Dag 125 – et kapløb mod tiden

Gået i dag – 44 km. 66.019 skridt

Jeg vågnede 4.37 ved, at Estus skramlede ovre i sit telt.

Oh my fucking God, tænkte jeg. Lidt gnavent.

Jeg vidste godt, at han har en forkærlighed for at stå op midt om natten og vandre afsted i buldermørke – fordi han godt kan lide at være vågen, når verden vågner, er hans argument – men altså. Jeg var sådan set ikke interesseret i en morgenvækning halvanden time før, jeg havde tænkt mig at se på den vågne verden.

Lidt efter blev der ro, og jeg faldt i søvn igen inde i min gule hule. Og blev overrasket, da jeg 6.15 stak mit hævede hoved – jeg har ikke noget spejl, men kan mærke, at nogle ucharmerende poser hænger under mine øjne om morgenen – ud af hulen. Og så, at Estus’ telt stadig var der.

“Hvorfor er du ikke gået?” spurgte jeg. Pænt altså, ikke anklagende.

Forklaringen var, at han var kommet i tanke om, at kvinden, der kørte os tilbage til stien fra Trout Lake i går, havde advaret om det åbenbart enorme antal af bjergløver, der kalder disse bjerge og skove deres hjem. Og dem havde han ikke lyst til at møde i morgenmørket.

Jeg havde ikke lyst til at møde dem i det hele taget, men det første jeg så, da jeg havde pakket sammen og satte i gang ned ad stien, var et gigantisk poteaftryk. Som selvfølgelig også kunne være fra en voksen Grand Danois på tur i naturen – alligevel var jeg ikke helt tryg ved synet.

Jeg var heller ikke supertryg ved den flod, der kom brusende ned fra bjergene længere oppe og som vi skulle krydse. Via en bunke træstammer, der lå som en vakkelvorn bro hen over den larmende flod.

At krydse floder er min absolut største naturmæssige udfordring på den her tur – langt mere end at spise frokost omringet af 20 arrige hvepse eller at fjerne stankelben fra mit telt, to tidligere ellers ret store fobier – og især her om morgenen, hvor jeg stadig var morgensløv i benene. Men jeg kunne jo ligesom ikke stå der og flagre, så med stive rystende ben balancerede jeg forsigtigt over på den anden side. I øvrigt uden at pakke min telefon og andet habengut i noget vandtæt, som jeg nok burde have gjort in case jeg var faldet af “broen” og drattet i floden.

Det gjorde jeg heldigvis ikke, og kunne derefter slappe af flodwise – der er kun én krydsning tilbage på vejen mod Canada, og den skal jeg først bekymre mig om om et par hundrede kilometer.

Jeg gik i mine lange uldunderbukser og min dunjakke. Selv om solen skinnede, var det efterårskøligt. I cirka to timer, så storsvedte jeg og skiftede til shorts. Velvidende at i morgen tidlig vil jeg igen fryse så meget, at jeg ikke overhovedet kan forestille mig, at dagen bliver varm nok til bare ben. Men so far har samtlige dage på den her tur pånær regnvejrsdagen i sidste uge været shortsvejr. Ret vildt egentlig.

Da jeg havde gået i fire timer-ish krydsede jeg en grusvej. Med en parkeringsplads. Og på den holdt der en bil. Og udenfor den bil stod der et ældre ægtepar og grillede hotdogs. Trail Magic.

Kæmpe hurra, for det var virkelig uventet. Langt de fleste Trail Magic events er enten omtalt på Guthook – fordi det er tilbagevendende begivenheder, at nogen agerer engle på bestemte steder – eller annonceret enten af nogen, der kommer fra modsatte retning og beretter om det, eller på et skilt et stykke før man når dertil.

Men det her var en – virkelig god – overraskelse. Så jeg satte mig ned i en de fem havestole, komplet med kopholder, og guffede en hotter og bagefter et æble og drak en Sprite. Mens jeg, sammen med et britisk par, der kom ned fra stien kort efter mig, svarede på en bunke spørgsmål om Pacific Crest Trail fra det søde englepar.

For de vidste i virkeligheden ikke ret meget om PCT. De var her, fordi deres søn var vandretypen, og de havde for et par uger siden sat ham af lige her som udgangspunkt for en tre-dages tur, han skulle på. Og havde set alle de pct-vandrere, der kom forbi. De havde tilbudt en af dem en appelsin og en cola, og da de så, hvor vanvittig taknemlig vedkommende blev, besluttede de at udvide deres gode gerning til en heldagsfornøjelse med alt i mad og drikke, ja, endda en kasse med plaster, gaffatape, vådservietter og hvad man ellers lige måtte mangle.

Jeg manglede ikke rigtigt noget af det, men svarede gerne på spørgsmål om hvor mange timer, man går om dagen – som regel omkring 12 – hvor ofte man tager ind til en by – når der er en på vejen, i snit en gang om ugen – og hvor mange par sko, man slider op – for mit vedkommende er jeg på fjerde par og satser på, de holder turen ud.

Da jeg havde siddet der i det meste af en time, kom Estus dalrende. Han påstod, at han først kom nu, fordi han havde holdt frokostpause, men jeg tror nærmere, han havde problemer med maven efter den dårlige canadiske whiskey i går, for han havde allerede lavet et buskadsstop to gange. Havde jeg bemærket.

Det sagde jeg ikke – folks toiletbesøg må de godt have for sig selv. Jeg valgte dog ikke desto mindre at fortælle det nysgerrige Trail Angel par, der også havde spørgsmål i den afdeling, at jeg de seneste dage har udviklet en teknik til at tisse uden at tage min rygsæk af.

