Dag 10 – den første quitter

Gået i dag – 26 km

Hvad var den lyd?

Jeg vågnede ved, at min telefon alarmbippede arrigt nede i dybet af min sovepose (hvor jeg har den for at holde den varm og batteriet dermed longer lasting). Jeg slog det fra og lå lidt og lyttede.

Jo, jo, den var god – eller dårlig – nok; det regnede. Fandenfuckeme. Og selvfølgelig lige den dag, teltet bare lige var smækket op sådan lidt la-la, med det resultat, at min sovepose havde været så heldig også at opleve lidt vand. Som – viste det sig, da jeg åbnede og kiggede ud – faktisk ikke var rigtig regn, men klam fugt, fordi hele bjerget var pakket ind i en stor tung sky.

Skulle vi blive liggende? Skulle vi vente på, at den lettede og fandt et andet sted at være, skulle vi bare komme afsted og finde et sted at tørre vores ting, når vi senere ville nå ned i dalen?

Det blev nummer tre. Alle mine må-ikke-blive-våde ting røg ned i en sort skraldesæk, jeg havde været så forudseende at tage med hjemmefra, og det sjaskvåde telt smed jeg i sin ligeså våde lille pose i en forlomme på rygsækken, og så sjoskede vi ud i skyen.

Og gik cirka 5 km til et af de steder på stien, både guidebøger, Facebook-sider og diverse apps og blogs nævner som et must-stop sted på ruten.

Mikes Place, hedder det, og er – sjovt nok – ejet af en, der hedder Mike. Mike er en Trail Angel, altså en af de fantastiske mennesker, der ligesom Scout og Frodo i San Diego gør en hel masse gode gerninger for de skøre folk, der har besluttet sig for at gå fra grænse til grænse.

I Mikes tilfælde betyder det, at man er velkommen til at hænge ud i en de mange sofaer, hængekøjer, stole om bålet eller bare på verandaen, han har på sin lidt (eller meget) Klondyke-agtige grund her oppe i bjergene.

Og spise de bananer og mandariner, der denne dag stod fremme – sammen med kaffe – og tørre vores våde telte på tørresnore eller i græsset. Det var alt sammen ret fantastisk, især fordi den ækle sky vi var vågnet i, i mellemtiden var brændt af, så det hele foregik i strålende sol og med Johnny Cash på anlægget.

Vi hang der det meste af en time eller to, til vores telte var tørre – hurra for den sol, for et vådt telt er både tungt og for nu at sige det på jysk træls at skulle sætte op dagen efter – og så var vi videre til næste mål, som var næste vandhul 16 km oppe ad stien.

Jeg lyttede til countrymusik, mens jeg gik. Det passede ligesom til omgivelserne. Tørt og støvet og med kaktusser langs stien og nåletræer i kløften under os, som vi via det ene hårnålesving efter det andet langsomt bevægede os ned i. Stien var – som den har været hele vejen so far – så nem at følge, at man ikke behøver tænke over, hvor den mon er eller koncentrere sig om at finde vej – det halve meter grus er hele tiden lige foran én. På hver side af den er landskabet hårdt og ufremkommeligt, man kan gå mange kilometer uden at finde et sted man man sidde eller et sted at tisse, men selve stien er som at gå en skovsti i Danmark.

Så mens man går, kan man spise, drikke, høre musik, snakke lidt, hvis man er i humør til det, eller bare høre musik og tænke store tanker. Eller små – tror mest, jeg tænkte på i morgen, hvor vi ville ramme en by og dermed et bad og en seng. Og øl.

Cirka 13 km senere rundede vi et hjørne – og der krøbet sammen i skyggen lå der en person lænet op ad sin rygsæk.

Vi stoppede og sagde hej, bare fordi at det gør man. Efterfulgt af det obligatorisk amerikanske How are you?

Svaret til det var ikke, som det i den normale smalltalk version som regel er, good, how are you?

Ham her, Will hed han, var ikke good. Tværtimod var hans første ord I’m dying, man, help me.

Og så fulgte ellers en længere svada om, at han ikke vidste, hvor han var, hvem han var, at han hadede den her sti og at han var uvenner med en hel masse mennesker, han havde svinet til tidligere, at han ville skrive en bog om sin tur på pct, at vi ikke skulle stå og hviske om ham, at han havde glemt at tage sin medicin, om han måtte få vores telefoner, så han kunne ringe til sin mor og få hende til at hente ham, at han kun gik med kort og kompas for at udfordre sig selv, at han var bange for at være alene, at han ville giftes, osv., osv., osv. Han var helt væk.

Vi stod lidt – what to do? Han var tydeligvis ude, hvor han ikke kunne bunde, men han var også lidt creepy og vi havde ærligt talt ikke rigtigt lyst til at tage ansvar for ham, men på den anden side kan man ikke bare gå fra en, der er så tabt fra omverdenen.

Så vi fik ham op at stå og nærmest trak ham med til næste vandhul. Hvor han et par hundrede meter derfra pludselig ikke ville med dertil alligevel, for hvad nu hvis Rob – en af dem han havde overfuset tidligere – var der og ville slå ham ihjel; Rob er soldat og har været i Afghanistan og man vidste jo aldrig, om han havde våben med her.

Rob var der, men var travlt optaget af at spise og ret ligeglad med Will.

Efter en pause gik vi videre – stadig med Will på slæb, for selv om han nu var nået frem til, at han ville opgive projektet og tage hjem, var han ligesom nødt til at slæbe sig selv og sin forstyrrede hjerne ud til nærmeste vej, som var 15 km væk.

Heldigvis havde vi mødt og more or less fulgtes med to mænd, hvoraf den ene som sit derhjemme-job var såkaldt Wilderness Therapist og straks tog over og fik Will talt (lidt) ned og var med på at følges med os, så vi ikke hang på ham alene.

Og så væltede vi, mig forrest, så Laura og de to gutter og så Will, stadig fablende om sig selv og sit helbred og hvor meget han hadede alting, bagerst godt 5 km til det smukkeste campsite. I en kløft, på sand og i læ for vinden.

Slog telt op, lavede mad (jep, brændende kærlighed igen) og gik i seng. Det sidste jeg hørte, inden jeg faldt i søvn, var Will, der fyrede prutter af i sit telt.

It’s this trail, guys. This trail fucks me up, råbte han.

Og heldigvis for this trail (og os på den) hopper du af den i morgen, svarede jeg. Lydløst.