Dag 102 – Ja, jeg har en Trail Romance

Gået i dag – 0 km

Mens min mor måske måske-ikke tænker videre over mit pt mandlige selskab på min færd op gennem Nordamerika, har andre af jer muligvis spekuleret over eller i hvert fald for nogle skarpe iagttageres vedkommende luret, at something is going on med jagerpiloten og jeg.

Så for at stille alles eventuelle nysgerrighed – ja, Scoop og jeg har en såkaldt Trail romance. Den opstod ikke i går på min fødselsdag (“Du er da egentlig et godt 45-årigt skår. How are YOU doing?”), men har bygget sig op over nogen tid. Detaljerne beholder jeg for mig selv – det her er jo ikke en datingblog 🙂 – men jeg er glad.

Da jeg tog de første skridt ud fra den mexicanske grænse – og mens jeg forberedte mig derhjemme på at tage de skridt – var det aldrig min mening at involvere mig med nogen mand undervejs.

Mit eneste beskedne ønske i den afdeling var måske at kysse en lækker ranger et kort øjeblik, men ellers handlede turen ikke om det, den handlede og handler om mig. Mit seneste forhold var en styg oplevelse, som ikke bare sådan forsvinder fra my mind, og jeg havde ikke brug for at finde en anden mand at springe videre til, jeg havde brug for at finde mig.

Så derfor har jeg haft mine forbehold over for at være mere end gode hikingbuddies med Scoop. Havde jeg lyst til det? Hvad ville det betyde for MIN rejse? Ville jeg bruge (for meget) energi og tankevirksomhed på den relation? Ville jeg blive en del af et par og ikke længere have den ro og alenetid og bevidsthed om,,at det er mig, der klarer mig selv derude under den vældige himmel, som var en af grundene til, at jeg tog afsted.

Og hvad hvis vi ikke gik, altså ikke bogstaveligt, men ham og jeg og det os, der var ved at opstå, skulle jeg så rode med de følelser, det kan medføre – det havde jeg ikke lyst til. Og slet ikke på den her once in a lifetime tur.

Alt det og en masse mere i samme boldgade kørte rundt i hovedet på mig i en hel del dage, mens mine ben åd kilometer efter kilometer. Og endte der, hvor jeg besluttede at lytte til min mavefornemmelse.

Og den sagde, at jeg bare skulle gøre det. At hvis det gør mig glad at være sammen med Scoop (som i virkeligheden hedder Bill), skulle jeg slippe alle mine tanker og bekymringer og bare nyde det som en ekstra dimension på det eventyr og den rejse, jeg er på.

Betyder det så, at jeg efterfølgende immigrerer til San Diego og bliver desperate housewife, eller at jeg importerer noget amerikansk til Bryggen, eller at vi smutter til Vegas og bliver drive-in gift på næste fridag?

Tre gange nej. Jeg ser ikke umiddelbart den her mand som en del af resten af mit liv, men det er okay. Den her tur er for mig en øvelse i rigtig mange ting, og en af dem er at leve mere i nuet. Glemme fortiden og lade være med at tænke over fremtiden, bare være her og nu – Nik & Jay-style og En Dag Tilbage. Som jeg aldrig har været særlig god til, og i øvrigt også synes er lidt corny, altså man kan jo for pokker ikke cruise op og ned ad Strandvejen og drikke sig i hegnet eller hvad man nu ville gøre, hvis man kradsede af i løbet af natten, hver eneste dag, som om der aldrig var en i morgen. For ups, det er der oftest, og så står man der med en tømt bankkonto og ondt i hovedet.

Men i det omfang jeg er i stand til det, ér det en befriende følelse at leve i nuet. Betragte hver dag som en ny begyndelse og tage imod alt det, den har at give, og som man i det her PCT-liv meget sjældent ved hvad er, når dagen starter. Som i sig selv er ret vildt og uvant.

Derudover – som man gør med alle mænd, man er sammen med, eller bare mennesker man er sammen med – lærer man noget om sig selv af sociale relationer. Især dem hvor man åbner op og lader et andet menneske komme meget tæt på sig.

Jeg gør i hvert fald. Det er ikke svært for mig at være alene, jeg er af natur den introverte type og har ofte langt sværere ved at være sammen med andre og især at åbne op og give dem noget af det private mig.

Så at være sammen med Bill 24-7 – som vi jo vitterligt er; det eneste tidspunkt jeg er alene, er, når jeg går om bag et træ for at ordne de der naturlige ting, man normalt gør på et badeværelse – er en øvelse for mig. Som giver mig noget, jeg ikke ville have fået, hvis jeg havde besluttet at gå alene. Eller bare at holde vores forhold til det rent venskabelige.

