Blog Gitte Holtze | Vandring med sclerose

Om at tage på vandretur i Thy og kviksand og at møde et menneske med power og drive og mega-inspirerende attitude. Og sclerose.

Den her blog skal ikke handle om et liv med sclerose.

Eller om at være sådan en, der vandrer med sclerose.

Mest fordi det heldigvis ikke fylder vildt meget for mig, men også fordi – som før nævnt – at jeg ikke gider blive set på som en sådan.

MEN i sidste uge havde jeg en oplevelse på en vandring, som satte nogle tanker i gang omkring sclerose, så derfor kommer der alligevel lige et blogindlæg, der handler om det.

Det skete i Thy. Hvor jeg var taget til for at lave et interview til Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblad, som jeg er freelancejournalist for.

Interviewet var med formanden for den forening, der hedder Vild med Vilje, og han bor i Hanstholm. OG da Hanstholm ligger temmelig langt fra Hillerød, tog jeg til Thy dagen før – fem timers kørsel hver vej på samme dag var lige lidt mere, end jeg syntes, jeg gad.

Samtidig kunne jeg jo så udnytte, at jeg var i det hjørne af Danmark og vandre en lille smule i Nationalpark Thy.

Som er et af de der steder, jeg længe gerne har villet, men som bare ligger så latterligt langt væk fra mig, at det ikke er noget, man bare liiige gør.

Nå, men jeg kørte og kørte og kørte og landede tirsdag sen eftermiddag på p-pladsen ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy.

Jeg havde researchet mig til, at der var en fin shelterplads der, så det var min plan at sove der og så vandre lidt næste formiddag, inden jeg skulle til Hanstholm.

De to shelters var optaget, så jeg slog mit telt op og lavede en omgang frysetørret kylling i karry. Mens jeg spiste – og var med på en lytter hos de to ældre kvinder i det ene shelter, der højlydt talte nonstop i en time om retter, de gerne ville eksperimentere med på bål – lavede jeg et Instagram-opslag om at være i Thy.

Og knapt var det online, før jeg fik en sms.

Hej Gitte. Har lige set på insta, at du er i Thy. Hvor længe bliver du og har du tid og lyst til at mødes over en kop kaffe?

Beskeden var fra en kvinde – Nikki, som jeg havde haft kontakt med i foråret.

Hun skrev dengang, fordi hun ville hyre mig til at være et indslag på det, der hedder Vildmarksdagen, som er arrangerede naturoplevelser i Nationalpark Thy. Mit bidrag skulle være at holde et foredrag – omkring bålet eller i en kæmpetippi – om vandring og natur og PCT og alt det andet, jeg taler om.

Det ville jeg megagerne, så Nikki og jeg ringede i april sammen og aftalte en masse – som på det tidspunkt var en masse luftsnak, for Corona gjorde, at ingen jo vidste, om noget som helst kunne gennemføres.

Da det blev efterår, og foredrag igen var lidt muligt at gennemføre, havde Nikki fået andre ting på sin agenda end Vildmarksdagen, så mit foredrag i Thy var ikke længere hendes beslutning. Øv, men fair nok.

Ikke desto mindre havde hun og jeg en rigtig god snak i april, så jeg ville gerne mødes med hende til kaffe, nu hvor jeg havde bevæget mig ud i hendes udkants-hood.

Altså når jeg havde gået den vandretur i nationalparken, som jeg havde planlagt.

Og Nikki var jo ekspert på området, så jeg skrev til hende og spurgte, hvilken af de mange kortere ture fra Lodbjerg Fyr, jeg skulle vælge?

Penbjerg-ruten, som gik forbi en udsigtstop, eller Sorte Næs, som gik noget af vejen på stranden og som var beskrevet som en af de sværeste ture i nationalparken?

Hun kendte kun Sorte Næs og advarede mig om kviksand på den rute.

Jeg tog den alligevel.

Mest fordi jeg gerne ville gå ad stranden, men også fordi jeg ville se, hvad svært betyder på Thy-sprog.

