Dag 11 – burgere og byliv
Gået i dag – 17 km
Skøre Will var, thank God, gået, da vi stod op. Han ville, havde han sagt i sin vildelse aftenen før, gå alene på sin sidste dag. Yes, please.
Så Laura og jeg satte ud kl 7 for os selv. Gik og gik og gik, holdt en pause, gik lidt mere, og så – pludselig – midt på stien – var der en halvanden meter høj kasse/reol/stativ fyldt op med vanddunke. Doneret, åbenbart, af Mary, kvinden der ejer det stykke land, vi gik på. Hip hurra for sådan en Trail Angel.
Og heldigt, for det næste sted, der ifølge vores water report skulle være vand, var en ualmindelig mudret sump. Og godt nok har jeg et vandfilter med mig, men foretrækker rent vand.
Omkring en kilometer længere fremme kom vi til endnu et engle-område. Her havde Mary sat et picnicbord op, et das, et brusebad – af slagsen, hvor man bader ved at hælde en kande vand ned over sig, og sågar et bogskab. Helt legendarisk. (Selv om jeg ikke forestiller mig, der er meget gang i det bogskab – bøger vejer jo 😉
Efter en pause i Marys paradis gik vi videre. Målet var endnu et paradis – Paradis Valley Cafe, som er – sjovt nok – en café, der ligger en mil (ja, i USA opererer man jo med mil, hvilket jeg stadig har lidt problemer med – en mil virker på papiret kort, men er i virkeligheden, i hvert fald når man går, ret langt) fra stien.
Den café er et populært stop på ruten og kendt for deres burgere, så vi skulle selvfølgelig også dertil. Da vi kom ned til vejen, havde to gutter foran os ringet til et af de numre, der var sømmet fast til skiltet – “Call us for a ride to Paradise Valley Café” – og en stor pickup truck holdt klar til at køre os til cafeen. Fantastisk.
Og så var der burgere – og milkshakes. Og en håndvask til støvede beskidte hænder. Og bagefter, mens vi stønnede over det halve kilo kød vi lige havde slugt, kom en ældre mand slentrende op til terrassen foran cafeen, og spurgte om nogen havde brug for et lift indtil Idyllwild – den nærmeste lille by. Et rent mirakel, for ja, det var netop hvad vi havde.
Laura og jeg, og Tim, som vi ellers ikke havde set de sidste fem dage, men som pludselig var dukket op igen, samt Mitch, en gut fra Australien, nikkede ivrigt Jaaaaaa. Ind i bagagerummet med vores rygsække og så trillede vi ellers med Grumpy, som den ældre herre havde døbt sig selv, til Idyllwild.
Undervejs underholdt han os med alt info om lokalområdet – fra skovbrande til hvilke restauranter i Idyllwild vi skulle spise på. Han var quite a character, som man siger på disse kanter.
Han satte os af på Idyllwild Inn, hvor vi scorede den eneste ledige hytte – med plads til seks, så det blev meget hurtigt til en deler; Laura og jeg, Tim og Mitch, og så to andre gutter, vi vidste også var på vej til Idyllwild. Stor hytte, seks senge, 25 dollar for hver – helt perfekt. Eneste issue var, hvem der skulle have æren af at være den første under bruseren.
Med det ordnet – vi trak lod – og med vasketøjet afleveret i receptionen gik vi, iført regntøj, som var det eneste tøj ikke til vask, og for mit vedkommende de lilla crocs, som stadig er en vinder at have taget med, traskede vi hen til en meget hikervenlig mexicansk restaurant (altså sådan en, hvor det er helt okay at spise iført regntøj), fyldte os med tacos og burritos – og så faldt jeg omkuld i en rigtig seng. Dagens tredje paradis.
Ps. Idyllwild er ikke kun en vandrevenlig by. De er også meget hundevenlige. Så meget at borgmesteren, Max, er en Golden Retriever. Tror, jeg flytter hertil.
Eeeeej, men hvor er det fab, Gitte. Du er så mega sej!
Og godt, du kom af med skør mand, men også at du tog dig af ham! Og fik en burger. Og en milkshake. Og en rigtig seng. Og et bad. Og måske den der øl.
Jeg vil også til Idyllwild nu. Men måske nok i bil.
Og hvor er det dejligt med alle de billeder!
(Bonusinfo: Du er, på nærmest helt lige linje, kun 2 timer i bil mod kysten, fra Donna og Kellys beach house. Bare sådan liiiige, hvis du fik lyst til en tur på stranden;)