Dag 127 – vin til the sexy people. Og et håndskrevet brev

Gået i dag – 13 km. 20.099 skridt

Jeg startede morgenen med at gå forkert.

Tilbage i 90erne eller bare for fem-seks år siden var der ikke noget, der hed Guthook. Man kunne ikke bare hive sin telefon frem og via en app fluks få at vide, hvor man var på stien, om man var på rette vej eller befandt sig et eller andet sted helt off.

Det er lidt uhyggeligt, at jeg er så afhængig af den skide app, at jeg på en 20 km strækning, som den ikke dækker, straks forvilder mig i den forkerte retning. For nej, jeg har ikke gode gamle papirkort med. Selv om det lige i dag måske havde været en udmærket idé.

Heldigvis opdagede jeg ret hurtigt – altså da stien blev til ingenting og forsvandt ud over en bjergside – at jeg gik forkert, så jeg vendte om og tog den eneste anden mulige vej. Som kort efter var dekoreret med et orange bånd i et træ – en vejviser. Og lidt efter endnu et.

Klokken var lidt i ti, da jeg nåede Highway 12. Det sidste lange stykke stejlt op ad bakke og med lyden af biler, der suste forbi deroppe, i ørerne så længe, at det nærmest var tortur. Hvor var den vej?!?

Da jeg endelig nåede op, stak jeg fluks tomlen ud og lige så fluks stoppede et hostende gammelt folkevognsrugbrød med to unge hippietyper på vej til en musikfestival i den anden ende af landet. Ind bagi og ovenpå deres seng med mig.

Jeg skulle kun 5 km op ad vejen til Whites Pass og den tankstation/butik/hotel, der som en ensom bastion ligger der i passet og er et vigtigt stop for mange vandrere. Blandt andet fordi man kan sende kasser med mad til sig selv hertil, hvis man ikke har lyst til at blaffe sig ind til Packwood, den nærmeste lille lidt mere rigtige by.

Det havde jeg ikke haft lyst til, da jeg tilbage i Ashland pakkede og sendte den kasse til mig selv. Nu havde jeg imidlertid lyst, men skulle jo så alligevel runde White Pass og hente min kasse. Sammen med den pakke, en af mine søde ekskolleger på Berlingske havde sendt til mig.

Med det gjort – og lige en kop latte, for det her sted havde mere og anden kaffe end filtermodellen, hurra – stillede Estus og jeg os ud til vejen. Han var, som sædvanlig, stået før op end mig, så var her allerede, men ventede på mig. Måske fordi det er nemmere at blaffe, når der er en kvinde i blafferselskabet. Mistænker jeg ham for.

Vi stod der i måske 20 minutter, mens motorcykler, lastbiler og diverse personbiler drønede forbi uden at stoppe. Autocampere var der også bunker af, men “de stopper aldrig”, sagde Estus med den blaffererfaring, der fik ham til automatisk at sænke hånden, når en sådan kom til syne nede ad vejen.

Det gjorde jeg ikke, altså sænkede hånden, for hey, det kunne da være sjovt at køre i sådan en. Når nu den røde sportsvogn lige før ikke var stoppet.

Og voila, en autocamper kørte forbi, stoppede ikke – det sagde jeg jo, sagde Estus – men vendte sgu rundt og kom tilbage efter os.

“Vi har to hunde herinde. Er det okay? I skal sidde sammen med Scruffy nede bagi,” sagde den ene af de to kvinder i camperen.

Jaaaa. Bring on Scruffy. Som viste sig at være en gråhåret lille sag med en pels som en skurebørste, deraf nok navnet, som lå og slangede sig på en seng, der fyldte hele bagenden af autocamperen, og som var pyntet med puder, en halv meter høj tøjbjørn, og omringet af familiebilleder, postkort og køleskabsmagneter fra de fleste stater i USA. Og i vindueskarmen en kløpind, som jeg havde en vældig lyst til at bruge, men det ville nok være dårlig stil at fedte den ind i mit ugegamle skidt og indtørrede rygsved.

Til gengæld kløede jeg Scruffy samtlige 25-ish km til Packwood. Så meget at han parkerede sin grånende snude på mit lår, og så var jeg jo også nødt til at ligge mig lidt til rette på den bløde seng. Det var virkelig rart bare at sidde-ligge i en bil.

I Packwood checkede Estus og jeg ind på det første, det bedste motel. Receptionisten var ikke den skarpeste ever – som i at det tog hende tre gange mig, der sagde “TWO beds!”, før hun gik væk fra at installere os i et værelse med en dobbeltseng, og da hun derefter havde fumlet rundt med mit visakort tilpas længe, kom hendes chef ud fra baglokalet.

Og da han hørte, at jeg var fra Danmark, som han tilfældigvis skulle besøge – businesstrip, you know. Nej, men okay – i næste uge, var alle døre pludselig åbne.

Blandt andet den, at vi kunne få lov at få vores værelse med det samme og ikke klokken 15, som den halvblanke receptionist ellers havde insisteret på.

Og senere på dagen, mens vi sad udenfor og kiggede op på Mount Rainier over byen, råbte selvsamme chef op til os nede fra parkeringspladsen, om vi drak vin.

