Hvordan bevarer man motivationen?

“Show me someone without a compelling answer to why they’re doing this and I will show you someone who will eventually be homebound.”

Denne vise sætning læste jeg i en af de bøger, jeg var igennem som forberedelse til PCT.

Bogen handlede om det mentale aspekt ved en såkaldt langdistancevandring. For ja, at gå 4.200 km er en enorm fysisk opgave, men det er i det mentale, nøglen til at komme hele vejen ligger. Påstod bogen, og jeg er enig.

Det er ikke svært at sætte en fod foran den anden, det svære er at overbevise sin hjerne om, at det skal den gøre 10-12 timer hver dag i 5 måneder. I al slags vejr og terræn og med +10 kg på ryggen.

Og når de hårde dage kommer, og det gør de, hvor man er sulten, tørstig, gennemblødt af sved og sort af skidt, udmattet, ensom, træt af myg og af den evigt bagende sol og af den hylende vind og af ensformigheden og måske også af vabler og diarré og slangebid og knæskader og en sti, der smider vanskeligt terræn i hovedet på en, bedst som man synes, man er good going – SÅ er det sindssygt vigtigt, at man ved, HVORFOR man er her.

Og det skal være et dybfølt svar på hvorfor. Et, der kommer indefra. Likes på Facebook kan være fint nok, men det får ikke en til Canada. Eller gennem de dage, hvor shit hits the fan.

Jeg lavede en liste inden afgang med mine grunde, mine “hvorfor”, i flertal, for jeg havde mange.

Here goes.

For det første er jeg outdoorfreak, og tanken om at bruge fem måneder på at være udenfor og leve the simple life var et kæmpe once in a lifetime eventyr, der havde fået det til at krible i maven på mig, allerede da jeg for måske ti år siden første gang læste om Pacific Crest Trail i et amerikansk outdoor magasin.

For det andet er jeg tilhænger af at gøre ting, selv om de virker crazy, fremfor at fortryde senere, man ikke gjorde dem. Da min far døde af kræft for fire år siden, alt for tidligt, og inden han og min mor nåede at gøre alle de ting, de havde glædet sig til, når han gik på pension, var det en kraftig reminder til mig. Do it and do it while you can.

For det tredje ville jeg gerne udfordre mig selv fysisk. Og det skulle ikke være med en Ironman eller noget i den retning, for jeg bryder mig ikke ret meget om konkurrenceelementet i det (og i øvrigt hader jeg at løbe).

Alle de grunde er for så vidt nok, og det er dem, de især de nogle-og-20-årige nævner, når “why are you here?” spørgsmålet kommer op. Især eventyret er topscoreren.

For mig er det bare ikke de eneste – eller vigtigste – grunde. Der er lidt mere to the story.

Mit liv de sidste tre års tid har ikke været superfestlige. Jeg havde indtil for et par år siden verdens fedeste job, men i en af de mange omstruktureringer, der konstant sker i en presset mediebranche, som jeg var en del af, forsvandt min funktion. I stedet fik jeg en anden rolle, som jeg var rigtig ked af, fordi jeg ikke følte, at det, jeg kunne, blev set. At jeg blev set vel i virkeligheden.

Jeg var så ked og træt af det, at jeg – da jeg nåede dertil, at jeg en dag sparkede til min hund i frustration – sagde op og blev freelancer. Klart et fravalg mere end et tilvalg, og af samme årsag blev jeg ikke mere lykkelig af det. Men jeg anede ikke, hvad jeg så ville, så dagene gik bare i et frustrerende hamsterhjul med småopgaver og vikartjanser på min tidligere arbejdsplads, mens jeg følte mig mere og mere lost.

Derudover var jeg nogle år før blevet skilt, og selv om det på det tidspunkt virkede som det eneste at gøre, var det tungt, fordi jeg godt vidste, at jeg med den skilsmisse smed guld på gaden.

Og der var ikke dukket nogen ny stor kærlighed op, der kunne hamle op med, hvad jeg havde haft, kun en række kiksede Tinder-oplevelser.

