Dag 90 – Bambi

Gået i dag – 44 km

I går var en halvshitty dag. I dag var en perfekt dag.

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, der var stadig ingen udsigter på grund af røgen fra branden i Redding, luftfugtigheden var stadig høj, det gik også i dag op ad bakke og der var forholdsvis langt mellem vandhullerne. Der var ingen by for enden af dagen, ingen veje at krydse herude i ingenting, så intet håb om Trail Magic, det eneste mulige afbræk i dagens program var en flod, man – måske – kunne bade i.

Alligevel var jeg glad. Mens jeg gik ned ad stien, småbuske på begge sider af mig, træer længere fremme, en dal et sted og med solen på vej op ude i øst var der faktisk ikke noget sted i verden, jeg hellere ville være end lige der i al den natur. Og i det fantastiske simple liv, som det i virkeligheden er at gå Pacific Crest Trail. Har jeg mad nok, har jeg vand nok, hvor langt skal jeg gå, hvor skal jeg sove? Thats about it. Så simpelt, så befriende.

Scoop og jeg startede morgenen med det med mad.

Jeg havde købt en pose frysetørret røræg, bare fordi jeg syntes, det var så bizart, at man kan få det. Selv om ja, selvfølgelig kan man det; det er jo USA.

Så vi stoppede vores vandring efter godt 6 km ved en bæk og lavede røræg. Dvs. kogte vand og kom det ned i posen.

Da det havde trukket, forvandlede Scoop de tidligere underligt udseende gule klumper i posen til en faktisk ganske velsmagende breakfast burrito – altså poserøræg med skinke og rød og grøn peber rullet ind i en tortilla.

Imens vi havde sad der, kom en pige op fra nogle buske. Som tydeligvis ikke var hverken stien eller en bæk med vand. Hun så meget pinligt berørt ud, men hey – selv kvinder skal altså på det store toilet ind imellem. Som jeg havde lyst til at råbe til hende, men nøjes med et hej og det obligatoriske How is it going? Jeg kunne blive en god amerikaner.

Resten af dagen var more or less bestemt af, hvor der var vand. Hvor er der vand igen? Hvor langt er der dertil? Okay, det er vores næste mål. Undervejs hørte jeg musik, selv om det næsten er blasfemi at blæse Gangnam Style ind i ørerne, mens man bevæger sig gennem et stykke smuk californisk skov. Men det er altså voldsomt effektivt at gå opad til – rytmen i bassen.

Alle bække og floder har navne, og en af dem, vi gik efter, var døbt Deer Spring Creek.

“Altså, er der ikke ret mange af de bække, vi har været ved, der hedder Deer Spring?” spurgte Scoop.

Det var der. Lidt ligesom at alle byer har en gade, der hedder Main Street.

Men lige præcis ved denne bæk var navnet på sin plads, for da kom derned, cirka 100 meter off-trail ad en lille sidesti, havde nogle andre allerede front row til det rislende vand. Et rådyr og en rådyrunge gnaskede fornøjet af de sikkert saftige grønne planter langs bækken.

Mor rådyr løftede hovedet, da vi kom brasende, men sænkede det igen og gumlede videre. Bambi rådyr gjorde det samme, men syntes tilsyneladende, at de to underligt udseende væsener, der havde tilsluttet sig selskabet var mere interessante end planterne, for han eller hun blev ved med at stirre på os, mens halen dikkede lidt nervøst frem og tilbage.

Jeg listede forsigtigt lidt nærmere, bare for at få et billede. Mere dikken med halen. Så lidt nærmere. Nu vrikkede ørerne også lidt nervøst. Mor rådyr spiste videre. Et skridt mere – og så stak Bambi af. Tre hurtige hop ind i busken, og så stod han ellers derinde og holdt øje med os.

Vi fik vores vand og satte os ned for at filtrere der. Imens stod Bambi, sikkert af den opfattelse, at han var usynlig, men havde glemt, at rådyrører stikker op, og kiggede fra bag en busk.

Jeg kunne have siddet der og kigget på wildlife hele dagen, men vi var ude i en +40 km dag, så det var der desværre ikke tid til. Til gengæld gav vi os tid til at smide sko og sokker og køle fødderne af i den flod, vi passerede som næste vandhul.

Egentlig ville vi have badet, men vandet var isvand, og selv om det var drønvarmt, var det ikke helt nok til at dyppe sig fullbody i vand, der var så isende, at det lammede mine fødder efter tre sekunder i det.

De sidste 8 km gik det op ad bakke. En forholdsvis stejl en af slagsen, som der ellers ikke er så mange af i det nordlige Californien. Men jeg var ganske godt gående i dag, så jeg tonsede opad. Mens jeg tænkte over, hvor crazy god form jeg er kommet op i. Efter en dag hvor jeg allerede har gået over 30 km, går det op ad bakke med fuld oppakning, men jeg blev ikke at all forpustet, det er sgu da vildt. For mig i hvert fald.

Middag var gode gamle brændende kærlighed suppleret med ost. Imens blev Scoop stukket af en af de mange hvepse, der åbenbart mente, at vores campsite var deres habitat. De sværmede rundt om os – jeg bemærkede dem ikke rigtigt (tænk at være nået dertil, at man kan spise midt i en hvepsesværm og bare vifte af dem, som var det fluer) – og Scoop kom til at hamre end af dem med sin pose med tortillas. Det ville den ikke finde sig i.

Og mænd er jo mænd, så han hylede op (som jeg, i al fairness mod ham, nok også ville have gjort) og mente sig klar til indlæggelse. Lidt sprit på det som bedøvelse og så var der ro. Også fra hvepsene, der åbenbart går i seng, når solen går ned.

Jeg sov uden mit ydersejl. Dels fordi det var varmt, dels fordi jeg har opdaget, at jeg godt kan lide at sove som om jeg sov midt i naturen – bare lukket af for myg og diverse kryb.

Og lå lidt og kiggede op mod trætoppene og stjernerne, mens jeg lyttede til grene, der knækkede inde i skoven. Det kunne potentielt være en bjørn, men var nok nærmere et rådyr. Jeg kunne ikke se noget i det tætte mørke, og lidt efter holdt lydene op og blev erstattet af en tung snorken ovre fra Scoops telt. So much for mit moment med naturen.