Fra borebiller til (provins)byliv. Og en ny drøm

Så blev man studerende igen. På friluftsvejlederuddannelsen. Som jeg skal bruge til en ny drøm, der (indtil videre) hedder Gå med Gitte.

“Det er godt nok noget andet, hva?” 

Når nogen siger sådan, kan man godt vælge at opfatte det som en meget dårligt skjult hentydning til, at man da vist har scoret noget nedad. 

Nu kender jeg heldigvis hende, der sagde det, og hun er en af dem, der aldrig mener noget negativt, så jeg tog den, som det, det var. At hun var på besøg i min og My Big Loves nye hjem – en 2018-bygget lejlighed med udsigt til Frederiksborg Slot i Hillerød – og at det i den grad var noget andet end det pivutætte Anders And hus med edderkopper i hjørnerne, is på badeværelsesgulvet og omringet af marker på landet, som vi var flyttet fra. 

For det er vi. Altså flyttet. Og jeg er meget glad. 

Nu, for jeg havde i meget af foråret krise over, at jeg ikke kunne finde ud af at bo på landet. At jeg åbenbart var så lidt naturmenneske, når alt kom til alt, at jeg var blevet knækket af lidt mørke og mudder og langt til mit sociale liv. Jeg mente jo, at jeg var way beyond at gå op i gadelys og nem adgang til offentlig transport og at have en Irma med åbent til kl. 21 alle ugens dage, selv 2. påskedag, lige om hjørnet. 

Men sådan var det altså. Jeg var ked af at bo på landet, og det hjalp så absolut ikke, at selve huset ikke var en hyggelig rede midt i alt det mørke langt derude, men en faldefærdig bygning, der godt nok havde den vildeste have og udsigt fra karnappen i stuen, men med borebiller i væggen og skimmelsvamp her og der og en evig lugt af sommerhus og ikke én eneste dør, der kunne lukke. Bortset fra badeværelsesdøren, som min handyman af en kæreste sammenbidt knoklede med at slibe til, så man ikke skulle dele med resten af husstanden, hvad der nu foregik på toilettet. 

Heldigvis havde vi kun lejet landstedet, så da jeg endelig ville indrømme over mig selv, at jeg ikke duede til landlivet med alt, hvad det indebærer (og My Big Love heldigvis var enig), sagde vi det op. Og så var million-spørgsmålet, hvad vi så skulle. 

Jeg savnede ikke at bo med udsigt til syv etager af andre menneskers soveværelsesvinduer, og ej heller at blive lydbombarderet af arrige ringeklokker, når jeg krydsede cykelstien på morgenturen med hunden. Men jeg savnede, at jeg bare kunne hoppe i et tog og så var jeg i Skal vi lige drikke kaffe-afstand af mine veninder, og jeg savnede et hjem, hvor ting fungerede, og hvor jeg følte mig hjemme. 

Især det sidste – som er dødsvært at forklare, men som mange helt sikkert godt kender. At for at et hjem er et hjem og ikke bare en adresse, skal det være et sted, der er rart at være. Hvor det føles rart at komme ind, og hvor der er en stemning, der får en til at slappe sådan rigtigt af og være den, man er. Sådan havde jeg ikke i landhuset, men sådan ville jeg rigtig gerne have det i vores nye hjem.

Der var så også lige det krav for os, at der skulle være adgang tilladt for hunde, der skulle være plads til outdoorgrej i absurde mængder (læs: bl.a. 7 soveposer, 3 telte, 10 rygsække, våddragter, isøkser, klatrehjelme og God knows what vi ellers har i den kategori), og så skulle det ikke ligge ALT for langt fra Hillerød, hvor min kæreste arbejder, og hvor hans børn, der bor hos os hveranden uge, går i gymnasiet. 

Så 1. august låste vi døren til landstedet for sidste gang og indtog en næsten spritny meget stor (og dyr, men det taler vi ikke om!) to-etagers lejlighed i Hillerød. 300 skridt (jeg har talt dem) fra Føtex, 5 minutter på cykel til stationen og ti minutter i hundelufter-tempo fra slottet. OG med udsigt over marker fra altanen, omend der lige er en vej imellem dem og os, og ikke mindst med den rigtige følelse, når jeg træder ind ad døren. Jeg har LYST til at være her.