Som affødte en tomhed, der formentlig var årsagen til, at jeg sidste år lod mig besnære ind i et usundt forhold til en lille mand med et stort mindreværdskompleks.

At den cocktail var giftig, gennemskuede jeg først for alvor, da mit selvværd var skrammet og bulet og jeg sumpede rundt i en emotionel dynd af vrede, angst, mistro, modløshed og tvivl på mig selv og min dømmekraft.

Og så var det, at jeg gik på nettet og ansøgte Pacific Crest Trail Association om et permit til at gå PCT i sæsonen 2018.

Fordi jeg ville have mig selv igen, jeg ville have min styrke, glæde, selvværd, selvtillid, energi, optimisme, integritet, ro, mit liv tilbage.

Og jeg ville have det i en endnu bedre udgave, jeg ville gå Pacific Crest Trail, fordi jeg ville vokse som menneske. Som et resultat af det var jeg ret sikker på, at det ville blive klart for mig, hvad jeg ville i forhold til karrieren og ikke mindst ville jeg finde den grundglæde ved livet, jeg vidste måtte findes, hvis jeg fandt ind til den rigtige ægte mig.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er terapi i at gå eller at man får perspektiv på sin tilværelse ved at fjerne sig fra det, man ikke kan se en løsning på, når man står midt i det.

Men det var ikke nok “bare” at gå Caminoen eller sidde i en fiskerhytte på Anholt og stirre på havet.

Jeg ville ud af min comfortzone, for det er der, man vokser mest. Jeg ville gøre ting, jeg ikke havde prøvet før, jeg ville tage beslutninger, der var essentielle (vand nok, mad nok, sikkerhed), jeg ville overvinde frygt (og savnet af især min hund), jeg ville klare mig i en natur, der kan være lige så ubarmhjertig, som den er storslået, jeg ville gøre det alene og selv have ansvaret for alt, jeg ville føle mig i live.

Og det gør jeg. Der er stadig langt til Canada, men jeg udvikler mig en lille smule hver dag. Lærer noget om mig selv (også ind imellem ting jeg ikke bryder mig videre om) hver dag. Også – eller måske især – på de hårde dage, selv om der faktisk ikke er ret mange af dem, måske fordi jeg ved præcis, hvorfor jeg er her og kan fortælle mig selv det, når the going gets tough. (Selv om det stadig kræver sin kvinde at mantrae til sig selv, når det går evigt opad i myggeland og jeg er så tørstig og ikke har mere vand, at jeg bliver stærkere af det her, jeg bliver stærkere af det, jeg bliver megamonsterfuckingskidestærk af det her, og ALT bliver godt i fremtiden, når bare jeg er kommet op ad den forpulede bakke (!).)

Nu er det ikke sådan, at man partout skal have en eksistentiel krise for at finde motivationen til at gå 4.200 km.

På den lidt mindre højtravende tangent finder jeg daglig motivation i de små ting.

En pause, en Snickers (eller lakridser!), musik, lydbøger, en hyggelig snak med andre vandrere og især dagsvandrere, som minder mig om, hvor sej jeg faktisk er, at studere naturen omkring mig – rådyr, egern, vilde blomster, en megamyre, der slæber afsted med en krumme fra en oreocookie, jeg har tabt i støvet.

Eller at visualisere den giga-milkshake (okay, øl), jeg skal have, når jeg rammer en by. Eller nysgerrigheden på, hvad der mon er om næste hjørne.

Eller tilfredsheden ved at mærke, hvordan min krop er stærkere, end den nogensinde har været – og mine lår fastere end ever (if only it could stay that way).

Og så tænker jeg aldrig turen som et hele. For så går man død, tror jeg. Ligesom at spise den der elefant i én mundfuld er umuligt, opdeler jeg ruten i småbitte delmål. Tænker højst frem til næste by, men oftest kun til samme aften, eller ind imellem bare til næste pause. Medmindre der skal modtages lakridser selvfølgelig, og jeg skal regne ud, hvornår jeg er hvor længere fremme på ruten.

Og på den måde har man pludselig gået so far 2.000 km.