Dag 91 – I just walked 1500 miles

Gået i dag – 38 km

Når jeg ser tilbage på mine billeder fra de sidste tre måneder, viser de et kæmpe udvalg af forskellig natur. Fra knastør ørken og tyk nåleskov til strømmende floder og golde bjergtoppe.

I dag var det så dansk bøgeskov.

Eller – noget nordcalifornisk skov, der nok ikke var bøg på Dannevang-måden, men det lignede. Høje slanke træer med skinnende lysegrønne blade og en hårdtstampet sti under dem.

Hårdtstampet skovsti er klart mit favoritterræn, fordi det er så nemt at gå på. Havde det ikke været for den der klump i form af en rygsæk, jeg slæbte på, havde jeg løbet. Nu nøjedes jeg bare med at småløbe ned ad bakke – med rygsækken bumpende op og ned, fordi den var halvtom. En af de mange fordele ved at være på vej til en by – at min pose med mad var stort set tom. Det eneste der var i den i dag var en forholdsvis stor pose lakridser.

Den anden fordel ved town day er, at udsigten til bad, mad og hvad der ellers følger med civilisation, er at man – jeg i hvert fald – kan gå så utrolig hurtigt, når den slags ligger og venter for enden af dagen.

Så sidst på eftermiddagen var Scoop og jeg bare 2 km fra det såkaldte exit point til turistbyen Mt Shasta, som vi havde besluttet at tage ind til.

På samme exit point ligger en samling huse (altså i virkeligheden en tankstation og et posthus), der går under navnet Castella, og Dunsmuir, som er endnu en small town America town.

Mt Shasta er ikke ligefrem en metropol, men har til forskel fra de to andre by-muligheder en friluftsbutik. Og det var vigtigt, for mine storetæer er begyndt at titte ud af mine sokker – og det er så heldigt indrettet, at er ens sokker af mærket Darn Tough, som mine er (og nok 99 procent af alle PCT-vandreres), kan man anytime få udskiftet sine slidte og hullede sokker med et par spritnye.

Det kræver bare en butik, der forhandler Darn Tough, og voila, det har Mt Shasta.

Så Scoop havde booket et værelse på et hotel – igen med den der bizarre “US Military” rabat, og det var det, vi var på vej til.

Bare lige med et stop ved 1500 miles markøren.

1500 miles er 2.400 km, og ja, et rundt tal, men i miles er det lidt mere rundt, og Scoop ville lave en film til de der sociale medier af ham, der rundede det runde tal.

Så med mig bag kameraet filmede vi ham dansende ned ad stien til I just walked 500 miles – x 3.

Et take var selvfølgelig ikke nok – også mænd går op i, hvordan deres hår sidder på film – så vi filmede og filmede. Mens Scoop bagefter studerede resultatet, lagde jeg pludselig mærke til, at der lugtede af røg. Altså virkelig lugtede af røg. Som om jeg sad ved et bål.

Vi var gået cirka 700 højdemeter ned, og var nu i en dal. Og dermed inde i den røgsky vi de sidste dage har kunnet se på afstand.

Ikke at det var tydeligt på samme måde, som når man går i tåge. Det var diffust, men lugten var så tydelig, at jeg ikke kunne lade være med at se mig om efter ild.

Der var ingen, hvad der til gengæld var, da vi drejede om et hjørne, var en kvinde.

Der er jo andre vandrere på stien, så at se en kvinde er ikke unormalt. Det unormale ved hende her var, at hun ikke var en vandrer. Ingen rygsæk, ingen vandrestave, og hun var i hvidt – som ingen vandrere er, fordi hvidt er brunt efter 20 minutter out there. Og hun stod sådan lidt uvirksom halvt bag et træ.

Da jeg kom nærmere, sagde jeg hej. Det gjorde hun også. Og så spurgte hun, om vi var PCT-vandrere.

Det bekræftede vi.

“Skal I tilfældigvis ind til Castella eller Dunsmuir eller Mt Shasta?”

Ja..?

“Vil I have et lift?”

Oh yes.

Hendes bil holdt rundt om hjørnet – halvanden kilometers gang ned til hovedvejen sparet – og få minutter efter sad vi parkeret på lædersæder i en kølig vogn.

Det viste sig, at denne Trail Angel, og hun var virkelig en engel, selv havde gået Pacific Crest Trail, og nu brugte hun sine fridage på at køre herop og stå klar til at transportere vandrere ind til byen. Fordi hun vidste fra sin egen tur, hvor vildt fantastisk det er, at man ikke behøver bruge tid på at blaffe, men bare kan sætte sig ind i en bil og blive kørt lige til hoteldøren.

Jeg var meget begejstret. Klokken var lidt over fem, vi havde gået siden kl 5.30 i morges, mine ben var smadrede, og vi havde lige sparet formentlig det meste af en time, inden jeg kunne smide min rygsæk på gulvet i et hotelværelse og drukne mig selv i kold appelsinjuice. Og bagefter under bruseren.

Mens jeg gjorde det, smed Scoop vores tøj ned i hotellets vaskerum, og da det var vasket og tørret – vi har så lidt tøj, at den operation tager under en time – slentrede vi over gaden til Black Bear Diner og en kæmpesteak med en kæmpe bagt kartoffel. Som jeg slugte, som om jeg aldrig havde set kød eller kartofler før. Havde jeg ikke været så uprætentiøst et sted, havde jeg nok skammet mig lidt over mine bordmanerer eller mangel på samme. Bonus var, at mens vi sad der, lettede røgskyen så meget, at jeg fik et glimt af Mt Shasta – det majestætiske bjerg, der lægger navn til byen. Og som vi under normale brand- og røgfri omstændigheder ville have haft udsigt til de sidste mange dage.

Mindre bonus var, at man på Black Bear Diner er så glad for aircon, at der var nærmest minusgrader indenfor. Being America var jeg forberedt på det, så havde lange bukser (altså mine lange underbukser) og ditto trøje på. Alligevel var det så koldt, at Scoop pilede tilbage på hotellet og hentede min dunjakke. Og sin egen – selv en ægte amerikaner frøs. Meget skørt at sidde der og spise steak på en restaurant med dunjakken lynet op i halsen.

Bagefter rundede vi supermarkedet og købte mælk og cookies – Scoop er nok +50, men dypper stadig cookies i mælk som et barn (eller en olding uden tænder). Og så lå vi i det, der for mig var en total yndlingshotelseng, fordi der for once var dyner i stedet for de der åndssvage tæpper om et lagen, og stenede HBO på fjerneren.

Jeg ville ikke gide ligge i en hotelseng og se fjernsyn, hvis jeg skulle gøre det hele tiden, men fordi jeg ved, at jeg i morgen er tilbage i vildmarken, var det fantastisk. Lidt ligesom at den appelsinjuice smager som en tår af himlen, fordi jeg ikke kan få den hele tiden. Jeg lærer en masse på den her tur – og altså også at sætte pris på de ting, jeg i mit normale liv ville tage som den største selvfølge.