Så jeg er kæmpeglad. Også selv om der ikke er samme sjæl i nybyggeri som i gamle huse – men altså: nu hvor jeg har prøvet virkelig meget sjæl på den Klondyke-agtige måde, er jeg klar til at lade tingene i hjemmet og ikke rammerne om det udgøre sjælen. Og det kan man godt. 

Vi har slæbt et birketræ ind i soveværelset, fyldt køleskabslågen med magneter fra alverdens steder i verden, vi hver især har besøgt, hældt outdoorgrej ud over hele rummet (næsten) dedikeret til det – men specielt det værelse, der er blevet mit kontor, har, synes jeg, sjæl.

I julegave fik jeg af min kæreste et stort kort over USA – fordi det er der, jeg har vandret mig til den, jeg er nu – som hænger på den ene væg.
På en anden hænger der et af de der verdenskort, geografilæreren i folkeskolen trak ned foran tavlen, hvorefter han smækkede pegepinden ind på et sted i Rusland og myndigt spurgte: “Hvad er hovedstaden her?”
Resten af rummet er fyldt op med rejsebøger (og mine bøger ;-), en gammel kuffert, billeder, bedeflag, vaser jeg selv har malet, og afrikanske klenodier fra dengang min kæreste boede i Tanzania. Og SÅ ligger og står der grene, rebstumper til diverse knob og stik, en kniv og halvt snittede træstykker, en bog om bushcraft og en masse papirer med et brevhoved fra Københavns Universitet, Skovskolen. 

For udover at flytte er der sket det helt vildt og meget store, at jeg er gået tilbage til studielivet og er startet på Friluftsvejleder-uddannelsen. 

Det drømte jeg allerede om for to år siden, men dengang var jeg jo et sted i Oregon, da uddannelsen startede, og sidste sommer kunne jeg ikke rigtigt finde ud af, om det var det, jeg skulle, eller om jeg skulle være sådan en, der stemplede ind på en arbejdsplads 37 timer om ugen. 

Det har jeg heller ikke rigtigt kunnet finde ud af i foråret i år, men jeg ville RIGTIG gerne den her uddannelse, og så må det løse sig med arbejde, hvis jeg en dag bliver så desperat efter kolleger, at jeg går efter et hvilket som helst job for at have nogen at chatte med ved kaffemaskinen. 

Så jeg startede på Skovskolen (og er vild med navnet) 10. august sammen med 28 for mig fremmede mennesker, men med det til fælles, at vi alle sammen var helt oppe at køre over, at vi skulle på såkaldt introtur i skoven i fem dage. 

Vi skulle lave og bo i bivuakker, vi skulle lave mad på bål (og kun bål!), og vi skulle lære en hel masse om lejretablering og knob og stik og at snitte pløkker (for at medbringe teltpløkker var no-go!), vi skulle lave ild med tændstål og blive klogere på gruppedynamikker og lederskab og at finde ting, man kan spise fra skovbunden, og tusind andre ting. 

Jeg har ikke siden mobiltelefonen blev opfundet, været så lidt på min telefon i løbet af fem dage (undtagen den dag midt i det hele, hvor jeg havde fødselsdag), for der skete konstant noget, også om natten, hvor musene pilede rundt om ørerne på os og lærte mig The joy of sleeping i bivuak (!). 

De pilede og puslede så meget, at jeg sammen med en af mine gruppevenner en af aftenerne holdt flyttenat fra bivuakken til midt ud på græsset under åben himmel. Og næste morgen var vidne til, at en af musene havde udnyttet vores fravær til at mosle sig ned i hendes karton med mælk i bivuakken – og var druknet.

Ikke verdens mest appetitlige oplevelse, til gengæld var det helt forrygende at sove direkte under stjernerne, og det endda på en aften, hvor stjerneskud lynede ned over os.

