Dag 1 A.C. – 4.200 km i vildmarken og så er det på motorvejen, jeg flirter med døden

At vågne morgenen efter en af de vildeste dage i mit liv var underligt.

Jeg havde ikke sovet ret meget. Da jeg endelig slukkede telefonen i går, snorkede Estus som et fullsize savværk, og jeg kunne ikke finde mine ørepropper. Men faldt på et eller andet tidspunkt mellem klokken 1 og 2 alligevel i en urolig søvn med fingrene i ørerne. (Som by the way ikke er supereffektivt eller en afslappende måde at sove på.)

Vi havde aftalt at mødes med Splinter til morgenmad kl 8, men både Estus og jeg kører stadig på campingtid, så lidt over 6 var jeg vågen. Drak kaffe og så de lokale morgennyheder, der blandt andet berettede ivrigt om polske dansere i forsamlingshuset – jeg er vild med vigtige nyheder i small town nu Canada.

Efter morgenmaden prøvede jeg at printe min flybillet på hotellets computer for at kunne medbringe bevis på, at jeg forlader USA, når vi ville trille over grænsen – men måtte opgive, fordi netforbindelsen virkede til at være fra dengang, man loggede på med et 56k modem.

Den grænsevagt måtte sgu nøjes med flybillet på min telefon, besluttede jeg efter at have stirret, en smule utålmodigt, på en snurrende markør, der forsøgte at logge ind på Gmail i omkring 20 minutter.

Og så kørte vi. Splinter bag rattet, Estus ved siden af og mig mast ind bagi pickuppen på et sæde, der egentlig ikke var beregnet til passagerer, men var perfekt. I stedet for at skulle stå ude ved en – meget lidt trafikeret – vej og forsøge at tomle os vej til Vancouver og derfra finde busstationen og rumle i den til Seattle kørte vi direkte og med en cola i skødet og Trail talk på dagsordenen. Det var næsten som at slutte rejsen med et vildt hyggeligt roadtrip.

Efter et par timer nåede vi grænsen mellem Canada og USA og holdt i kø i en halv time or so, inden vi kunne lange henholdsvis to amerikanske og et dansk pas ind over skranken til den no-nonsense betjent i uniform med en masse gyldne knapper, der sad pustet op derinde.

Og sjovt nok var mest interesseret i mine kommende whereabouts i USA. Ja, jeg er fra Danmark, jeg skal til Seattle, ja, jeg har en flybillet hjem, og den er til på søndag.

Myndigt nådigt nik og så var vi igennem. Uden at vise noget eller gennemsøgning af hele Splinters vogn eller vores ikke længere beskidte tøj, for vi vaskede det på resortet i går aftes, men ikke desto mindre ikke just velduftende rygsække.

Efter et tanke benzin-stop, hvor Splinter måtte hjælpe en opkørt mand med at få en hveps, der havde forvildet sig ind i hans bil, ud, mens manden stod tre meter væk og viftede hysterisk med armene – tydeligvis panisk angst for hvepse – kørte vi videre.

Vognen rystede lidt, men det havde den gjort det meste af vejen, syntes jeg, så det tænkte jeg ikke videre over. Og hørte kun efter med et halvt øre, mens Estus og Splinter diskuterede, hvorvidt det ville være en idé lige at trille ind på en rasteplads og se, hvad der eventuelt var årsagen.

Så langt nåede vi ikke. Et pludseligt højlydt knald og så var den svage rysten ændret til et ukontrolleret ridt, som om jeg sad på en vild hingst, der forsøgte at kaste mig af. Vi slingrede og snurrede, og en hidsig skurren af metal mod asfalt i høj fart fyldte hele verden.

Jeg fløj fremad mod passagersædet. Estus råbte, Splinter trådte på bremsen samtidig med at han forsøgte at holde bilen på vejen med den ene hånd og trykke på katastrofeblinket med den anden, men fik ramt vinduesvisker og sprinkler, der satte i gang og gjorde kaos endnu mere kaotisk.

På en eller anden måde fik han alligevel sagtnet farten og manøvret bilen ind i den smalle rabat, mens sekunderne varede en evighed, og jeg i de sekunder var spændt i hele kroppen af en frygtelig forventning om at blive ramt bagfra af en af de biler, der kom i rasende fart bag os.

Og så holdt vi der. Med et eksploderet fordæk og en tung lugt af brændt gummi i luften. Jeg grinede lidt hysterisk i den pludselige tavshed. Tænk at jeg har gået over 4.000 kilometer i vildt terræn og blandt alle mulige vilde dyr, og så er det på motorvejen efter turen, jeg kommer tættest på at gøre spørgsmålet fra min søster om, hvad der skal ske med mig, hvis jeg dør undervejs på turen, relevant.

