Dag 75 – bjøøøøørn

Gået i dag – 24 km

To en halv måned on trail og SÅ ser jeg endelig en bjørn. And I lived to tell the story 🙂

Men inden jeg kom så langt, skulle jeg have nye sko.

Planen var at stå tidligt op og stå klar og parat, når outdoorbutikken åbnede kl 10 og så fluks tilbage på stien bagefter.

Sådan gik det ikke. Jeg var, indrømmet, doven. Sov ikke længe, men lå længe og bare lå i den bløde seng og blev opdateret på verdens gang hjemme fra Amager, inden jeg tøffede ud og drak lidt kaffe fra hotellets morgenmadsbuffet – som bestod af vafler og vafler. Ikke at der er noget galt med vafler, men et lidt slattent udvalg måske? Og så pakkede jeg stille og roligt sammen og bevægede mig ned til skohimlen.

Hvor jeg brugte usandsynligt lang tid, for de havde ikke mine sko i min størrelse. Stor krise. Jeg prøvede samme model i mandeudgaven, men selv om jeg fik en mindre størrelse, føltes det som at have svømmefødder på.

“Min” sko er helt særlig – blandt andet fordi den har en såkaldt toe box, altså fodformet med andre ord, og det er jeg vild med, fordi det betyder, at der er plads til at min fod kan splatte ud uden at støde på noget, der er lig med vabler.

Det endte med, at jeg købte “min” sko i en halv størrelse mindre, end jeg har brugt indtil nu. Lidt et sats, men min str 41 HAR føltes lidt stor de sidste uger, hvor jeg ikke som i ørkenheden har haft elefantfødder. Så nu håber jeg, at 40 1/2 faktisk er det helt rigtige.

Iført skinnende pink sko forkælede jeg mig selv efter al det bøvl med en kaffe – og så faldt jeg i en SMS-fælde med veninde i sommerhus hjemme i Danmark, hvor klokken på det her tidspunkt var 21-ish.

Indtil jeg ved 13-tiden, altså min tid, ikke den danske, ikke kunne trække den længere. På med rygsækken og ud til vejen og tomle.

Hovedvejen gennem Truckee er ret befærdet. Så der var masser af potentielle lift, der var bare ikke nogen, der stoppede i de første 3-4 minutter, jeg stod der. Så kom bussen og jeg trak tomlen til mig – altså, man forsøger jo ikke at score et lift med bussen.

Men, voila, den bremsede hårdt op, chaufføren åbnede døren og råbte: hvor skal du hen?

Donner Pass, svarede jeg og ledte efter min pung.

“Ja, jeg kører desværre kun til Donner Lake”, sagde chaufføren. “Men derfra får du nemt et lift. Og nej, nej, du skal ikke betale.”

Tusind tak, chauffør, og ja, jeg fik nemt et lift videre. Bil nummer to, der rullede forbi, stoppede, og så sad jeg der med Dave, som var på vej op i bjergene på klatretur. Og som ikke havde en hund, selv om jeg sad på en hundepude, men måske drømte hans kone om en, funderede han en stor del af vejen, da jeg havde kommenteret på den hundepude.

Stiens første 5 km gik nemt. Forholdvis lige ud, let terræn, bortset fra en lidt creepy meget lang lavloftet tunnel under den jeg ved ikke hvor mange spor brede motorvej I-80, der forbinder Salt Lake City i Utah med Sacramento i Californien.

For enden af tunnelen stod der to kasser. Af den slags, man sender post i. Hold for PCT-hiker, stod der på dem og så nogle navne. Det var ret mystisk – hvorfor stod de der? Er det mon også sådan et sted, de pakker jeg ikke har modtaget, er havnet?

Kort efter kom jeg til et lille sidespor til stien, som førte op til en rasteplads på den førnævnte I-80.

Ifølge min navigationsapp skulle der på den rasteplads være automater med sodavand og is. Men ifølge kommentarerne på selvsamme app skulle automaterne være i stykker.

Jeg tog chancen. Og var både heldig og ikke. Sodavandsautomaten var i udu, men is-udgaven virkede, så jeg gav mig selv en trefarvet sandwich-is og spiste den siddende i solen foran en sværm af lastbiler på kørepause.

Og så gik jeg. Gennem skov og over nogle af de vilde blomsterenge, der er så smukke, at det burde være påkrævet for enhver botaniker at komme forbi her. Og gennem mere skov.

Og det var så her, og mens jeg i mit hoved var optaget af at regne ud, hvor mange penge jeg egentlig havde brugt i Truckee, at jeg ud af øjenkrogen fik øje på noget brunt ved siden af stien.

Jeg kiggede derover. En bjørneunge sad på en klippe og kiggede op ad stien, som fulgte den blot med i, hvad der mon foregik på dette mærkelige stykke ryddet område midt i skoven.

Så fik den øje på mig, der var standset brat op. Og blev så forskrækket, at den trimlede ned ad klippen, kom hurtigt på benene igen og så tumlede den med hovedet først og halestumpen mellem benene ind i buskadset så hurtigt dens små tykke ben kunne bære den. Som var det bjørnefanden og ikke bare mit overraskede blik, der var efter den.

Jeg stod lidt. Vildt! Og så – fuck, hvor er moren?

Hun kunne være i alle retninger, også på den anden side af stien, og det var jeg meget lidt interesseret i, så jeg satte fart på op ad stien, mens jeg klaprede mine vandrestave mod hinanden for at gøre opmærksom på min tilstedeværelse.

Lidt oppe rundt om et hjørne mødte jeg et par, der var ude og spadsere med en lille dagstursrygsæk.

Hey, How is it going? spurgte manden. Retorisk, for det er ikke meningen, man skal svare på det spørgsmål. Udover et good.

Denne gang supplerede jeg dog mit good med Jeg har lige set en bjørneunge!

Med meget begejstret turiststemme.

De tog det dog mest som en advarsel til dem, der jo skulle den vej forbi i og med de gik i modsat retning, og så fik vi os en lille snak om bjørne og om wildlife her i Californien – og i Danmark, det var hurtigt overstået – i al almindelighed.

Resten af dagen holdt jeg lidt mere øje med omgivelserne og nærstuderede skyggerne mellem træerne lidt mere, men så ikke andet end myg.

Til gengæld så mange af dem, at jeg på et tidspunkt satte i desperat småløb. Og gik næsten en time længere, end jeg havde planlagt, for at slå lejr oppe på en bakke halvt over trægrænsen og i hvert fald væk fra den dybeste skov og de tykkeste sværme.

Det betød til gengæld en virkelig fin lejrplads midt i de sidste solstråler. Hvor der kun var en enkelt anden vandrer camperet, da jeg kom frem. Jeg hilste hurtigt på hende – og fortalte om bjørnemødet, for alle bjørnemøder er Big news – inden jeg slog jeg mit telt op i rekordfart, skiftede tøj, vaskede mine fødder og ben – hip hurra for vådservietter og (næsten) rene fødder i soveposen – og SÅ lavede jeg en omgang Mac & Cheese, som jeg havde fundet i en hikerbox i Truckee.

Pasta med smeltet ost. Og garneret med tørrede baconstykker. Et lille stykke af himlen. Siger det lige igen – jeg er SÅ glad for at have fået min gryde og brænder tilbage.

2 kommentarer til “Dag 75 – bjøøøøørn”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.