Det var på min fødselsdag og vi havde lige forinden sengetid haft en såkaldt udesidning. Som går ud på at sidde alene helt stille et sted midt i naturen og reflektere over, hvad end der kommer til en.
Det var en virkelig fin oplevelse, rigtig meget fordi med 29 for hinanden fremmede mennesker var turen også en social øvelse – at lære så mange nye at kende er fedt, men kræver også energi. Især for mig, som ikke er verdens bedste til så store nye grupper, jeg lader klart bedst op alene eller sammen med få tætte venner.
Så at sidde en halv time helt alene og kigge ud over Esrum Sø, mens solen langsomt sank ned, var magisk. Omend jeg – hvis ikke opgaven havde heddet noget med sidning – havde gået langs søen eller i skoven i stedet. Fordi mine dybeste tanker og refleksioner kommer i gå-rytmen, ikke så meget, når jeg bare sidder. 

Da jeg kom hjem fredag efter fem intense dage i skoven var jeg beskidt og svedig og fyldt op med indtryk og vildt træt, men også vildt lykkelig. Fordi det er SÅ fedt at lære noget nyt, og fordi alt hvad jeg sugede til mig af læring var mig. Altså noget der gav mig den der boblen i maven, man får, når man laver noget, der er så sjovt, at man glemmer at spise og gå i seng og verden udenom. 

Jeg tager uddannelsen på deltid (ligesom de fleste andre), så jeg også lige har tid til at tjene nogle penge ved siden af til det knapt så sjove – den megadyre husleje i den nye lejlighed for eksempel. Det betyder, at det kommer til at tage mig 2 år, før jeg sådan rigtigt kan skrive friluftsvejleder på mit CV.

Men jeg drømmer om at bruge noget af det, jeg lærer længe inden da. Ikke til at vejlede andre i, hvordan man lige bygger en campingstol af nogle grene, eller laver ild ved at dreje en pind meget hurtigt rundt i et træstykke, for det varer nok lidt tid, inden jeg selv mestrer de ting. 

Men til at tage andre med ud. 

Jeg har i løbet af de sidste to år fået virkelig mange spørgsmål fra både folk jeg kender og ikke kender om vandring, udstyr, træning, mad, og om at sove ude, og min redaktør på mine bøger har – måske lidt på baggrund af det – opfundet et koncept, hun kalder Gitte giver gode råd. 

Jeg skulle have optrådt med det på en messe arrangeret af Politiken i foråret, men den gik i Corona-vasken, og i øvrigt synes jeg, at “Gitte giver gode råd” lyder skørt og lidt for Familie-Journalen-agtigt på den trælse måde, så det gjorde ikke SÅ meget. 

Men jeg tror på, at der faktisk er et marked for Gittes gode råd.
Og for ikke bare at stå og belære nogen om dem på en messe eller til et foredrag, men at dele ud af dem ude på en tur, hvor man med det samme kan prøve noget af det, man ikke ved eller er usikker på. Og samtidig kommer ud og går med nogen (altså mig og andre), som jeg kan se i diverse Facebook-grupper, at rigtig mange søger. Nogen at tage på tur med, fordi de enten ikke har mod på eller lyst til at tage afsted alene. 

Det er for mig helt vildt fantastisk at opleve andre få en nærmest åbenbaring i, hvor fedt det kan være at være ude. Og selv om det lyder supercorny, ER det for mig også en gave at være den, der på en eller anden måde er katalysator i, at andre får udlevet nogle drømme, de har.
Jeg elsker, når nogen bliver inspireret af noget, jeg har gjort eller skrevet, eller kan bruge det, jeg siger – om det så bare er noget så (for mig) simpelt som at medbringe den uundværlige repair-all Gaffatape tapet rundt om ens vandrestave i stedet for at slæbe en tung og uhandy hel rulle med i rygsækken. 

Eller som i sommer, hvor My Big Love og jeg havde en veninde med på Øhavsstien på Fyn. Hun var helt grøn i overnatning ude, så inden turen spurgte hun i et væk om ting, jeg kom til at grine af (undskyld, søde veninde) – som f.eks. om jeg tog en kost med til at feje teltet, og om jeg syntes, hun skulle medbringe den eller den campingstol. 

