Du er måske også interesseret i

9 Comments

  1. Hej Gitte
    Har slet ikke fået kommenteret på din nye følgesvend – sclerose. Øv og træls er det, jeg umiddelbart vil sige. Men dejligt, at du ikke er mærket af det. Hvad fremtiden bringer, kan ingen spå om…så det er jo bare om at få det bedste ud af det. Jeg arbejder med psykisk syge til hverdag, og mange oplever stigmatisering fra omverdenen som megabelastende…og vælger at gå stille med det af den grund. Fedt at du har styrken til at ville stå højt og være ambassadør for, at livet kan (og skal) leves fuldt, med den hånd man er blevet delt.
    Dejlig beretning om jeres 55 km 🙂
    Jeg drager snart mod Grønland for at arbejde i 6 måneder. Glæder mig til at opleve naturen deroppe! 🙂

    1. Hej Rose

      Tak for din søde besked. Og meget kloge tanker – for du har helt ret i, at man ikke kan bestemme over den hånd, man får, kun hvordan man spiller den.
      Fedt med Grønland, det bliver helt sikkert et stort eventyr, som jeg glæder mig til at høre og læse om. (og krydser alle mine fingre for, at det stadig bliver til noget med alt det ulykkelige, der sker i verden!) 🙂

  2. Kære Gitte
    Tak for endnu et godt skriv om vandringens lyksaligheder, trods en diagnose som ligger i baghoved. jeg kender det, har også en diagnose på en kronisk sygdom, får ingen behandling, er på wait and watch, jeg føler mig sund og rask, men har en diagnose, ingen ved hvordan den udvikler sig, ligesom din diagnose. Så længe jeg ikke har symptomer, lever jeg som om jeg ikke har en diagnose.
    Interessant hvordan en helt uventet begivenhed, kan ændre oplevelsen af dagliglivet på landet, måske skal der også noget tid til? måske er det heller ikke det rigtig sted på landet?
    Sejt at I gik marchen, selvom den var aflyst. Heldigvis har vejret været fantastisk, her i corona-tiden, så man rigtig kunne nyde naturen. Vi har flyttet vores vandring i Lake District til september pga Corona, men prøver at holde fast i at gå gendarmstien midt i april.
    Er din bog “Gå langt” udkommet?

    1. Kære Merete

      Tak for din besked og indsigt i din diagnose og hvordan du tackler det.
      Mht. livet på landet tror jeg, at både tid (og årstid!), kolbøtten, hele samfundet har taget, og at det ikke er det rigtige sted på landet har indflydelse på min indstilling til det. Så vi må se, hvordan det udvikler sig herfra og hvor jeg ender. På en måde spændende i sig selv… 🙂
      Trist med Lake District, men Gendarmstien skulle også være virkelig fin, så det håber jeg lykkes for jer, OG at I så kan komme til Storbritannien i efteråret.
      Gå Langt er udkommet, ja – jeg har lagt et link på forsiden af mit site her. God læsning, hvis du kaste dig over den 🙂
      kh

  3. Hej Gitte
    Du er en super sej kvinde og en fængslende fortæller – det er en fornøjelse af følge dig 🙂 Jeg forstår udmærket, at du ikke vil opfattes som syg-syg, selvom du har fået en træls diagnose. Og du skal naturligvis ikke lade dig styre af eventuelle nok så velmente forventninger om at ‘sætte nye standarder for personer med sclerose’. Vi sætter alle vores egne mål.
    Du har allerede sat et markant aftryk som vandringskvinde, og selv med en sclerosediagnose kan mange heldigvis fortsat fungere helt normalt. Og nogle kan endda præstere helt eventyrligt som f.eks. den danske kvinde, der gennemførte 366 marathon løb på 365 dage, og som nu har gennemført mere end 700 løb (hendes mål er 1.000): https://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/aneste-har-loebet-sit-maraton-nummer-700-trods-sklerose-jeg-har-det
    Den slags præstationer kan kun de færreste leve op til – syg eller ej. Og det skal vi heldigvis heller ikke! Men præstationen viser, at man godt kan leve stærkt og nå langt – selv med en træls diagnose 🙂

    1. Kære Niels Christian
      Tak for dine refleksioner og henvisning til den ja, superseje maratonløber. Det kommer nok næppe til at ske for mig (sclerose eller ej ;-), men hun er klart en inspiration – ikke så meget for hendes løb, men indstilling til livet.
      God påske fra Gitte

  4. Kære Gitte,
    Tak for en sjov og dejlig beretning om egen private mammutmarch. Jeg er netop ved at genlæse “Jeg lever”, hvor dine omveje er lidt længere end 4 km for en god burger eller søde sager. Jeg var spændt på, om bogen kunne holde til en læsning 2. Og det kan den. Jeg elsker den. Vh. Mirijana

  5. Kære Gitte.
    På en tur på biblioteket før corona “faldt” jeg over din bog “Jeg lever”. Min mand og jeg er henholdsvis pensionist og efterlønner og har masser af tid til at læse. Gemalen læste den på et par dage og så gik jeg i gang med den. Du er en fantastisk fortæller, og din beretning går helt ind under huden på èn. Vi var begge helt triste, da den sluttede. Det er sjældent, at en bog “fylder” så meget, og at man i tankerne var tilbage med dig på vandreturen i din fortælling lang tid efter.
    I dag i tiden med corona er bogen videre til familie og venner. Biblioteket er lukket, så din bog vandrer videre til nye læsere.
    Jeg er ked af at høre, at du har fået denne diagnose, men håber ikke at den vil forhindre dig i at blive ved med skrive dine fængslende beretninger. Tak for en dejlig oplevelse.
    Venlig hilsen Vivi og Jesper

  6. Kære Vivi og Jesper
    Mange tak for jeres søde besked. Jeg er beæret over, at min bog har gjort så stort et indtryk på jer, og ikke mindst at I lader den vandre videre til andre, der er glade for at læse og ikke har mulighed for at komme på biblioteket i denne specielle tid.
    Og også tak for jeres tanker omkring min sclerose – indtil videre har den ikke nogen indflydelse på mine fortællinger, så håber også selv, at det forbliver at være sådan.
    Rigtig god søndag fra Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.