Dag 120 – jeg vil bare gerne til tandlæge!

Gået i dag – 14 km

De sidste dage har jeg haft en murren i den ene side af munden. Ikke vildt, bare lidt irritation, der er gået væk med et par I-vitaminer (læs: Ipren). Men i nat vågnede jeg med helt åndssvagt ondt i tandsættet.

Rodede rundt i mørket efter et par piller, slugte dem, vågnede igen nogle timer efter, same procedure. Og da vækkeuret ringede, var jeg stadig hende med smerter i højre side af munden.

What to do? I morgen starter jeg vandringen ind i Washington, staten, hvor alle de “byer”, jeg rammer, er så små, at jeg har sendt kasser med mad til mig selv, fordi udvalget er så ringe. Og når der ikke er så meget som en lillebitte butik, hvad er så chancen for, at der er en tandlæge in town?

Altså var eneste mulighed, hvis jeg ville have en tandlæge til at se, hvad der foregik i munden på mig, at gøre det i dag, hvor jeg ville være i nærheden af noget, der mindede om civilisation. Ikke i Cascade Locks, for det er mest en turistby, men Hood River, som er en by i størrelsesordenen cirka 8.000 indbyggere, og som ligger godt 20 km fra Cascade Locks.

Så da jeg havde pakket mig sammen og sat i gang ned ad stien og så snart jeg var der, hvor der var signal på telefonen (hvilket heldigvis ofte er tilfældet i nærheden af byer), begyndte jeg at ringe til tandlæger i Hood River. Mens jeg gik, så diverse receptionister fik en forpustet stemme i røret.

Nej, vi har desværre ingen ledige tider i dag. Nej, vi lukker kl 13 i dag. Nej, vi har fået to sygemeldinger fra vores tandlæger i dag. Nej, vi har i forvejen for mange patienter i dag. Nej, vi har ekstra travlt i dag, fordi det er Labor Day på mandag.

Labor Day på mandag. Ja, det er jo klart. En amerikansk helligdag falder naturligvis sammen med, at jeg har brug for noget, der holder lukket på amerikanske helligdage.

Da jeg havde ringet til måske 20 tandlæger – og et par stykker flere gange, fordi jeg glemte, hvem jeg allerede havde ringet til, og eneste bid var en “måske hvis du er her kl 10”, hvilket var udelukket i og med jeg befandt mig så langt oppe på bjerget, at jeg skulle udvikle vinger og flyve ned for at være der kl 10, stoppede jeg min rundringning og tænkte mig om.

Kom så, Trail. Provide. Tænkte jeg. Hvad har jeg af muligheder?

Jeg ringede til Laura. Som jeg fulgtes med i begyndelsen af turen og som bor i Portland – en times kørsel fra Cascade Locks og som er en stor by med mange tandlæger. Men også så stor, at jeg ikke rigtigt kunne overskue det – at få en tid hos en tandlæge, som måske lå i en forstad på den anden side af Portland. Det ville svare til, at en turist kom ind med IC4-toget til hovedbanen i København og skulle finde en tilfældig tandlæge et sted i Nordvest.

Laura gav mig navn og nummer på nogle centralt beliggende tandlæger, som jeg ringede til, men de havde (selvfølgelig) heller ikke ledige tider i dag.

Jeg havde ikke lyst til at blive hængende i Cascade Locks til på tirsdag, hvor der igen var åbent og tider at få hos en af dem i Hood River, men der var den mulighed, at når jeg om fire dage er i miniputbyen Trout Lake oppe i Washington, kan jeg blaffe mig ned til Hood River, som “kun” ligger 50 km or so ad landevejen derfra. (Ja, at vandre til Trout Lake er betydeligt længere).

Og så – som sidste mulighed og den, jeg var mest til – skrev jeg et nødråb til min søde veninde Stina, som er tandlæge. What to do? Hvad er husrådene?

Hun skrev fluks en lang smøre tilbage om piller dit og piller dat så meget så tit – og med USA værende pilleland, var det en mulighed, der lå indenfor rækkevidde.

Så jeg væltede resten af vejen ned ad stien til Cascade Locks, væltede videre ind i den nærmeste diner og slugte en kæmpe portion røræg og bacon og kaffe, mens jeg kiggede ud på Bridge of the Gods, broen der forbinder Oregon med Washington.

Og så mødtes jeg med Estus – SÅ hyggeligt st se ham igen, og sammen tog vi bussen til Hood River og bestormede Rite Aid. Der for de uindviede er det her amerikanske storapotek, hvor man kan finde alt i håndkøb. Som i bl.a. adskillige hyldemeter midler mod tandpine.

Bagefter spiste vi frokost – at jeg lige havde spist morgenmad, var underordnet – på et lokalt ølsted, sliders og en eller anden fancy, men vældig god hvedeøl til mig. Og så tilbage til Cascade Locks og checke ind i en hytte på en form for campingplads. Og i bad.

Det er sjovt, som bad bliver lidt ligemeget ude i naturen – men når man sidder i en ren bus omringet af rene mennesker, er et bad pludselig vildt vigtigt. Så selv om hytten havde den der duft af indelukket sommerhus, som faktisk ikke er specielt rart at være i, før man har luftet lidt – eller meget – ud, drønede jeg ud i det badeværelse og badede i en evighed.

Hvorefter jeg begejstret pakkede den kasse ud, min mor har sendt til mig og som jeg havde hentet på en af Cascade Locks to barer. (Slut med at sende noget til posthuse, hvis der er andre muligheder. For eksempel en bar.) Hvor både personale og to lokale machomænd, der hang i baren til en after work bajer, var fascinerede og imponerede af min mors indpakningsfantasi. Ingen hvid anonym kasse. Hej striber. Fantastisk. Og fantastisk at den indeholdt både Alt for Damerne og lakridser og flæskesvær (for det her chipsland er altså lidt bagud på grisehud-området) og frysetørret mad og kaffe og mælkepulver og sågar remoulade i en lille pose. Og med pakker inden i pakken fra min søster, som havde kreeret så mange, at de ikke kunne være i den kasse, hun sendte til min fødselsdag. Lidt som at have fødselsdag en gang til.

Man skal ikke gå ned på mad, når man er i en by, så Estus og jeg dalrede, jeg nu renskuret – han kom hertil i går, så havde allerede fået sit bybad – ned til noget, der gav mig associationer til Papirøen i København. Ganske vist var det her kun et enkelt såkaldt brewery i en gammel industrihal, men Papirøen-style sad man bænket udenfor ved langborde eller i havestole direkte ned til (nej, ikke Københavns Havn) Columbia River. Med samme afslappede cool stemning og helt klart med mere end et enkelt par på date. Og Estus og jeg var for the record ikke blandt dem.

Og så lå jeg resten af aftenen på min seng, dopet på min pillecocktail, men uden ondt i tænderne, og læste Alt for Damerne og spiste krudtugler og Moppedrenge og Dracula, mens Estus badede sine fødder i salt. Sådan har man så forskellige interesser.

4 kommentarer til “Dag 120 – jeg vil bare gerne til tandlæge!”

  1. Av av. Håber du kommer igennem resten af turen uden at tandpinen udvikler sig! Men det lyder til, at du kommer hurtigt frem i øjeblikket
    Så smukt der er omkring dig.️️
    Happy walking ❤️

  2. Fedt at høre Gitte! Altså ikke at du har tandpine men at du er så godt kørende. Eller gående vel sagtens i denne sammenhæng.
    Hils Estus !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.