Splinter og Estus skiftede dæk. Som ikke var så let, for skærmen omkring det var blevet hamret skæv af eksplosionen, og de fik først det smadrede dæk af, da Splinter hentede en halvrusten økse i oversize fra bagagerummet og brugte den som hammer. Det må have et vanvittigt syn for de, der hjernede forbi. En ældre mand derude på motorvejen med en økse, der var værdig som rekvisit i Ondskabens Hotel.

Imens var jeg blevet beordret langt ind i buskadset i vejkanten i tilfælde af at en af de mange biler, der fløj forbi, skulle ramme pickuppen. Som åbenbart sker ofte på de amerikanske freeways.

Det skete ikke her i dag, og vi kørte forsigtigt videre uden at tale ret meget.

Nåede frem til Seattle og det motel, jeg havde booket til i nat. Sagde varmt farvel til Splinter, der skulle et par tusind kilometer videre, og så fandt vi en sportsbar med happy hour og spiste kyllingevinger og fritter med sovs og burgere og salat med ekstra dressing og drak øl – og fortalte ikke bartendertjeneren, at vi ikke gik sådan madamok, fordi det var happy hour og vi var fattige, som han tydeligvis havde indtrykket af, men bare at vores kroppe stadig hungrer masser af fedt.

Tilbage på motelværelset lå vi og fordøjede al det fedtede mad, mens Estus bookede en flybillet hjem til New Mexico og bandede over, at prisen var den samme som min billet til København.

Jeg lå bare.

Og tænkte over, hvor underligt det er at være her. I trafik, i støj, i en by, hvor folk er i almindeligt tøj og foretager sig almindelige torsdag eftermiddags-ting, i en mærkelig tilstand af dyb tilfredshed med at være ren og mæt og hverken fryse eller være våd af sved, men samtidig at gå ind i et supermarked og købe en sodavand og på vejen automatisk lige tjekke, hvad de har af mad, der ikke vejer noget, men er fuld af kalorier, og mærke tomheden som en hammer, når det sekundet efter går op for mig, at det er irrelevant for mig nu, for det her er ikke bare endnu en zerodag og jeg skal ikke i morgen tilbage til bjergene og vandre videre.

“I want to hike,” sagde Estus efter lang tids tavshed der på værelset.

“Ja,” sagde jeg bare.

Vi behøvede ikke sige mere. Jeg vidste, hvordan han havde det, og han vidste, hvordan jeg havde det. Og det var så rart at være sammen med en, der var, hvor jeg var, uden at jeg behøvede bruge en masse ord på at forklare, men vi bare kunne være der, opfyldt af et fælles sært savn efter noget, der har krævet så meget, men været hele vores forbandede fantastiske liv, og nu pludselig, bogstaveligt fra en dag til den næste, er slut.

I stedet ringede vi efter en pizza.

Eller forsøgte, for pizzeriaet sagde, at de altså ikke leverede til vores motel længere på grund af “safety for the drivers”.

Øh, okay. Vi slår ham ikke ned, vi vil bare gerne have en nummer 17 med ekstra pepperoni.

Men nope, så det blev et andet pizzeria. Der åbenbart ikke var så urolige for at bevæge sig ind i vores unsafe område af byen. Som ikke virkede ret unsafe, tværtimod var det superhyggeligt med små lokale butikker og cafeer og i sidegaderne townhouses med verandaer og blomster i farver i de diminutive forhaver.

I morgen bliver noget andet, når jeg siger farvel til Estus og rykker downtown for at bruge de næste to dage med min gamle veninde, jeg ikke har set i ti år og som flyver til Seattle for at vride det sidste ud af turen sammen med mig.

På et luksushotel. Bliver spændende, om de lukker mig ind i mine nedslidte vandresko og en rygsæk, der bærer præg af intenst brug. Og hvordan jeg vil have det med luksus. Nu.

3 kommentarer til “Dag 1 A.C. – 4.200 km i vildmarken og så er det på motorvejen, jeg flirter med døden”

  1. Stort TILLYKKE Gitte med den fantastiske bedrift !
    Du er en super sej, gæv og modig kvinde, som i flere måneder har underholdt mig på fornem vis med din spændende proces på PCT . Vi mødtes på Gokyo Ri trekket i Nepal i 2016, og jeg bilder mig ind, jeg kender den specielle følelse, det er at nå toppen af bjerget eller målet, selvom din rejse har været i særklasse!
    Jeg glæder mig til at læse din bog om hele eventyret
    KH Ulla

    1. Hej Ulla, jeg kan tydeligt huske dig fra Nepal – det var jo dig, der i Kathmandu lærte mig alt om superbehagelige bukser 🙂 Jeg er glad for, at du har læst med (og følt dig underholdt ;-). Og at du kender følelsen, når man når målet – den kan være ret svær at forklare, synes jeg.
      kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.