Dag 92 – tilbage til vildmarken

Gået i dag – 16 km

Der har været nogle gange, efter jeg har lavet et såkaldt townstop, hvor det har været svært at komme op i gear igen til at skulle tilbage til vildmarken. Især på strækningen i bjergene, the Sierras, hvor min krop ikke rigtigt ville være med, og jeg tog en bunke fridage undervejs, var det ind imellem tough going den første dag.

Men det er, som om at her i Nordcalifornien er det let. Jeg glæder mig til at komme tilbage til skov og sti og det simple liv, til bare at gå.

Måske fordi jeg rigtigt godt kan lide terrænet, måske fordi jeg nu er der, hvor jeg føler, at den især i PCT Facebook-grupper meget brugte vending “You got this” nu faktisk passer. Ja, I got this. Jeg er ikke længere bange for det ukendte, for det er ikke længere ukendt og utrygt at være her, jeg føler, at hvad der end måtte ske, er jeg i stand til at klare det.

Og ja, der er stadig 1800 km og omkring to måneder, til jeg når Canada, og der kan ske meget (feks kæmpe meget regn i Washington!) og også ting, jeg end ikke har overvejet, men jeg tror på, at jeg kommer hele vejen. Sgu.

Det var med den følelse – Juhu, back on Trail – jeg i morges gik i gang med alt det, der skal ordnes inden afgang. I friluftsbutik efter nye sokker, på posthuset for at hente et nyt vandfilter, jeg har bestilt, i supermarkedet efter mad, pakke, et sidste bad.

Og så det, der skulle have været morgenmad, men blev frokost, i fryseren på Black Bear Diner. Bare fordi det var det nærmeste sted – og jeg er vild med steder, hvor man kan sidde i bås. Også selv om man er nødt til at spise sine fritter og kyllingelår i dunjakke.

Bagefter var missionen at få et lift de godt 20 km tilbage til stien.

Scoop ringede til en hiker shuttleservice, men den service kostede 200 kr, og selv om det var mindre, end vi lige havde brugt på frokost, var vi for nærige og besluttede at forsøge at blaffe.

Det tricky ved det fra Mt Shasta er, at den eneste vej er en motorvej. Og sådan en tilkørselsrampe er ikke et optimalt sted at stå med sin tommel ude.

Ikke desto mindre gik vi ned mod rampen. Og så – da vi var omkring 50 meter fra den – passerede en bil os, stoppede længere fremme, og, da vi nåede op på siden af ham, rullede chaufføren vinduet ned og spurgte, om vi ville have et lift.

You bet.

Vores chauffør var ranger i Castle Crags State Park, som var det første område, vi ville passere igennem på stien i dag, og var på vej på arbejde, så han tænkte, sagde han, at han da lige så godt kunne tage os med.

Og således var vi tilbage på stien mindre end en halv time, efter jeg sad med mine fritter på Black Bear Diner. Meget taknemlig for både ranger Joe (eller hvad han hed, han sagde ikke sit navn) og Rocky, kvinden, der samlede os op i går. Og tænkte lidt over, om det samme mon ville være sket i Danmark. På en måde tror jeg det ikke.

Klokken var halv tre-ish, da vi satte i gang. Med en plan om kun at gå omkring ti miles. For det første fordi det passede med et campsite, med vand og med søvn inden en 1000 meter stigning i terrænet, som vi helst ville mase os op ad om morgenen. For det andet fordi vi var læsset med tunge rygsække – næste stop lå knap 160 km fremme, så vi slæbte på mad til fire en halv dag.

Og det er tungt, kan jeg afsløre. Også selv om jeg denne gang havde udstyret mig selv med knækbrød, som vejer mindre end tortillas, droppet avocadoerne, og holdt igen på indkøb af de store poser M&M. Til gengæld havde jeg fundet en afdeling med vej-selv nødder i supermarkedet og måske kommet til at veje lidt for meget peanuts og saltede mandler. Note to self: Man skal lade være med at handle, når man er sulten.

Vi nåede det sted, vi havde tænkt at slå lejr lidt i syv. Og havde kun lige smidt rygsækkene, da Gotham, en ung gut fra New York, som jeg sidst så for et par dage siden, kom op ad stien.

Med det der lange ansigt man uundgåeligt har, når nogen er kommet først til det eneste campsite i mange miles omkreds og man ikke rigtigt gider gå mere.

Vi sagde beklagende sorry til ham – der var kun to teltpladser – og så var der High five mellem os for ikke at have holdt pause lidt tilbage, som vi ellers var lige ved, for havde vi gjort det, havde Gotham overhalet og scoret den ene af pladserne. The Trail Provides – omend lige i aften ikke til ham.

Efter at have spist og have siddet i aftentusmørket og snakket om amerikansk politik og hvorfor så mange amerikanere har stemt på en mand, der er orange i hovedet – lå jeg i mit telt og lyttede til vinden, der pludselig var begyndt at suse. Oppe i trætoppene langt over mig var der fuld blæs på, og ind imellem knagede det fra træerne.

På en måde hyggeligt, på en måde ikke – jeg har set, hvordan op til 30 meter høje og metertykke træer ligger væltede, som var de små visne pinde, vinden har pisket rundt med, og har ingen ønsker om at befinde mig under en af de stammer, hvis de skulle knække i det, der fra indersiden af mit telt lød som en voldsom storm.

Men jeg kunne ligesom ikke gøre noget ved det. Jeg var i en skov, det blæste, deal with it. Det gjorde jeg så ved at lægge mig til at sove – det var mørkt, så at forsøge at finde ud af hvilke træer der knagede og om deres faldretning eventuelt var mod mit telt, var ikke rigtigt en mulighed. Den gode gamle strudsemetode 🙂

Ps. Til alle jer, der kommenterer, mailer, kontakter mig på FB eller Instagram eller på anden måde skriver: Kæmpetak for alle ord. Jeg ville rigtigt gerne svare langt og personligt på det hele, det når jeg desværre bare ikke. Men just so you know – jeg læser det hele og er vildt glad for jeres interesse.