Dag 80 – Fucks Lake

Gået i dag – 35 km

Det var tusind grader i nat. På den måde, hvor sveden klistrede mine ben fast til soveposen og til liggeunderlaget, og hvor der ikke sneg så meget som ét eneste lille vindstød ind, selv om jeg trak ydersejlet helt til side.

Det betød, at jeg sov meget lidt og meget dårligt. Nok ikke gjort bedre af, at jeg havde forkælet mig selv med kaffe – med mælk, som Scoop mirakuløst havde med – inden jeg gik i seng, fordi vi på grund af selvsamme varme havde siddet udenfor teltene indtil ved 23-tiden og kigget på en næsten fuld måne.

Alligevel var jeg for some reason helt klar til godmorgen og take-off, da uret ringede kl 5. Den reason var, at Scoop og jeg havde aftalt at tage en 4 km detour til Bucks Lake – en sø, som nær bredden på den sydlige side var udstyret med et par restauranter, lodges og en lille butik. Alt hvad man behøver. Især søens kolde vand lokkede.

Så vi fik i rekordfart – 9 timer – overstået de 35 km, der var til vejen, der førte til Bucks Lake, og klokken 15.30 sad vi i baren på Bucks Lake Resort og fik den øl, de giver gratis til PCT-vandrere.

Vi havde fra toppen af bjerget ringet til de tre overnatningsmuligheder, der var i byen, for at høre om priser og ledige værelser. Buck Lakes Lodge var det billigste og så fint ud.

Oplevelsen, da vi nåede frem, var ikke helt lige så fin. Faktisk var det lidt som at være trådt ind i en film, hvor noget er forkert, man ved ikke helt hvad, men stemningen er dyster, og alle de medvirkende karakterer er på en eller anden vis dysfunktionelle og aparte.

Bartenderen, Lou, var en halvchubby mexicaner, som sukkede dybt og meget tydeligt ved synet af endnu et par beskidte vandrere, svarede i enstavelsesord og så på mig, som om jeg havde punkteret hans pick-up og ikke bare bestilt en cola.

Han er gift med Rebecca, en slidt kvinde med et bittert drag om munden, tørre grå tjavser, der hang ned ad ryggen over en sæk af en kjole, der afslørede, at det er længe siden, de bryster gav op overfor tyngdeloven. Hendes forhold til vandrere var ikke mere hjerteligt end hendes mands.

Sammen driver de Bucks Lake Lodge, som består af en række faldefærdige hytter og en ladelignende bygning, der er lavet om til værelser.

Lodgen har udover en bar en restaurant. I tjenerstaben var en ung kvinde iført en stram top, der måske-måske ikke har til formål at score ekstra drikkepenge. Det får hun til gengæld formentlig ikke for sin attitude – mens jeg sad i baren og drak min cola, vrængede hun tre gange af Lou, og da jeg bad om en serviet til min burger, smed hun med en gnaven mine en håndfuld til mig.

I baren sad også to mænd. De var kommet på motorcykler, der stod udenfor. De diskuterede højlydt, om Cancun ligger på USAs øst- eller vestkyst. Da vi, adspurgt af dem, svarede, at Cancun jo sådan set ligger i Mexico, gloede de på os. Surt, på “dont fuck with us” måden.

Mens vi spiste, kom en kvinde ind med sine to børn på slæb. En med blåt hår, en med lilla. Ingen af dem ville se på bartenderen, mens moren spurgte, om han havde set halen til drengens dinosaur, for den var faldet af.

Efter at have spist vores burgere, spurgte Scoop Rebecca, om vi kunne få lov at se værelset.

“Hvorfor det?” spurgte hun agressivt, mens Lou lagde armene over kors og lænede sig op ad baren betænkeligt tæt på det jagtgevær, der lå skødesløst og med garanti ladt ved siden af beholderen med isterninger.

“Det er et værelse. Hvad forventer I?”, sagde Rebecca surt, men gav os alligevel nøglen.

“Det her er fanme Fucks Lake,” mumlede Scoop, da vi traskede op mod laden med værelser.

Værelset var ikke værre end så meget andet, jeg har set på min vej op gennem Valifornien, bortset fra at døren til badeværelset ikke kunne lukkes, og at der udenfor døren stod et løbebånd, der at dømme efter støvet på det ikke havde virket og derfor stået parkeret der i årevis. Men der var den samme ånd af Twin Peaks over det, som hvilede over resten af Bucks Lake Lodge.

Alligevel tog vi det, vi skulle jo sove et sted.

Efter at have smidt vores rygsække, gik vi ned til den lokale købmand. Købmanden sad foran hylden med frugt og så tv på en 14 tommer skærm, der skrattede nyheder ud i det lille rum. Bag disken sad hans kone og kiggede på mig, uafbrudt, mens jeg ledte efter barberskrabere på en støvet hylde med toiletting.

Hun sagde ikke et ord, mens hun slog mine indkøb ind. Og da jeg havde betalt og sagde tak og farvel, nikkede hun bare, mens hun stirrede på mig, så jeg spekulerede over, om jeg mon havde noget i ansigtet udover skidt og indtørret solcreme.

Da vi gik tilbage mod hotelværelset, kom en gigantisk pick-up hamrende ned ad vejen. Anlægget blæste hård rock ud til nåletræerne på begge sider af vejen, i passagersædet står en pitbull og glammede arrigt med det meste af kroppen ude af bilen.

Der var noget uhyggeligt over det. En stemning af agressiv trøstesløshed og dyster shittown over hele byen, eller den samling huse, som det retteligt bare var. Som om et mord bare ventede på at ske, og at det formentlig ville være med en vandrer i hovedrollen som den, der mister livet. Modsat alle andre steder på den her sti, jeg har været, havde disse mennesker tydeligvis ikke meget til overs for folk, der går deres vej op gennem USA.

Men altså – vi var her jo kun for en nat og kunne låse døren, så mens vi håbede på at undgå at ende livet her i en glemt udørk af det nordlige Californien, vaskede vi lynhurtigt sokker og undertøj i vasken og så gik vi ned til søen for at bade. Havde vin med og sad efter det forfriskende dyp og drak hvid drue af papkrus og kiggede på nogle ænder, der rappede lystigt i vandkanten, og en motorbåd, der bankede afsted ude på vandet med fuld skrald på musikanlægget.

Søndag aften i Fucks Lake.

Bagefter tog jeg verdens længste bad – og skar mig voldsomt i barberingen af de ben, der efterhånden var ret langhårede, så omend der ikke skete et mord på værelset, var der så meget blod på håndklædet, at det næsten virkede mistænkeligt.

Og så sank jeg ned i en blød seng. Med døren låst.

Ps. Beklager manglen på billeder fra Bucks Lake. Det var ikke værd at fotografere.