Dag 72 – alle de turister

Gået i dag – 20 km

Jeg har sagt (skrevet) det før, siger og skriver det igen: Trail Angels er Guds gave til vandrerheden.

Det er let at blaffe ind mod en by, det er svært at blaffe ud. Medmindre man vader til udkanten af byen og stiller sig der.

Det gjorde jeg ikke. Jeg facebook-researchede mig i går til en bunke af de Trail Angels, der har base i South Lake Tahoe og således fandt jeg Sheryl, som kl 10.30 holdt udenfor mit motel og ventede på mig for at trille mig tilbage til stien. Søde Sheryl – og søde hund, hun havde med på bagsædet, omend hundi blev mindre tilfreds, da vi undervejs samlede to øvrige vandrere op, og han var forvist til en tredjedel af bagsædet. Men hyggeligt tæt på mig.

Tilbage på stien slentrede jeg sølle to kilometer, så kom jeg til Echo Lake. En – ja, surprise – sø, som ligger oppe i bjergene over South Lake Tahoe, og er vanvittig smuk, dybblå, omringet af skiftevis nøgne bjerge og høje graner.

Et sådant sted er ikke overraskende vældig populært hos lokale og turister, så både den lille butik – som jeg støttede med 2 dollar til en is – og vandrestien langs søen var spækket med folk.

Det sidste var, for at være ærlig og en smule arrogant, dødirriterende. Jeg har aldrig været fan af gåture i gåsegang, men når alle de andre gæs går uendeligt meget langsommere end mig, bliver det en march af den slags, der virker uendelig.

Bedstemødre, børn, hunde, kinesere, løbere, par på weekendtur med giga-rygsække – der var det hele. Formentlig i ekstra stort hobetal, fordi det var lørdag. Og det var først efter et par timers gang, at det var tyndet så meget ud i geledderne, at jeg kunne strække ud.

Og nej, jeg er ingen superwoman, men ja, med over 1.700 kilometers vandring i benene og efter tre uger i 3.000 meters højde og derover ER min form og akklimatisering bare bedre end hos hr og fru Amerika, der lige er stået ud af SUV’en nede på parkeringspladsen.

Endelig fri af tropperne kom jeg til Lake Aloha. Som lyder som noget fra Hawaii, men mest lignede Sverige med hundredvis af små klippeskær spredt ud over søen.

Jeg smed sko og strømper og badede mine fødder dinglende fra en stor klippe, og mens jeg sad der, kom en mand, som jeg havde passeret tidligere, mens han sad og hang på en træstub og lignede en, der havde brug for førstehjælp.

Det havde han lidt – han var på weekendvandretur, men havde glemt at tage sådan rigtigt højde for, at han ikke lige havde vandret eller bevæget sig vildt meget på det seneste, så han var, for at sige det meget mildt, balret.

Han var også, meget mildt sagt, helt vildt lækker. Så jeg forlængede min bade-fødder pause, mens jeg ærgrede mig en smule over hans vattede form, for han skulle tydeligvis ikke meget længere i dag, og selv om jeg vældig gerne ville have slået lejr og drukket af hans whiskey, som han tilbød, selv om jeg kun kan lide whiskey i Irish Coffee, gik så kort en dag jo virkelig ikke for mig med mit stramme kilometerprogram.

Så jeg vinkede farvel til turens so far hotteste – og eneste i den kaliber – stykke mand og gik videre. Alene. Jeg fulgtes kun med mig selv, og det var ret fantastisk. Også da jeg nåede frem til endnu en smuk sø længere oppe i bjergene (læs: bakkerne. I forhold til Sierras høje bjerge er jeg nu i bakker, dog af klippeslagsen), slog jeg lejr ud til søen. Alene.

Helt alene var jeg nu ikke.

Der var plads til et utal af telte mellem træerne langs bredden, og jeg kunne skimte tre andre telte fra mit. Og fik “besøg” af to af dem. En weekendvandrer, der ville snik-snakke om dette og hint og pct, og bagefter en gut på fisketur, der ville høre, om jeg vidste noget om, hvor søen var dybest fra kanten, for han havde lige forsøgt at kaste snøren ud fra en træstamme, der stak ud i vandet, men var faldet i, da den pludselig snurrede rundt.

Øh nej, men jeg vil da gerne have noget grillet fisk, hvis du fanger noget.

Sagde jeg og mente det ikke rigtigt, for jeg havde glædet mig hele dagen til at lave varm mad. Ris med kylling, som bare var af frysetørringsmodellen, men himmel altså, what a difference it makes for madglæden med brænder og gryde tilbage i kittet.

Jeg var nærmest lykkelig, mens jeg spiste. Også for den cafe latte i pulverform, jeg fandt i supermarkedet i South Lake Tahoe og lavede bagefter.

Og så lå jeg i mit telt med teltdøren åben – altså ydersejlet; myggedøren var selvfølgelig lynet helt til! – og kiggede ud på søen og på himlen, der var gået fra blå til dybt orange til mørk, efterhånden som solen forsvandt.

Og funderede over vejrfænomener. Da jeg kom til søen ved halv syv tiden, rumlede og buldrede det et sted derude, og himlen i den retning var tung og mørkegrå. Nu var den klar hele vejen rundt og med kun en enkelt klumpet sky deroppe bag en bjergtop. Hvor blev tordenskyerne af? Drev de væk? Opløste de bare sig selv?

Uanset – tak, tordengud; jeg er vild med tordenvejr, men helst oplevet fra bag ruden derhjemme, ikke herude, hvor jeg skal gemme mig under buske og træer og håbe på, lynet slår ned i noget andet end mig. Det er en friluftserfaring, det med lyn, jeg ikke har ret meget af, men ifølge Trail Angel Sheryl kan jeg snart få den – det skulle blive lyn og torden de næste dage. Sååå – update følger på dét eventyr.

About the author

Comments

  1. Smukke billeder.
    Det er virkeligt sjovt med Trail-Angels!
    Ville vi i Velfærds-dk tænkte; at det må staten tage sig af? Eller er det at strække den for langt? Altså tanken.
    Ved heller ikke hvor de skulle stå. Mellem Svinninge og Jyderup?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg