Dag 83 – halvvejs. Halvvejs! Jeg er haaaaalvvejjjs!

Gået i dag – 33 km

Jeg sov uden mit oversejl i nat. Det har jeg bortset fra i går på “stranden” ikke praktiseret på noget tidspunkt indtil nu. Jeg har følt mig tryg i min gule telthule og skulle ikke nyde noget af, at bamsefar pludselig stod og stirrede sultent på mig gennem mesh-nettet, eller at vågne i ørkennatten ved, at en (meget langhalset) klapperslange eller en nysgerrig vandremand lå og lurede på mig.

Men nu er jeg nået til at face dén fear. Og faktisk var det ret magisk at ligge der i mørket og gennem mesh-nettet kigge op på trækronerne højt over mig og stjernerne på himlen endnu højere oppe.

Det eneste mindre magiske var månen, der lyste for fuld blæs, selvfølgelig lige ind i hovedet på mig, og gav associationer til at sidde i en tandlægestol med lampen fyret helt op.

Jeg gad ikke rejse mig for at montere oversejlet, så levede med ikke ret meget søvn – igen. Gad vide hvor mange nætter man kan køre på fem timer i soveland om natten og stadig være funktionsdygtig til at gå +30 km om dagen?

Anyway, 5.30 var Scoop og jeg off. Målet for dagen var Chester – endnu en af de små byer langs PCT, denne dog udstyret med lidt flere (og forhåbentlig bedre) hoteller og butikker end i B/Fucks Lake.

Så som sædvanlig, når der er en seng, bad, mad og ikke mindst et supermarked med alt, hvad man ønsker sig på hylderne i vente, havde jeg de ekstra kraftige batterier i benene.

Scoop har ikke kørt på helt så effektive batterier indtil nu, men i dag var hans rygsæk let “as shit”, så han var lige i hælene på mig. Og det var okay – selv om jeg normalt oftest foretrækker at gå alene – for så kunne vi snakke og få kilometerne til at gå på den måde.

Så vi snakkede om alt fra mad og sex og udstyr og mad igen – store vigtige evigt tilbagevendende emner i PCT-land – til de emner, man (også) kan bruge mange kilometer på. Hvad er din yndlingschips, yndlingsdrink, yndlingskage, yndlingssmørrebrød (altså mere mad).

Omend den sidste blev kompliceret noget af, at jeg skulle oversætte hvert et stykke højtbelagt til engelsk.

The animal doctors night food, you know. Saltmeat with liverpaté and onions and cloud.

Det blev meget omstændigt.

Og så, midt i denne kreative oversættelse, nåede vi dagens – måske turens – vigtigste punkt. Markeret med en beskeden betonpille ved siden af stien. Så undselig, at den uopmærksomme eller travle vandrer godt kunne have ræset forbi det, der var the PCT midpoint.

1323 miles, 2.116 km. Halfway, halvvejs, halvdelen er gået. Så vildt. Både at jeg har tilbagelagt 2.116 km, siden jeg tog det første skridt, og at der er lige så meget tilbage, som jeg har gået, siden jeg tog det første skridt.

Og en af den slags situationer, der kan bruges som et klasse-eksempel på, om man tænker glasset halvt fyldt eller halvt tomt. Er det allerede 2.116 km eller det kun 2.116 km?

For mig er det lidt begge dele. Jeg føler, at jeg har gået i en evighed, og skulle jeg vende om og gå de samme kilometer igen, ville det være en meget tung op ad bakke mission. Men det er nye, af mig usete, kilometer, jeg har jeg foran mig, og glæder mig meget til dem.

Måske også lidt fordi jeg ved – baseret på erfaring fra tidligere vandrere – at de går meget hurtigere og nemmere end dem, der ligger nede i ørkenen og i bjergene. Blandt andet fordi jeg nu har såkaldte hikerlegs, så 30 km om dagen er nu en halvdoven dag. Believe it or not. (Og husk mig til efteråret, når jeg ikke magter at gå ned til metroen, på, at jeg sagde det!).

Da vi var færdige med den obligatoriske fotoseance foran og sammen med den sikkert mest fotograferede betonpille på Pacific Crest Trail – fraregnet dem, der udgør henholdsvis start- og slutpunkterne – gik jeg i vis-det-til-verden mode. Det mest uploadede billede – igen bortset fra dem i syd og nord – skulle selvfølgelig også figurere på mine Some platforme.

Mens jeg sad på en sten og instagrammede min triumf, kom to briter væltende ned ad stien, så støvet hvirvlede op om mig og min telefon og lavede sit helt eget PCT-filter på Insta.

Den ene kastede sig storgrinende ned ved siden af betonpillen og krammede den, som var den et længe ønsket stykke kvinde.

Den anden støttede sig udmattet til sine vandrestave og sagde så tørt: du ved godt, vi har lige så langt igen, ik?

Og så slog han en prut. Som om det var hans mening om den sag. Eller måske bare fordi hans luft i maven måtte ud, uagtet at han stod ved et nærmest højtideligt sted på den halve meter brede og 4.200 km lange støvede sti mellem Mexico og Canada.

Da Scoop og jeg var færdige med at fortælle verden om vores nåede halvmål, ræsede vi videre. Der var 12 km igen til vejen ind til Chester, og vi forsøgte at nå derned – og ind til byen – inden posthuset lukkede kl 16. Ikke for min skyld, jeg var for once fri for postvæsen-frustrationer, ingen pakker ventede (eller ventede ikke) i Chester, men Scoop havde en.

