Dag 119 – yeah, I did it again

Gået i dag – 50 km

I forgårs knaldede jeg 50 km af. I dag gjorde jeg det igen. Over en time hurtigere oven i købet. Min stakkels hund er in for a big change in walking distance, når jeg kommer hjem og skal opretholde formen. (Og jeg bliver nok hurtigt træt af at se de samme træer på Amager Fælled utrolig mange gange på samme gåtur.)

Nå, men ligesom forleden havde jeg et mål med min powerwalk. I dag hed det Cascade Locks, byen for enden af Oregon og som jeg havde aftalt at mødes med Estus i.

Der var fra hvor jeg slog lejr til Cascade Locks 64 km. Mere end jeg ville kunne nå i dagslys på en dag, så jeg besluttede bare at gå så langt jeg kunne og slå lejr på en af de adskillige små lejrpladser, der lå som små flade perlepletter på den famøse snor der, hvor jeg cirka regnede med at kunne nå til.

De første otte timer mødte jeg ingen mennesker. Ingen. Som om jeg var det eneste levende væsen i skoven. For meget ulig normalt så jeg heller ingen jordegern, fugle eller rådyr. Myrer var der sikkert, men jeg var i fart, så lå ikke og rodede på jorden, som som regel er der, hvor man møder dem.

Det gjorde mig ikke noget; jeg hørte først en lydbog, så hørte jeg musik. I Bend på wifi havde jeg downloadet jeg en playliste med soundtracks fra film – ved ikke helt hvorfor, men det må jeg have haft lyst til at høre – og nu hørte jeg så klassikere fra det store lærred for fuld skrue, mens jeg marcherede afsted i takt til musikken.

Og skrålede med. For fuld hals.

“And IIIIIII will always love youuuuuuuuuuuuuuuu”.

De, der kender mig, vil vide, at jeg ikke lød ret meget som Whitney Houston.

Nok nærmere som et sygt æsel, for da jeg rundede et hjørne, netop som jeg var oppe i de høje toner, stod jeg ansigt til mule med en hest, der vrinskede nervøst. Som om den havde mødt et sygt æsel. Og en rytter på dens ryg, der grinte bredt.

Hov. Hej. Pinligt. Og sorry, jeg troede jeg var alene.

Han sagde, at han desværre ikke var Kevin Costner, men jeg skulle da endelig synge videre. Og så red han videre i modsat retning.

Jeg nøjedes med at nynne fra da af.

Og holdt også op med det, da jeg på afstand så en kvinde komme imod mig.

“Er det her den rigtige vej?” spurgte hun. Berettiget, for jeg var også i tvivl. Jeg – og åbenbart hun lidt før mig – havde netop passeret et af de mange steder på stien, hvor den møder en eller flere andre vandrestier til x sø eller y eng eller z bjergtop. Som regel er det tydeligt markeret, hvad der er hvad, men nu var min navigationsapp forvirret og viste mig med sit gps-ikon placeret langt fra både PCT og alle andre stier.

Men hun og jeg stod på den eneste sti i det bakkede og meget lidt fremkommelige terræn, så den fulgte vi. Der var ligesom ikke så mange andre muligheder.

Vi fulgte den op til en tilgroet grusvej, som skar sig gennem skoven parallelt med PCT og lidt fremme ville krydse den. Det gjorde den bare ikke – GPS-ikonet cyklede rundt, som det ind imellem gør, når der er mange træer til at blokere for signalet. Men vi kunne regne ud, at stien var måske 30 meter til venstre for os – ned ad en skråning belagt med faldne grene og tjørnebuske. Ikke desto mindre – vi skulle den vej, så vi maste os forsigtigt nedad.

Næsten nede og så tæt på, at vi kunne se vores trygge sti, flad og buskads- og grenfri, fik to kvinder, der kom gående fra modsatte retning på stien, øje på os moslende oppe på skråningen.

“Hvad laver I?” råbte den ene.

“Vi blev væk fra stien,” svarede jeg. ”

“Men den er jo lige her,” sagde den anden.

Øh ja, we know, det er ligesom derfor, vi kravler rundt heroppe på vej ned mod jer. Sagde jeg ikke, svarede bare, at vi var glade for at have fundet den igen.

Og det var vi. For nej, det er ikke ret tit, man – eller jeg i hvert fald – bliver væk fra stien. Den er som oftest virkelig godt afmærket. Og skærer sig som en motorvej gennem ofte fuldstændig ufremkommeligt terræn, på smalle klippehylder langt over kløfter, op gennem tæt skov, ned gennem krat eller klippestykker. Havde den ikke været der, havde det været en barsk og ind imellem decideret umulig omgang at bevæge sig gennem nogle af de områder, jeg har været i. Og af samme årsag er stien det trygge anker, som jeg bliver urolig, hvis jeg bliver – ufrivilligt i hvert fald – væk fra.

Det skete ikke mere i dag. Ganske vist var der flere krydsninger med andre stier, men det var tydeligt, hvilken der var hovedstien.

En af sidestierne hed Eagle Creek Trail, og har tidligere år været en sti, nogle PCT-vandrere drejede fra ved, fordi den er kortere end at følge PCT. Man skærer godt og vel 10 km af på vejen mod Cascade Locks, og det er distance nok til at få nogen til at vælge den vej.

I år og sidste år var og er stien imidlertid lukket på grund af en tidligere brand, der har forårsaget mudderskred, væltede træer og en sti der i det hele taget ikke er gangbar. Men det betyder ikke, at alle holder sig fra den, og da jeg lidt senere mødte mr Bojangles, fortalte han, at han overvejede den vej for at komme hurtigere til Cascade Locks, hvor hans far var.

De var startet ud fra Bend sammen – hvor jeg mødte dem for seks dage siden i bilen på vej tilbage til stien – men farmand Bojangles havde skadet foden på en strækning med noget djævelsk lavasten. Heldigvis forholdvis tæt på en vej, så han kunne blive kørt til Cascade Locks. Hvor han nu sad på tredjedagen og hvilede benet, men var i øvrigt klar til at rykke videre, så sønnike var under tidspres.

Jeg rådede ham til ikke at tage den lukkede sti. Og slet ikke når han formentlig ville komme til at gå noget af den i mørke. Han gjorde det alligevel.

Er jeg ret sikker på, for da jeg slog lejr ved syv-tiden på en plads nærmest PÅ stien, var tre andre vandrere der allerede. Og havde været der en times tid og havde ikke set Bojangles passere forbi.

Jeg håber, jeg ser ham i Cascade Locks i morgen. Bare lige for at være sikker på, han er okay.

Og at jeg ikke skal være “she, who saw him last” i en missing hiker sag.