Og så for det med kviksandet. Det har jeg ingen som helst erfaring med – kviksand er noget, jeg forbinder med Anders And bladet, hvor Anders And synker i og kæmper med næb og andefødder for at komme op igen, så det var jeg faktisk lidt nysgerrig på at opleve (i tryg afstand helst).

Vandreturen var (i mangel af en mindre klichepræget beskrivelse, sorry) helt fantastisk.

Jeg tog først en afstikker op til udkigspunktet på Penbjerg ruten, som lå lige i nærheden og så gennem klitterne ned ad en stejl skrænt til stranden. Og så gik jeg på den brede Vesterhavsstrand, med brusende bølger på den ene side og 5-7 meter høje stejle skrænter af sort klippe og ler (tror jeg, det var) på den anden side.

Jeg var helt alene, og den eneste lyd var den hylende vind, der stod ind fra nordvest.

I godt og vel tre kilometer gik jeg der, fulgte omhyggeligt sporene fra en mand (eller kvinde) og en hund, der så ud som om de var relativt friske (altså sporene). For det var min guideline til ikke at træde ned i noget, der ville vise sig at være det omtalte kviksand.

Tilbage på p-pladsen skrev jeg til Nikki, at jeg havde overlevet turen (som i øvrigt ikke var vildt svær – det eneste halvsvære var den stejle nedstigning til stranden).

Og så kørte jeg til Klitmøller for at mødes med hende.

Jeg var der før hende, så jeg brugte ventetiden på at se på surferne. Og dem var der helt vildt mange af. Både dem, der var så langt ude i de voldsomme bølger, at de bare var prikker på vandet, og dem, der hoppede og cirkusartistede rundt i luften i disciplinen kitesurfing.

Og så var der dem, der var på kursus og lå og tog fake svømmetag på et bræt i sandet. Strengt overvåget af en instruktør, som jeg kom til at grine af.

Fordi han var en tro klon af Patrick Swayze i filmen Point Break – komplet med den casual måde at bære sit surfbræt under armen på OG afbleget hår i den lidt lange se mig jeg er surfer-frisure.

Da Nikki dukkede op, pegede jeg på ham og sagde: “Ser du også Patrick Swayze lige der?”

“Nej, jeg ser min gode ven Morten,” svarede hun.

Ups.

Det kunne have gjort stemningen lidt akavet, men Nikki var cool nok med min fordoms-Per attitude.

Så da vi sad med kæmpe og hjemmelavede nybagte pandekager i gårdhaven ved Klitmøllers pandekagehus (do it, hvis I kommer dertil!), snakkede vi, som om vi havde kendt hinanden meget længere end en telefonsamtale i april.

Vi snakkede om vandring og vi snakkede om sclerose.

For det har Nikki (også). Og er meget værre ramt end mig. Hun har været der, hvor hun ikke kunne gå og hun har haft flere slemme attaks, som det hedder.

Egentlig har jeg ikke brug for at høre andres sygdomshistorier, men at høre dem med den undertone og indstilling af fuck det, som jeg opfattede fra Nikki, er et kæmpeboost.

En, der har været helt nede i sygdomskælderen og har kæmpet sig op igen og har gang i alle mulige ting og idéer og ambitioner og er flyttet til Thy “bare for at prøve det” og gerne vil vandre en hel masse “for at prøve det”. Og alt det selv om hun ikke er ovre symptomerne på sclerose.

Det er mega-MEGA-inspirerende.

OG tankevækkende – for ingen ved jo, om hun igen vågner en morgen med ben, der overhovedet ikke kan bruges – eller om jeg gør det en dag. Eller noget andet scleroserelateret og lige så invaliderende, fysisk eller psykisk.

Så mens vi spiste pandekager, talte vi om at gøre alt det, man gerne vil, mens man kan, og hvor vigtigt det er ikke at udsætte det til i morgen eller næste år eller engang, når jeg har sparet op.

Tiden med Nikki gik ALT for hurtigt, så forsinket drønede jeg til Hanstholm og mit interview. Og spiste kage med formanden for Vild med Vilje, selv om jeg lige havde kværnet verdens største pandekage.