Estus er en øldrikker, men ja, jeg drak vin. “Så kommer jeg lige med en flaske,” råbte chefen.

Øh okay. Og tusind tak, sagde jeg, da en af medarbejderne på motellet kom farende med en flaske chardonnay. Men hvorfor får vi den?

“Because you are the sexy people,” svarede han med et svedent grin og maste sig ind på værelset og stillede den midt i al rodet af mad til næste strækning.

Estus havde ikke været i bad endnu og stod iført sit regntøj over sine bare beskidte fødder, fordi resten af hans tøj var til vask. Jeg var i lange underbukser og ingen bh under min ditto undertrøje, fordi resten af mit tøj var til vask. Sexy? Jeg kunne godt finde ord, der var mere dækkende.

Mens jeg sippede vin, åbnede jeg pakken fra min tidligere kollega Henriette hjemme i Danmark.

Som udover lakridser i bunkevis indeholdt en pink bandana – en ny peerag, tisseklud, stod der på et lille skilt, Henriette havde fæstnet til den.

Åh altså, Henriette. The Trail – og du – provides, for min gamle, og efterhånden lidt for brugte og forvaskede tisseklud, tabte jeg forleden. Så har været nødt til de sidste dage at inddrage en buff til det brug, hvilket ikke har været særlig optimalt. Eller lækkert. Så havde netop planlagt at købe en ny bandana her i Packwood, og så kommer der en med posten. Jeg blev superglad.

Det gjorde jeg også for det håndskrevne brev, der fulgte med. Eller de, for denne pakke var på sin anden tur over Atlanten – det var en af dem, der var blevet sendt retur fra Mammoth Lakes, fordi det posthus jo altså “ikke er en storage facility”.

Man får aldrig håndskrevne breve mere, og det er, tænkte jeg, mens jeg læste, virkelig trist. For de er så meget mere personlige, både at skrive og i hvert fald for mig at modtage. Så personligt, at jeg kom til at græde, mens jeg læste, fordi Henriette satte meget præcise ord på en masse af de følelser og tanker og tvivl og fortvivlelse og spring ud i noget så ekstremt som at gå til Canada i jagten på et lykkeligere liv, som ligger bag den her tur, og hvad der førte til den og hvad den vil føre til.

Som om hun var inde i mit hoved. Og nu stod det der med fint svungne blokbogstaver på syv stykker A4-papir.

Som jeg bærer med mig resten af vejen til Canada, selv om det, modsat næsten alt andet jeg har i min rygsæk, ikke har nogen vandre-, sikkerheds-, eller overlevelsesfunktion. Men bare fordi.

Estus og jeg spiste frokost på Blue Spruce Saloon. Og der spiste vi også middag. Lidt fordi udvalget i Packwood ikke er enormt, lidt fordi det var et hyggeligt sted. Tænk saloon i udkantsusa, en hesteskoformet bardisk, countrymusik i højtaleren, lokale gutter med cowboyhatte og læderbælter, svedige burgere og fedtede ribs og beer on tap på menuen, og det var, hvad det var.

Oveni det mødte vi begge gange, vi var der, andre vandrere vi kendte, så det blev til en gensynsfest. Til frokost var det to supersøde piger fra Schweiz, som jeg mødte i Julian på dag 7, tror jeg, det var, og har set on and off de sidste fire måneder.

De var i gang med at finde ud af, hvad det ville koste at sende deres Bear canister, den forhadte bjørnetønde, hjem til Schweiz, når de var færdige med turen. Svaret var dyrt.

Jeg har foræret min til Tore, som bor i USA og derfor har mere brug for den end mig, men det fik mig til at tænke på, hvad jeg gør rent praktisk, når jeg når Canada. Hvor jeg skal flyve hjem fra? Hvornår? Og hvordan jeg får fat i de ting, jeg undervejs har sendt til henholdsvis Tore i San Francisco og min gamle veninde Rina, som bor i Las Vegas?

De tanker gjorde mig lidt trist. Jeg havde ikke lyst til at tænke på flybillet hjem, for det var lig med at tænke på, at turen snart er slut, og der var jeg ikke helt klar til at være endnu.

Så efter at have lavet et par halvhjertede søgninger på Momondo, lod jeg det ligge og kiggede i stedet ud af vinduet. Hvor den sky, der tidligere havde ligget som Trumps toupé over Mount Rainier, nu var blevet til en stor grå sky.

Det bliver regnvejr fra i morgen, havde de to kvinder i autocamperen sagt. Når Rainier har toupé på, bliver det regnvejr.

Det sagde vejrudsigten også. Det er jeg ærligt talt ikke vildt begejstret for. Men ikke særlig overrasket – og vælger (lige nu, måske tænker jeg anderledes om tre dage, når jeg er gennemblødt for tredje dag i træk) at tage det som en udfordring. Jeg har ikke haft vabler, jeg har ikke haft problemer med knæene, jeg har ikke haft ond diarré og jeg har ikke haft mentale nedbrud, der har fået mig til at ønske mig langt væk herfra.

Så hvis vejret de sidste tre ugers tid skal være min største udfordring – fratrukket ondt i tænder og blærebetændelse og post, der ikke er dukket op – so be it. It all builds character. Eller noget andet gajolæske-lommeklogt. I will get to Canada or freeze to death trying.