Dag 98 – endnu en bjørn

Gået i dag – 33 km

Jeg sov fra mit vækkeur i dag. Mine ørepropper var åbenbart skruet så langt ind i ørerne på mig, at de blokerede den lyd af Godmorgenstund, der ellers skærer sig gennem alt.

Men faktisk var det helt fint, for det betød, at Scoop og jeg var klar til take-off samtidig kl 6.

Og så gik det ellers opad. Strækningen lige efter Seiad Valley er en af de trælse – cirka 1500 meters stigning på ikke ret mange kilometer. Men fordi jeg ikke gik andet end frem og tilbage på et fortov i går, og måske fordi jeg havde bællet en mega ekstra proteindrik, havde jeg powerben og hjernede opad.

Lige indtil jeg hørte en voldsom brasen i buskene ved siden af stien. Som om en elefant var på vej gennem dem.

Det var ikke en elefant – ville have været virkeligt mærkeligt midt i Californien i øvrigt – det var en bjørn. Som åbenbart havde siddet der og haft et morgenmoment, måske med nogle af de brombær, der vokser her, og var blevet forstyrret af Scoop og jeg, der havde gang i en højlydt samtale om overlevelses-tv programmer. Ikke overraskende er Alene i Vildmarken på amerikansk noget mere ekstrem end den danske udgave.

Bjørnefar var ikke interesseret i den samtale, han ville bare væk. Så det vi så af ham var hans sorte pelsede ryg, der i fuld fart blæste ned ad skrænten, ind i træer og med hovedet først ind i et tæt buskads.

Det er lidt kært, hvis man kan sige det om en bjørn, at den bliver så forskrækket af menneskelig kontakt eller risiko for det, at den farer afsted. Men egentlig også meget betryggende. Jeg vil som sagt før vældig gerne se en – ordentligt – men helst på afstand. Ikke en, der rigtig gerne vil i kontakt med mig.

Og så i øvrigt pudsigt, at hr bjørn viser sig 9. august. Tilykke til min fætter, der har fødselsdag i dag og ja, hedder Bjørn.

Efter den oplevelse var jeg on my own det meste af dagen. Mine ben var simpelthen bare i bedre gå-form end Scoops. Så jeg gik bare. Lyttede til naturen med det ene øre og Lars H.U.G med det andet. Gik gennem skov – som er det, jeg mest vil huske Nordcalifornien for, alle de mægtige træer og marker med blomster i alverdens farver. Som jeg med jævne mellemrum stoppede for at forevige, selv om min telefon allerede er spækket med blomsterbilleder.

Udsigten var til gengæld ikke værd at fotografere. Røgen lå igen i dag tyk over dalen og lod mig blot ane, at der et sted derude garanteret var storslåede udsigter. Lidt øv, men jeg valgte bare at glæde mig over, at stien ikke er lukket på grund af brand, sådan som det er tilfældet på strækninger både længere nede i Californien og oppe i Oregon.

Tilsyneladende er i år lige så slem skovbrandwise som sidste år – her er så knastørt, at det bare er et spørgsmål om tid, før det brænder. Det bekymrer mange, men jeg har besluttet ikke at tænke over det, før jeg rent faktisk står et sted og ikke kan komme videre, fordi stien er lukket på grund af brand.

Vi slog lejr forholdsvis tidligt. Dels fordi vi ikke gad gå mere, dels fordi vi har god tid til at nå til Ashland – byen ligger bare 60 km fra os, og da jeg har booket en Airbnb bolig fra på lørdag, altså om to dage, var der ingen grund til at halse afsted for bare at stå udenfor og vente på check-in tid.

Desværre var vores lejrplads lige ved en lille bæk, så nattero var der ikke så meget af. Fordi det er så vanvittigt varmt, er der mange der går til sent om aftenen, hvor det er køligere, og de skal – også – have vand. Så de sad der få meter fra vores telte og filtrerede vand og ævle-bævlede. Tak til de ørepropper.