Som er sværere, end det måske lyder. For man kan ikke bare sådan squate med ti kilo på ryggen uden at få overbalance. Og ja, det er ind imellem for meget bøvl og tager for meget tid at tage rygsækken af – især fordi jeg ofte hører musik eller lydbøger eller podcasts, og så roder jeg rundt med høretelefoner, der er forbundet til telefonen i rygsæklommen.

Jeg læste for et stykke tid siden en kommentar i PCT-gruppen på Facebook, hvor en eller anden havde postet, at man ikke skulle bilde sig ind, at man var på tur i naturen, fordi man gik ad Pacific Crest Trail. Det, man var, var på et race ad en motorvej mellem Mexico og Canada.

Det er ikke helt forkert.

Pacific Crest Trail er på langt størstedelen af sine 4200 km en fin god velpræpareret sti. Godt afmærket, nem at følge. Og skærer sig gennem uvejsomt terræn. Som en motorvej.

Og de, der følger den, ér for så vidt med i et race, et kapløb om at nå målet, inden det bliver vinter i Washington. Vejrvinduet dikterer farten, og det betyder, at selv om man – jeg – ofte gerne ville sætte mig ned ved en smuk sø eller foran et vildt bjerg og sidde der og dovne en halv dag (eller ligge og boble i teltet, til det er varmt nok til shorts), er der ikke tid til det. Det er hele tiden videre, videre, videre.

Men jeg synes ikke, det er rigtigt, at man ikke får nogen naturoplevelse. Man går gennem stor og vild natur hele dagen – og SÅ hurtigt går man altså heller ikke, at alting flyder forbi som et slør. Jeg holder pause cirka hveranden time og sidder og stener over træer (og myrer), mens jeg spiser et eller andet, og er som regel der, hvor jeg planlægger at slå lejr mellem 18 og 19, så der også er tid til lejrliv.

Man skulle så tro, at når jeg har gået mellem 30 og 40 km, er jeg kvæstet og falder i en udmattelsens søvn efter 20 minutter, så det lejrliv kan ligge på et meget kortlivet sted. Men på en eller anden måde har jeg åbenbart vænnet mig til strabadserne, for jeg er egentlig ikke mere træt om aftenen, end jeg ville være derhjemme i min sofa. Eneste forskel er, at jeg ikke længere gider skifte til lejrtøj – altså en semiren trøje. Jeg beholder min vandre T-shirt på og trækker bare den anden udover, hvis jeg fryser. Og mine lange uldunderbukser udover shortsene, så det er hurtigere at skifte til shorts, når det bliver dag og varmt nok til dem. Længe leve effektivitet. Eller dovenskab.

I dag havde Estus og jeg aftalt at slå lejr ved en plads 36 km fra gårsdagens lejr. Det passede nogenlunde med 18-tiden, mente vi.

Vi fulgtes ikke, for vi kan begge bedst lide at gå alene, men cirka fem kilometer før den lejr passerede han mig, mens jeg sad på en træstamme og spiste min sidste lakridspibe.

Hej-hej og vi ses om lidt.

Men da jeg kom frem til lejren, var han der ikke. Klokken var kun 17 – jeg havde åbenbart gået ret hurtigt i dag – så jeg gik ud fra, at han havde ræsonneret, at kl 17 var for tidligt at slå lejr og var gået yderligere 8 km til næste lejrplads. Jeg gad faktisk ikke gå mere, men at stoppe kl 17 føltes lidt som pjæk – ja, jævnfør kapløbet mod Canada – så jeg gik videre.

Og kom til den fineste lejrplads på en forhøjning over en sø. Høje ranke grantræer strakte sig mod himlen og dannede en smuk silhouet mod den glødende sol, der var på vej ned i horisonten. Og langt bag mig, mod syd, kunne jeg se Mt Adams, som jeg i går aftes slog lejr lige under.

Estus var der imidlertid ikke. Mærkeligt, tænkte jeg. Hvor er han så?!? Er han gået endnu videre, er han blevet spist af en bjergløve eller har han haft så ondt i maven, at han – mellem han passerede mig og min lakridspibe og at jeg nåede frem til den aftalte lejr – har siddet skjult bag et træ og været på det store udendørs toilet?

Der var ingen telefondækning whatsoever, så jeg kunne ikke ringe til ham. Og det var egentlig også okay – det er helt fint at følges med ham, fordi han er godt lejrselskab, men jeg var også helt okay med bare at være mig. Helt alene på den her storslåede lejrplads over søen.

Så jeg slog mit telt op, lavede mad på sådan cirka det sidste gas, jeg havde tilbage, fordi jeg i min travlhed i Trout Lake glemte at købe en ny dåse gas, og sad så og så granerne blive mørkere og mørkere mod himlen, indtil de var helt skjult bag nattens sorte gardin. Og det, der hele dagen havde været et blåt tæppe over mig, blev til tusindvis af glimtende stjerner.

Der var ingen lyde. Ingen vind, ingen fugle, der kvidrede, ingen egern, der puslede i krattet, ingen plasken i vandet i søen. Det var, som om jeg var i en boble af lydløshed – ligesom den der reklame for en eller anden bil, der åbenbart er så støjsvag, at det føles som at være døv at sidde i den.

Det kunne have været lidt uhyggeligt, men det var det ikke. Det var magisk, og jeg følte mig priviligeret at være her. En lille del af den store naturoplevelse, som det er at være på Pacific Crest Trail. Og som forhåbentlig ikke fuldendes med natligt besøg af en bjergløve.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg