Dag 35 – The Trail Provides

Gået i dag – 0 km

I dag var hviledag. Altså ingen kilometer at gå. Til gengæld en hel masse ærinder at løbe.

Det er skørt med de hviledage – eller zeroes, som de hedder på hikersprog. I de mange blogs om pct, jeg har læst, hvor folk skrev, at de stressede rundt som Duracell-kaniner på hviledage, har jeg tænkt, at de overdrev – hvor svært kunne det være at købe lidt mad til næste strækning og så ellers ligge vandret. Bogstaveligt talt. Altså helt ærligt.

Man bliver klogere. JEG er blevet klogere. (Eller også er jeg bare lige så sløj til at planlægge min tid som alle andre). For hviledage er alt andet end hvile. Jo, bevares, jeg vandrer ikke en masse kilometer, men de ting jeg skal fikse og ordne og planlægge og have styr på, inden jeg skal tilbage på stien, har i hver eneste by taget utrolige mængder tid og forårsaget mere stress i mit hoved end bare at være out there og ikke skulle andet end at gå.

I tilfældig rækkefølge: Bad (herunder klippe negle og barbere ben. Som jeg stadig er forfængelig nok til at gøre. I den her omgang brugte jeg også tid på at farve mine grå hår væk 😱), vaske tøj (og vente på, at det tørrer, før jeg kan gå nogen steder, i og med jeg kun har det samme tøj), gøre alt mit grej rent (eller – i hvert fald vaske min ske og min gryde. På gode dage også tømme mit telt for snask, der har forvildet sig derind. Og ja, det gør jeg i badekarret på hotellet – undskyld rengøringskone), oplade powerbank (det tager ni timer, har jeg erfaret), planlægge mad til næste strækning (hvor langt og dermed til hvor mange dage) samt notere alle de øvrige småting, jeg måtte mangle (tandpasta, solcreme, vådservietter, evt batterier, lighter, gas til min brænder, osv., osv., osv.), indkøb af alle de her ting (som oftest er en udflugt i sig selv – især hvis jeg skal i flere butikker), pakke maden (ud af emballagen og ned i små genoplukkelige lynposer, fordi det vejer og sviner mindre), downloade alle de dokumenter, jeg har brug for til næste strækning (bl.a. nyeste udgave af den famøse og vigtige water report), spise. Og spise igen. Og tjekke op på facebook og skrive nogle mails, hvis jeg når det.

Det lyder måske overskueligt, og det troede jeg jo bestemt også, det var inden takeoff – men believe me, det tager på en eller anden måde hele dagen. Også selv om jeg laver lange lister over alt, hvad jeg skal nå while in town og beslutter at gøre det HURTIGT. No Can do åbenbart.

OG i dag havde jeg så en ekstra opgave. Jeg skulle en tur på posthuset, fordi jeg har købt en ny rygsæk – bestilt online og leveret til en privatadresse hos en Trail Angel her i Tehachapi. Jeg hentede den i går aftes og måtte så på posthuset i dag for at sende den gamle (og et par småting jeg har lettet min rygsæk for) til min søde veninde Rina i Las Vegas.

Det var en opgave, der havde fyldt en del i mit hoved; efter mit seneste møde med et amerikansk posthus bekymrede jeg mig på forhånd over, hvordan jeg skulle sende en rygsæk, som ikke passer ind i nogen af de kasser, man åbenbart sender alt i her; om jeg skulle betale for oddsize, og ikke mindst – hvordan jeg skulle komme til det posthus, som ligger lidt udenfor byen.

Jeg havde absolut ikke lyst til at gå derud med en stor pakke under armen i ørkenheden, så hvad gør man, når man er pct hiker? Man kontakter en af de mange Trail Angels her i byen og spørger, om de har lyst til at køre en.

Ude på stien var jeg stødt på en liste tapet til et picnicbord over disse Trail Angels, havde taget et billede af denne liste, og nu skulle jeg bare vælge en af dem at kontakte.

At nogen på den måde har så meget overskud, at de har tid og lyst til at køre tilfældige vandrere rundt til og fra stien, til supermarkedet og alverdens andet (herunder posthuse), i ren godhed og uden at få andet igen end taknemlighed (men meget af det) overvælder mig stadig. Selvfølgelig kan man gå pct uden de her mennesker, men de gør edderma** en stor forskel.

Anyway, jeg kiggede på listen og så valgte jeg en tilfældig og skrev til hende, om hun havde tid og lyst til at køre en dansk vandrer til posthuset. Alice, hed hun.

Alice svarede tilbage, at det ville hun gerne, og at hun ville være udenfor mit hotel 8.55, så vi kunne være på posthuset, når de åbnede kl 9. Perfekt.

Da Alice kom, steg jeg ind i bilen til hende, præsenterede mig selv og takkede hende mange gange for hendes hjælpsomhed og tid. Virkelig taknemlig som jeg var.

Hun smilede til mig, og SÅ fortalte hun mig, at hun bor lidt udenfor Tehachapi og af den årsag ikke så ofte som andre Trail Angels i byen hjælper vandrere – men fordi jeg var dansk, ville hun gerne køre de kilometer for at hjælpe mig. For hun var også dansk. Eller er. Hun kom til USA som au pair for over 30 år siden og har boet her ever since.

Men hun talte stadig dansk, så vi fik en rigtig fin dansksproget snak om både hendes liv, mit, pct og lakridser, hun hjalp mig med alt det, jeg havde bekymret mig om i forhold til kasse og posthus, kørte mig tilbage til hotellet, OG tilbød at køre Emily og jeg de godt 15 km fra byen tilbage til stien i morgen.

Er det ikke crazy? Jeg vælger et tilfældigt navn og nummer på listen, og så er det den her søde venlige – en ægte engel – dame, som er fra Danmark, og som ikke bare kører mig, men også hjælper mig. What are the odds?!?

Der er en talemåde i det her pct-liv, der hedder The Trail Provides.

Oversat til dansk betyder det noget i retning af, at der vil ske noget ekstraordinært – oftest når man har mest brug for det og oftest i form af hjælp fra tilfældige generøse fremmede. The Trail provided i dag. Kæmpetak til Alice.

Ps. Beklager det manglende hviledagsbilleder-udvalg. Men de to vigtigste ting er her: Steakhouse-middag med Emily. Og søde Alice.