, 17 km. Imens jeg gik, tænkte jeg fremad. Jeg burde have været i nuet, alt andet er for dumt, det ved jeg godt, alligevel glemte jeg at opleve, hvad jeg gik igennem, fordi jeg var optaget af diverse logistiske issues, der lå længere fremme på ruten – posthuse, jeg skulle nå for at hente ting, inden de blev sendt retur, sko jeg skulle bestille, shorts jeg gerne ville have, mad til min brænder og gryde, som er på vej tilbage til mig, den slags ting.

Så hørte jeg en bilmotor.

What the fuck? Jeg er midt i skoven. Oh-oh, det er torden!

Det havde dryppet om morgenen. Torden var ikke usandsynligt.

Jeg nåede lige at forsøge at huske, hvordan det nu var det var med lyn og træer. Så hørte jeg lyden igen. Det var helt klart en bil.

Og to sekunder senere drejede jeg om et hjørne og bum, en asfalteret vej.

Jeg satte mig ned på en sten for at tjekke, hvad det var for en vej. Og lige som jeg havde sat mig, vinkede en mand med begge arme og ben fra en lysning i skoven på den anden side.

Jeg rejste mig op og gik derover. Mod, kunne jeg se, som jeg kom nærmere, et overdækket partytelt, 10-12 campingstole, og I dont know hvor mange borde med I dont know hvor mange lækkerier. Kaffe. Te. Kakao. Vandmelon. Bananer. Muffins. Donuts. Havregrød. Salat. Kartoffelsalat. En køletaske med iskolde vand og juice. Og en gigantisk grill, som julemanden, for hvem skulle det ellers være, selv om han hed Allan, stod og grillede burgere på. Og pizza.

Jeg var havnet midt i Trail Magic Land. Blev parkeret i en campingstol og forkælet. Nothing Less. Af de mest fantastiske fire. De grillede, serverede, skar frugt ud, kogte vand, sørgede for mere, grillede igen, og fortalte historien om, hvorfor de var her, nu på 4. år og i turnus med to andre hold, således at vandrere i hele sæsonen ville gå direkte ind i dette paradis.

Det handlede om en kvinde, en nabo, tror jeg, det var, som var en toptunet karrierekvinde i finansbranchen, der knoklede nonstop og tjente styrtende med penge, indtil hun en dag blev så træt af den tilværelse, at hun droppede det hele for at gå PCT. For at leve simpelt, for ikke at skulle andet og forholde sig til andet end at gå, sove og spise.

“Det var jo en drøm. Sådan skulle vi alle sammen gøre,” sagde Allan.

“Men for os blev det til at gøre vores lillebitte del til, at I der gør det og udlever den drøm, får det lidt lettere”.

Jeg var lige ved at græde. Især da Allans kone kom med et par solbriller til mig som erstatning for dem, jeg havde mistet, og Allan uddelte bandanaer til vi seks vandrere, der sad i campingstolene, hvorpå der stod The Trail Provides.

The Trail indeed provides.

En af de andre vandrere ville blaffe ind til South Lake Tahoe, næste store by, herfra for at mødes med sin bror, og jeg tog en rask beslutning om at gøre det samme. Ikke for at mødes med hendes bror, men for at få hold på mit kvindelige issue.

Så efter mere kaffe, en brownie og en banan krammede vi de fire engle farvel og tomlede os ned til Markleville, en turistby for foden af Ebbets Pass, og herfra videre mod South Lake Tahoe.

Første stræk var sammen med to ejendomsmæglere, der skulle til Reno i weekenden “og se på noget Real Estate – og lidt gambling”. Andet stræk foregik på ladet af en Pick-up sammen med en ung tysk vandrer, der kom til, mens vi stod med tomlen ude i Markleville. Og lugtede af gammel ost. Altså ham, ikke os. Heldigvis var der masser af frisk vind på sådan et lad på en bred Highway.

“Hvor vil I sættes af?” spurgte de søde mennesker, der kørte os, inde fra kabinen.

“Posthuset,” råbte jeg.

Og styrtede direkte ind på endnu en udgave af United States Postal Service og halleluja, denne gang var der held i lakridser-over-Atlanten lotteriet. Tak til søde ekskollega Birgit for poletter og pingvinmix. Og ja, til Tore for den gryde og brænder, der også lå og ventede på mig.

Herfra gik jeg – i cirka to minutter – så blev jeg samlet op af en Trail Angel, der så mig og min rygsæk og kørte mig til det hotel, jeg havde googlet var det billigste.

Som overhovedet ikke var billigt. Fredag (og lørdag) skruer de priserne op i South Lake Tahoe. Så det ikke noget særlige værelse på et motel med en brun dør og slidte klinker der på en weekday koster 65 dollar står i 165 i weekenden.

Plus tax.

Det lykkedes mig dog med kvindelig charme at score en hiker discount, så jeg endte på 140. Inklusiv tax. Better than nothing.

South Lake Tahoe er en meget lang by. Meget længere, end man gider gå. Og alle kører. Men heldigvis har nogle driftige forretningsfolk fået den idé at åbne en forretning med bycykler og -elløbehjul.

Som man via en app – download app og scan QR-koden på cyklen for at låse den op – kan hjule rundt på for en dollar per halve time. Så det gjorde jeg. Ned og købe mad, op og købe et par nye shorts, ned og købe gas til min brænder. Og således fik jeg sluttet dagen med ti km på cykel.

Og med en kylling, brød, smør og et bad og en dejlig stor blød seng. Og det meste af en pose lakridser. Ups.