Vi skulle jo vandre med vores oppakning – omkring 20 km om dagen – så det blev til ingen kost og ingen stole, til gengæld afslørede hun halvvejs inde i turen, at grunden til, at hendes rygsæk alligevel var så gigastor og tung, var, at hun blandt andet havde fire par bukser med (til 2 en halv dag), et badehåndklæde, en toiletpung af de større, og ALT for meget mad. Herunder en pose æbler og bananer (som selvfølgelig blev mast og uspiselige), alting i den oprindelige ofte uhandy til vandring-emballage, og en hel agurk, som hun først spiste, da vi var tilbage ved bilen.

Hun var SÅ taknemlig for stort set alt, hvad jeg sagde – og at se hendes glæde gav mig det sidste skub ud i ikke bare at drømme om det og hen over en flaske rosé at sige til min søster “kunne det ikke være fedt at…” og så i øvrigt bruge min tid på at lave diverse journalistisk freelance-arbejde for Danmarks Naturfredningsforening (som også er fedt, men ikke er MIT), men rent faktisk at gå alvorligt ind i min drøm og gøre den til virkelighed. At lave Gå med Gitte-ture. 

Så det er der, jeg er nu. I fasen med at udtænke konceptet (herunder at overveje, om det nu også skal hedde Gå med Gitte), og alt hvad det indebærer af indhold, logistik, branding, salg og alt det andet, der følger med.
Jeg tænker på det stort set hele tiden nu – når jeg går med hunden, når jeg skal sove, når jeg taler med venner, og kan mærke, at det er noget, jeg MEGA-gerne vil. Jeg har 100 idéer og lange tangenter af de idéer, for så kunne man også, og man kunne også, og hvad med og hvad nu hvis jeg gjorde sådan og sådan og sådan og så videre og så videre. 

Sådan har det ikke hele tiden været, for i foråret, da idéen begyndte at rumle en lille smule i mit hoved, turde jeg ikke sige det til ret mange, nærmest ikke engang til min kæreste, for hvad nu hvis det var en helt latterlig tanke. Hvorfor skulle nogen dog have lyst til at betale for at gå med mig?!? 

Så første gang jeg nævnte det mere end som en strøtanke for ham (og for mig selv i øvrigt også), hviskede jeg det under dynen en aften. 

Han røg op, som om han lige havde stukket næsen i en skål coke, helt eksalteret. “Ja, sgu da. Ja!!!! Det er jo det, jeg har sagt. Gitte giver gode råd.” 
“Ja, ja,” sagde jeg og vendte øjne af den ugebladsagtige gode råd vending, “men de skal jo betale for det – gider nogen det? Med mig?”

Han fejede mig væk, SELVFØLGELIG gider nogen det, og især med dig. 

Jeg var ikke overbevist – jeg er helt klart født i Jantelovens land, og så var han jo nok ikke sådan helt upartisk, hvad angår opfattelsen af mig og mine talenter, mente jeg. 

Men efterhånden som sommeren er gået, og, ikke helt uvigtigt, en sommer, hvor jeg har mødt “fans” derude på stierne, er idéen modnet og troen på dens bæredygtighed vokset så meget, at jeg nu – kun med en vis bæven – også godt tør sige det til jer, søde bloglæsere. 

Jeg ved ikke endnu, hvornår barnet bliver født, men hvis nogen af jer har gode råd TIL Gitte omkring konceptet, som det ville være rigtigt fint, at jeg også lige overvejer, tager jeg meget gerne og med stor taknemlighed imod dem. 

Jeg vil skrue turene sammen, som JEG har lyst til, for det skal man, hvis man skal stable noget op og ikke dø i processen – men alle input til, hvordan I som eventuelle “kunder” ville ønske at Gå med Gitte, er sindssygt velkomne. 

Alt fra om vi skal spise gourmet-sandwich undervejs, om det er ligegyldigt, om vi er 4 eller 24, om jeg skal holde walking foredrag undervejs, om det også skal indeholde plads til tanker og talks, om man helst vil have dagsture eller om en eller flere overnatninger undervejs er mere oplagt – til det med hvad pokker det skal koste, for dén er jeg sgu også lidt usikker på. 

Og ja, hvis I synes, idéen er helt off, må I også gerne sige det. (Bare ikke så højt.)