Vi var ved vejen 15.38. Bilerne fløj forbi, det var en trafikeret vej af den slags, hvor hastighedsgrænsen er høj, og hvor speedometeret i de fleste store amerikanervogne formentligt viste noget, der var endnu højere.

Men så, lige som vi havde forberedt os på at udsætte posthusbesøget til i morgen, stoppede en kvinde. Ind på de fine lædersæder med taknemlige os, og så var vi en af de biler, der kørte lidt for hurtigt for at nå det posthus inden lukketid.

I bilen havde kvinden sin niece.

“Hvad sagde jeg til dig, lige inden jeg samlede de her to op?” spurgte kvinden pigen.

“Dont tell mom,” svarede pigen med et genert smil.

At samle blaffere op var åbenbart ikke morens – og søsteren til vores chauffør – livret, men som kvinden sagde: “det eneste farlige ved jer vandrere er, at I lugter virkeligt slemt.”

Og det gjorde vi. Selv om jeg faktisk ikke havde bemærket det før nu, var det pinligt tydeligt i den aircondition-kølige bil med al den renhed og en Gucci-taske, jeg omhyggeligt undgik at røre ved, omkring mig, at jeg var en omvandrende losseplads – dækket af et lag af en ikke særligt velduftende blanding af støv, sved, solcreme og myggespray. Komplet med rester af den nudelret, jeg fik til aften i går og åbenbart havde klattet ned af mig selv, i små udtørrede kager på brystet af min T-shirt.

Men dirtbag 1 og 2 nåede posthuset.

Scoop fik sin pakke, jeg fik derefter en iskold Squirt – grapefrugt-sodavand, som er min nye yndlingsdrink – og så fik vi begge fornøjelsen af et hotelværelse med bunker af kridhvide håndklæder og puder. Hvilket jeg har det lidt stramt med, altså den farve, for selv om jeg var grundigt i bad i virkelig lang tid, var der – åbenbart vandfast – skidt på mig, som hang lige så flot i håndklædet bagefter. Fascinerende faktisk.

Næste punkt på dagsprogrammet var tøjvask – som Scoop heldigvis tilbød at smide over i møntvaskeriet, i og med han havde ekstra rent tøj og jeg kun havde regntøj, som ikke skulle med i vasken, og med cirka 35 grader udenfor var regntøj meget lidt tillokkende at hoppe i.

Ti minutter efter han kom tilbage fra møntvasken, gik strømmen. Og den kom ikke tilbage. Hverken i vores værelse, på hotellet, i møntvaskeriet, der lå i samme bygning, eller i resten af byen, som bortset fra supermarkedet og burgerbaren next door, der kørte på nødgenerator, alle var uden strøm.

Udsigterne til lys, aircon, et køleskab, der køler, og især en vaskemaskine, der vasker, var forholdsvis lange. Først hed de kl 19, så kl 20, så kl 22.

Efter den seneste melding hoppede jeg i Scoops lange underbukser og trøje, som han ikke havde til vask, og så gik vi på den lokale burger joint. Heldigvis er man ikke så optaget af dresscode på den slags “restauranter” i small town America, for jeg to say the least ret oversize og underdressed.

Men det var en virkelig god pizza – jeg detoxer pt på burgere efter alt for mange af dem – og den hvidvin, vi købte i supermarkedet for at fejre halfway sejren, skyndte vi os at drikke, inden den blev varm, mens vi sad i aftenmørket udenfor hotelværelset og lyttede til de andre gæsters nødråb over den manglende strøm.

“Jeg går ud og sætter mig i min bil,” erklærede en kvinde. At dømme efter hendes svedige ansigt var det den manglende aircondition, der plagede hende.

Og så gik hun ud og satte sig i sin bil med motoren kørende – hvorefter hun rullede vinduet i den ned og hang ud af det for at lade sig besnære af en flok nogle-og-30-årige rednecks på motorcykeltur, der i deres større og større brandert hældte flere og flere cheesy komplimenter ud over Lorraine, som hun hed.

For the record var Lorraine vel omkring de 200.

Welcome to small town America. Og god underholdning, selv om mit klimabevidste jeg havde stor lyst til at gå hen og hive nøglen ud af den bil, så motoren gik ud.

Jeg har aldrig været særlig stor fan af iskold falsk luft og kan godt lide at sidde ude i den varme aftenluft – især uden myg, som her i relativ civilisation var fraværende. Så for mig var det strømnedbrud en mindre katastrofe end tydeligvis for så mange andre. Bortset fra det med vasketøjet, der lå i en kulsort vandpyt i en vaskemaskine og ventede på strøm.

Lige inden vaskeriet lukkede, gik Scoop over og hentede vores drivvåde tøj ud af pytten i maskinen. Med det formål så at vaske det i morgen, når strømmen forhåbentligt var tilbage.

Han kom retur med en sixpack med øl. Dem havde han fået af en gut, der havde købt for mange (?) og forsøgt at afsætte dem til de to betjente, der holdt parkeret udenfor baren ved siden af vaskeriet.

Og som kunne oplyse Scoop om, at strømmen var blevet slukket bevidst, fordi der var en giga skovbrand åbenbart betænkeligt tæt ved nogle powerlines udenfor Chester. Men at der ville være strøm igen, når der var styr på branden.

And when would that be, officer?

Tja, måske i aften, måske i morgen, måske senere. Man ved jo aldrig med brande, referede Scoop de to betjentes svar.

True, men lidt uheldigt for os, der gerne vil oplade powerbanks og vaske tøj, inden vi skal videre i morgen. Jeg håber sgu, the Trail Provides på den her.