Dag 82 – op, op, op

Gået i dag – 40 km

Guthook, navigationsappen, der fungerer som min Gud, har et såkaldt elevation chart. Altså et kort over rutens op- og nedstigninger.

Dagens etape var en stigning af de trælse. 1400 meter op. Godt nok over godt 20 km, men det betyder en konstant stigning over 20 km i stedet for bare en kort vildt stejl optur.

Anyway, sti følge eller land fly, så Scoop og jeg forlod stranden med det bløde sand kl 5.30 og stred os opad. Det meste af vejen heldigvis gennem skov, som betød skygge, og over flere rindende bække, som betød vand.

På toppen spiste vi frokost. Og var online. For det er man på bjergtoppe, ikke i småbyer i dalene, der ikke er udstyret med andet end måske en wifi boks af en art, og som så også helst skal virke, hvilket den ikke gjorde i Belden.

Så jeg sad deroppe i solen og uploadede gårsdagens indlæg – for ovre i skyggen var der ikke nok signal. Fine fagre verden af teknologi in nature.

Efter op går det som regel ned, eller i det her tilfælde mest ligeud gennem mere skov. Det meste af det skov er i virkeligheden ikke ret interessant – det er vild skov, som ingen passer, så når træer vælter i storme, får de lov at blive liggende. Hvilket betyder, at langs store dele af stien er skovbunden dækket af døde træer og visne grene. Og de træer, der stadig står, er for nogles vedkommende gået ud. Det gode er, at hårdttrampede skovstier er lette at gå på.

Så vi gik – med det mål at nå et campsite cirka 42 km fra Belden. Jeg gik forrest, cirka et kvarter foran Scoop, der var optaget af at forsøge at få gang i sin telefon, der havde været i nærkontakt med vand og ikke rigtigt lystrede.

Godt to km før det aftalte sted rundede jeg et hjørne og kom ud af skoven. Til et plateau højt oppe på bjerget med fri udsigt til solen, der hang som en orange kugle ude mod vest.

På plateauet var der et lille bålsted i sten, omringet af stammer til at sidde på, og da jeg smed rygsækken for at udforske stedet nærmere, fandt jeg et par oplagte ryddede steder i kanten af skoven at slå telt op.

Da Scoop kom, stadig muggende over sin telefon, foreslog jeg, at vi blev her – det perfekte campsite, hvis jeg selv skulle sige det.

Det syntes han også, så det gjorde vi. Lavede mad, mens jeg slugte først den vilde solnedgang med øjnene, så den tordensky langt mod nord, der med jævne mellemrum lyste op med lyn, og så til sidst månen, der kastede et skinnende lys ned over os. Og de to unge rådyr, der dukkede op. Stirrede på os, stak af, kom tilbage, lidt nærmere og igen betragtede os, som om de havde meget svært ved at forstå, hvem eller hvad vi var og hvorfor vi var der. Tredje gang de vendte tilbage, stod de længe bag en busk og holdt øje med os, inden de besluttede, at vi var ligegyldige og så gik de ombord i buskene.

Lidt for tæt på mit telt egentlig, men da jeg igen havde slået det op uden ydertelt, kan jeg vel jage dem væk, hvis de pludselig synes, sådan et telt virker som en godbid.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg