Dag 42 – slut med sand og slanger. Hej til bjørne og bjerge
Gået i dag – 27 km
Kennedy Meadows er en af den slags bebyggelser, der er så små, at man skal zoome vanvittigt meget på googlemap for at få øje på dem.
200 mennesker bor der ifølge byskiltet i Kennedy Meadows, og udover nogle spredte huse består byen faktisk kun af en General Store. Sådan en, hvor toiletpapiret står ved siden af køleskabet med kolde Budweiser og Pepsi, som igen befinder sig ved siden af det løse krudt til ens jagtgevær. Altså sådan en butik, der har alt, hvad man har brug for, og har den det ikke, så har man ikke brug for det. Agtigt.
Med andre ord: en by, der er ret ligegyldig for de fleste.
Kennedy Meadows er imidlertid ikke ligegyldig for PCT-vandrere.
Kennedy Meadows markerer overgangen mellem ørkenen og bjergene, og er – bortset fra måske den canadiske grænse – den vigtigste milepæl på de 4.250 km fra Mexico til Canada.
Den er så vigtig, fordi ørkenen er overstået, den første del af denne vilde rejse, og også den længste af de fem stræk, PCT er inddelt i, man er nået igennem, er her stadig, og forude venter bjergene. Høje tinder, dybe dale, sne – og vand. Vand i søer, vand i floder, vand, vand, vand. Som et land, der flyder med guld og honning – i form af vand.
Måske skal man have gået 1.120 km gennem en nådesløs hed, tør, støvet og øde ørken for at forstå, hvor vildt det er at komme til vand i alle de mængder, man ønsker sig. Surrealistisk vildt.
I dag nåede jeg (og Emily) til Kennedy Meadows.
Godt 20 km gik vi, fra vi stod op, og med en pause ved en flod – den første siden vi badede med nøgne lokale og andre frisindede typer ved Deep Creek Hot Springs for noget, der føles som 1.000 år siden. Vi badede i floden, sprøjtede med vand, som var vi små børn i en vandpyt, og så gik vi videre mod det forjættede vandland.
Da vi forlod stien for at gå de godt 400 meter ad vejen til Kennedy Meadows, blev vi mødt af Magic Man. En – ja, magisk – mand, der stod der med en gigantisk køleboks spækket med alt i kolde drikke. Jeg bællede en gatorade i omkring 5 slurke.
Og så fortsatte vi til den famøse General Store, hvor vi blev klappet op til verandaen foran butikken.
Det gør alle de vandrere, der når hertil. Af alle de vandrere, der allerede er her. En fin gestus – og lidt sjovt at tænke, at da jeg sidste år gik Fjallraven Classic i Nordsverige, blev vi også klappet i mål.
Det var efter 110 km.
Det første, jeg gjorde efter at have modtaget mine klapsalver, var at gå ind og hente mine pakker. En fra min mor (eller vel teknisk set fra mig selv, for jeg pakkede den selv inden afgang – men min søde mor havde lige smækket en gigapose Piratos oveni – yeaaaah) med en varm trøje. Og en anden pakke med microspikes og en såkaldt bearcanister, jeg har bestilt.
Microspikes er en form for kæder til at spænde under skoene til de isede skråninger i bjergene, “bjørnetønden” er til at have alt mit mad i, for Sierra Nevada er bjørneland, og mens bjørnene – siger folk – er ligeglade med mig, er de meget interesserede i min mad, så det er obligatorisk for alle vandrere at opbevare alt spiseligt (og hvad der i øvrigt har en duft, herunder tandpasta) i denne tønde. Som så skal parkeres et godt stykke fra ens telt.
Ideen er, at selv om bjørnen kan lugte min tun på pose, mine proteinbarer og mine lakridser, kan bamsefar ikke åbne bjørnetønden. Det bliver interessant at se, om det er rigtigt.
Uanset – den vejer. Det samme gør microspikes og en ekstra varm trøje. Til gengæld skal jeg ikke bære på vand, for det er jo – som det guld og honning i gaderne – over det hele.
Efter pakkelegen fik Emily og jeg et lift, sammen med Lars fra Danmark, som jeg faktisk mødtes med før afgang fra Danmark, et par kilometer ned ad vejen til Grumpy Bears Restaurant til en burger og en milkshake. Og tilbage igen i en vogn proppet med vandrere. Som i proppet.
Og så var vi klar til at gå videre. Som man normalt ikke gør – området omkring General Store i Kennedy Meadows er som (endnu) en festival. Folk hænger, drikker øl, ryger (utrolig meget) pot – fatter ikke, hvordan de gør det, alle de 23-årige fresh out of college typer – hører countrymusik på butikkens højtaleranlæg, og snakker om miles, vand og bjørne.
Hyggeligt og sikkert vældigt festligt, men at hænge her i flere dage var vi ikke til. Vores plan var i stedet at tage en afstikker til en lille bjergby om efter planen tre dage – som mange ikke gør, fordi det er en omvej på 10 km plus 35 km på tomlen hver vej. Men hvad gør man ikke for en seng (som Kennedy Meadows ikke har).
Lidt mærkeligt at være nået hertil. Ørkenen, sand og slanger, tørst og en evig dyne af hede har været hele mit liv de sidste seks uger – nu venter en ny og helt anden oplevelse; det er nærmest som at starte forfra. Bortset fra at jeg er mere hjemme i bjergomgivelser – dét har jeg prøvet før (altså fratræk bjørne og brusende floder) og glæder mig helt vildt.
More to come on that – dog med forsinkelse, for netadgang er der sandsynligvis ikke meget af oppe i højderne.
Wuhuuuui, kæmpe hurra for overstået ørken! Glæder mig til bjørnebilleder
Tillykke med at være kommet ud af din ørkenvandring 😉
Jeg elsker at følge din tur!
Kære Gitte
Det er en sand fornøjelse at følge med på din tur. Det er virkelig underholdende læsning, og man føler, man kommer til at kende dem, du møder på din vej. Du er for sej. Top godt skrevet 🙂
Fortsat god tur. Kh. Jette
Sådan – første deletape vel gennemført. Tillykke. Jeg tar virkelig hatten af for dig. Tak for din medrivende blok. God bjergetape.