Dag 61 – fordi Rosa siger det

Gået i dag – 12 km

I dag har været en doven dag. En af den slags dage, der forhåbentlig ikke kommer alt for mange af, for så når jeg ikke Canada før engang ved juletid. Det startede med ondt i håret. Tung i hovedet. Eller bare tømmermænd. For meget vin og for lidt søvn i går aftes og i nat. Det sidste får Bird skylden for, for godt nok vågner jeg før 7 uanset om jeg er rullet ind i en sovepose i skov eller bjerge eller om jeg ligger stablet op på 3 hovedpuder i en hotelseng – men hun er endnu værre. Både i går og i dag var hun dressed og klar til at futte ned efter kaffe før kl 6. Og når nogen henter kaffe, drikker man den, også selv om ens krop og hjerne gerne ville været blevet i soveland et par timer mere. Den tidlige morgenvækning gav mig til gengæld god tid til at snøvle mig i bad, spise morgenmad – som bestod af den doggybag med græsk salat jeg fik på Jimmys Taverna i går aftes samt brød med tandsmør – få pakket mine ting (og tjekke under sengen, at jeg ikke havde glemt noget), og smutte forbi Mammoth Lakes’ bager efter et brød at tage med ud i vildmarken. Bare fordi jeg har brug for en pause fra tortillas. Bageren er tysk. Og meget berømt for bl.a. berlinere, sachertorte og alverdens øvrige flødeskumsfyldte kager af den slags, jeg normalt ville kaste mig over – men nu skulle jeg altså bare have et brød. Det var de så til gengæld out of. Øh – en bager, der har udsolgt af brød kl 10.30? Aber doch. Så nøjes jeg bare med en pose Katjes (som de åbenbart sælger så få af, at ingen bag disken vidste, hvad de kostede) og en giga kanelsnegl donut. Kl 11 traskede vi ud fra hotellet og ned mod busstoppestedet. Og så først med en lille gratis rundt-i-byen trolley til The Village, en form for center, derfra med en anden – også gratis – bus halvvejs op i bjergene til et skicenter. Og så herfra med en tredje bus op til Red Meadows, som var der, vi forlod stien. Hele molevitten tog næsten tre timer. Heraf langt det meste af tiden i kø til den sidste af vores busser, fordi hele USA åbenbart holder ferie i disse dage og havde besluttet at bruge dagen på at tage i bjergene. Normalt ville jeg være eksploderet; jeg er e-k-s-t-r-e-m-t dårlig til noget med at sidde eller stå i kø. Men i dag var jeg sådan en, der trak på skuldrene og bare sad og stod og stenede, mens vi langsomt rykkede frem i køen. Måske fordi jeg stadig var vin-og-søvn sløv, måske – og det vil jeg jo helst bilde mig ind – fordi jeg er blevet mere tolerant med ting, man ikke kan gøre noget ved. Embrace the trail. Eller måske ville jeg gerne udsætte det øjeblik, hvor det igen hed en fod foran den anden. Bird havde det heldigvis på samme måde, så da vi endelig svingede rygsækkene på og satte ned ad stien, mens alle dagsturisterne i jeans og med make-up på stormede kiosken, var vi enige om bare at tage en rolig eftermiddag. Og det gjorde vi. Gik langsomt ned mellem store fyrretræer, langs en flod, forbi en eng og holdt pause på et tæppe af grannåle med udsigt til en unik klippeformation på den anden side af en vældig kløft.Over os var himlen diset. Ikke af skyer, men af en fin røg fra den skovbrand, der de sidste uger har hærget lidt vest herfor. Den er – siger de – under kontrol, og det må man jo så tro på, men det er lidt syret at vandre afsted med lugten af røg i næseborene og under en himmel i en sær gylden nuance og med en form for tåge, der ikke var tåge, men en tyk dis, langsomt drive hen over himlen. Jeg så allerede for nogle dage siden, fra det sidste pas, jeg var i, selvsamme brand. Derfra kunne man se store hvide røgskyer stige til himmels og dagen efter helikoptere kredse rundt. Men ifølge myndighederne har det ikke nogen betydning for os på PCT – branden er vest for os og som sagt under kontrol, hvad det så end betyder, når det stadig brænder. Jeg studerede den sære himmel, mens jeg gik. Og studerede ikke min navigationsapp overhovedet. Som i overhovedet. Hvilket er meget ulig mig – på samtlige 1.450 km jeg har gået indtil nu, har jeg konstant fulgt med, eller rettere tjekket forud, for at se hvad der kom forude. En stigning, et campsite, vand, et monument, whatever. Og især i bjergene har jeg hver morgen nærstuderet ruten for at vide præcis hvornår jeg ville ramme de floder og creeks, jeg har været så bange for. I dag besluttede jeg ikke at bekymre mig på forhånd. Min strategi var en, jeg i yndlingsprogrammet Den Store Bagedyst sæson 2017 hørte yndlingsRosa sige: man skal ikke bekymre sig om noget på forhånd, for hvis eller når det så sker, skal man bekymre sig igen. Der er ingen grund til at bekymre sig to gange. Og det har Rosa helt utrolig meget ret i. De floder og creeks jeg møder og skal over, vil jo hverken være værre eller nemmere for mig at krydse, når jeg når til dem, fordi jeg bruger energi på at bekymre mig om dem på forhånd. Så i dag besluttede jeg at lade være. Og det var vildt rart. En stor lettelse faktisk. Og også lidt spændende ikke at vide, hvad der kommer henne om hjørnet. Selv om mit kontrolgen jo ikke er så meget for på den måde at let go – og det helt sikkert ikke bliver sådan en “Gitte sletter appen. Nuuu”-ting var jeg lige i dag åbenbart så afslappet omkring evt vandgange, at det var fint at gå i uvidenhed. I samtlige 12 km, for da Bird og jeg kom forbi det fineste lille stykke fladt vand på en klippekant over en flod, med en bålplads og ude af skoven (dvs færre myg!) slog vi lejr. Klokken var kun 17, men vi havde taget miniflasker vin med og solen stod stadig højt på den slørede himmel, så vi besluttede at call it a (short) day og sidde i den sol og drikke den vin. Måske lidt påvirket af, at der på selvsamme lille plet var signal. Så mens vi spiste, var vi online – ja, ikke meget naturagtigt, men ingen af os var helt færdige med at maile med resten af verden. Bagefter lavede vi bål og snakkede om Rosa. Og om hvor vildt hyggeligt et bål er, selv om det så nu betyder, at min hovedpude, alias dunjakke, lugter af spejder de næste tre måneder. Well.