Dag 79 – magi i skoven

Gået i dag – 44 km

Tilbage i ørkenen var konceptet Trail Magic forholdvis tilbagevendende.

Søde fantastiske mennesker stod med jævne mellemrum med appelsiner, chips, kager og alt hvad en sulten vandrer måtte ønske sig, på parkeringspladser eller ved veje, man passerede.

Gennem bjergene var Trail Magic totalt fraværende – fordi Sierra var vildmark uden veje.

Og derfor havde jeg næsten glemt begrebet, og især det faktum, at det – som magi – dukker op uventet. Indtil jeg i dag pludselig kom til et skilt midt i skoven:

“Trail Magic! Vand-mad-stole. Lørdag d 21. juli.”

Yeaaaaah. Jeg styrtede ned ad stien, utroligt som løftet om mad kan få hjul på benene, ramte en P-plads – og der stod to mænd ved siden af en jeep og råbte, den ene mere ivrig end den anden: vil du have en gatorade, en øl, en fersken, nødder?

Jeg marcherede i fuld strækmarch over til dem.

“I love you”, udbrød jeg, da jeg så køletasken på laddet af jeepen. Ja, det hjorde jeg, for kolde drikke var lige der ren kærlighed.

Stole var der dog ingen af, fordi – viste det sig – disse to engle var ikke dem, der havde skiltet med deres magi oppe i skoven; de var bare en ekstra overraskelse. Som trillede herop med “some goodies to you guys” i weekenderne.

Well, lucky me, for det betød jo så, at der var mere.

Ti minutter længere fremme på stien ventede Ann. Mor til en af dette års vandrere, som gerne ville gøre noget godt for sønnike og for alle os andre. Så i weekenderne kørte hun de to timer fra Sacramento op til en lillebitte vej mellem to småbitte byer La Porte og Quincy – og så serverede hun sandwich, vandmelon, hjemmebagte brownies, limonade, øl og colaer. Og 4. juli – som jo desværre ikke var i dag – havde hun en gigagrill med og gjorde en bunke vandrere lykkelige med alt i grillet kød og kartoffelsalat.

Hun gjorde nu også mig ret lykkelig med det udvalg, der var i dag. Og lidt mere lykkelig end de andre, fordi hun havde en hund med, som jeg klappede og nussede, ind imellem jeg proppede mad i munden, som havde jeg aldrig set en vandmelon før. (Nå, sådan ser sådan en ud, aha).

Og således med maven fuld satte Scoop og jeg videre ned ad stien.

Nordcalifornien er ikke helt ørkenen waterwise – dvs. at der ikke er noget eller kun meget lidt vand på meget lange strækninger – men her er tørt og varmt og konceptet er det samme: tjek vandrapporten og gå fra “vandhul” til “vandhul”. I dag var længste stræk mellem to bække 12 km, som godt kan være langt, hvis man er løbet tør for de vigtige dråber.

Vores mål for dagen var således en bæk og ikke et campsite – hvilket betød, at da vi havde fyldt to liter i rygsækken kl 19-ish, var vi ikke rigtigt i nærheden af et godt sted at sove. Som i at næste lejrplads angivet på Guthook lå 8 km fremme. Vi havde allerede gået 40, så det var ikke særlig tillokkende.

Men vi gik i terræn af den skrånende slags. Hvor den halve meter sti var det eneste, der var fladt og ryddet. What to do?

Scoop fik den idé at løbe – well, mase sig op gennem graner og gennem forholdsvist udfordrende offtrail terræn for at tjekke, om der oppe ad skråningen ville være et fladt areal – for det havde hans topografiske kort fortalt ham.

Det var der. Ikke totalt fladt, men fladt nok. Man lærer at nøjes, når klokken er næsten 20 og man har gået i +12 timer. Og hvad stedet manglede i pandekagefladt, havde det til gengæld i blødt underlag af grannåle, en tyk træstamme at læne sig opad, mens vi spiste (den slags er luksus), og senere udsigt til en næsten fuld måne.

Og så var det halvflade, ryddede areal omringet af en underskov af visne grene, hvilket betød, at ethvert skovdyr – rådyr eller bjørn – der måtte nærme sig om natten, ville afsløre sin tilstedeværelse, inden det kom så tæt på, at det skulle klappes væk.

Lige inden det blev helt mørkt, fik vi selskab af Weezer, en vandrer, Scoop kendte, og som genkendte mig fra South Lake Tahoe, hvor en Trail Angel samlede mig op på min vej fra posthuset, og en anden vandrer – Weezer – allerede sad i bilen. PCT-verdenen ér lille.

Mens de to herrer lavede mad og jeg ventede på, at mit måltid med ris stod de krævede 12 minutter i kogt vand, rensede jeg mine fødder, som af en eller anden grund i dag var mere beskidte end normalt. Helt uden at tænke over det. Altså at jeg havde gang i en fodrengøring midt i madlavningen. Det er, som om hæmninger hvad angår diverse kropsfunktioner er forsvundet sammen med bordmanererne. Og dog, ikke alle hæmninger – jeg går stadig på toilettet bag et træ.

Ps. I dag var ikke bare Trail Magic dag. I dag var også den dag, hvor jeg passerede et stort rundt antal kilometer. 2.000. Så vildt. Jeg har gået 2.000 kilometer!

De 44 af dem i dag. 44 på én dag lyder også vildt, men det vildeste er faktisk, at det ikke føles som noget særligt – bare another Day in the Trail Office. Det havde jeg ikke forestillet mig hjemmefra, men man (og ens krop) vænner sig til det – og har i løbet af de sidste 2.000 km gået sig ekstremt stærk – og så går man bare uden at tænke videre over, at man lige går et maraton og lidt til. Crazy stuff.

2 kommentarer til “Dag 79 – magi i skoven”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.