Ingen ved, om han vil være der, om vi vil gå sammen og være sammen, hele vejen til Canada. Om han har lyst til det eller om jeg har. Men her og nu har vi og er vi sammen om det her. Og det gør mig glad. Og det er vel det vigtigste, og den følelse jeg – og alle andre – allerhelst vil have.

Og that aside var i dag ikke en dag med de helt store begivenheder.

Vi havde planlagt to fridage i Ashland for at forberede de næste og sidste 1500 km mod Canada. Det vil for mit vedkommende sige udover at pakke og sende 7 kasser med mad nordpå at rengøre alt mit grej. For eksempel mit liggeunderlag, som er uhyggeligt beskidt. Tænk at jeg har ligget på det snask i tre måneder.

Jeg rundede også den lokale friluftsbutik og indkøbte en vandrenederdel. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at gå i den, men jeg er vild med ideen om mere luft om benene – nogle dage er jeg så gennemblødt af sved, at mindre stof om lårene kun kan være en fordel. Så må vi se, om det til gengæld er så stor en ulempe, at jeg ikke kan sidde – på en pæn-pige måde anyway – komfortabelt på jorden derude i naturen, at jeg går tilbage til shorts. Time will tell.

Scoop og jeg var også på en kort bustur til det lokale indkøbscenter for at købe de sidste af de ting til vores kasser, der skal sendes. For Ashland har nok et downtown-område, man går rundt i, men resten af byen er spredt ud og beregnet til folk med biler. Men altså heldigvis udstyret med et offentligt transport system, der fungerede upåklageligt.

Så upåklageligt at Scoop var på bustur adskillige gange. Til en sportsbutik efter nye sko, til frisøren for at blive klippet, til Mobile Madness for at få fikset sin telefon der er gået i udu. Imens dalrede jeg en tur downtown og legede turist. Drak kaffe, kiggede på tøj, jeg ikke kan købe, fordi jeans og lækre uldsweatere ikke er ret vandrevenligt, og købte en ring til 2 dollars i en butik, der solgte “spirituel power”, og som ejeren påstod vil give mig mere styrke. Javel ja.

Og så biksede vi en kyllingesalat sammen, spiste tre poser mikrobølgepopcorn (var jo nødt til at spise alle poserne i pakken) og så noget amerikansk fjernsyn hjemme i hytten.

Egentlig havde vi talt om at gå ud på en af Ashlands mange hyggelige restauranter, men røgen fra de hele syv skovbrande, der er i gang lige nu i det nordlige Californien og sydlige Oregon, lå uhyggeligt tæt over byen. Bare at gå ud med en skraldepose var lig med at inhalere ubehageligt meget røg og med øjne, der begyndte at svide.

Jeg håber sgu, det er mindre slemt oppe i bjergene, når vi skal tilbage på stien i morgen, for det var virkeligt ikke ret rart at være i. Og pludselig gav det mening, hvorfor så mange af de lokale i Ashland går med de masker, man ellers kun ser folk i meget forurenede byer være iført.

Enkelte vandrere har også indkøbt de masker, men indtil videre sker det ikke for mig. Jeg synes, jeg har nok småting at bære på og i øvrigt ser det latterligt ud. Og ja, jeg ved godt, at den her tur ikke er et modeshow, men altså…

About the author

Comments

  1. Go for it, Gitte! Hav målet, Canada, for øje, så du gør det færdigt, du kom for. Hvorfor skulle det ikke kunne indbefatte en romance?
    PS. Jeg taler jævnligt ti mine kolleger om min eksnabo, der er på den sejeste spadseretur – ever!

  2. Endnu en gang skøn læsning og tillykke med din trail romance – nyd det, nyd naturen, nyd livet. Krammer og god energi herfra.

    Lotte

  3. Good for you Gitte…You have already proved to yourself and everybody else that you can take care of yourself out there in the wilderness…now all you need is LOVE
    (and I had a feeling something was going on…I read it between the lines :-))
    But you should still kiss a ranger next time you run into one…
    So now that you are more than half way done, it’s time to think about what’s next….I believe there are about 50 long distance trails in the US, so you could think about that…ha ha.

  4. Hvor er det dejligt at høre, Gitte. Det har du fortjent. Og som alle vi, der er med dig på turen i ånden, har lært: The trail provides.

  5. Hvor dejligt, Gitte. Jeg synes også, du har set glad ud på en lidt anden måde på de seneste billeder. Nyyyyd det.

  6. Carpe diem. Du fortæller fint. Og dit ekstroverte jeg bevæger sig mod nye horisonter. Du fortæller så fint både om din indre og ydre rejser. ☀️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg