Dag 37 – den kedelige dag

Gået i dag – 39 km

Jeg har kedet mig i dag. Det eneste, jeg har lavet, er at gå. Og gå og gå og gå. Det gør jeg for så vidt hver dag, men i dag kom jeg ikke forbi noget interessant – udover 600 mile markøren – og jeg var ikke specielt inspireret af udsigten.

Måske var jeg så let at kede, fordi jeg er ved at være ude af ørkenen og derfor ikke rigtigt gider den mere. Om max fem dage træder jeg ud af den sektion, der hedder ørken, og ind i den, der hedder bjergene, Sierra Nevada, og det glæder jeg mig vildt meget til.

Ørkenen har været spændende – jeg har aldrig gået i ørken før, og selv om det har været vanvittigt varmt og støvet og det mest presserende punkt på hver eneste dagsorden har været vand og hvor det fandtes, har det også været vildt smukt. Meget mere farverigt med blomster i alle nuancer og meget mere bjergrigt, end jeg troede. Og færre slanger (som jeg har set i hvert fald), end jeg frygtede.

Så det er ikke en strækning, jeg har været træt af – i dag gad jeg den bare ikke.

Vi gik i skov; hele dagen. Pct har sit navn, Pacific Crest Trail, fordi stien går på kanten, crest, af – føles det som om – hvert eneste lillebitte højdedrag i en million kilometers omkreds. Er der en knold i landskabet, kan man være sikker på, stien er anlagt hen over den.

Og således også i dag. Konstant over 1500 højdemeter og kun med sporadisk udsigt ind imellem træerne til den flade ørken et sted dernede. Samtidig er jeg i et område, der er plastret til med vindmøller, hvorfor det ikke burde komme som en overraskelse, at det blæser ret meget.

Ikke desto mindre var det temmelig enerverende, at jeg hele dagen gik i et lydtæppe af voldsom susen i trætoppene og når jeg ikke lige var i læ, lige så vild susen om mig. Altså af den kaliber, der river vandrestavene rundt og mig med, hvis jeg ikke koncentrerer mig om at holde balancen.

Og så for lige at toppe øv’eriet bar jeg på 5 liter vand, fordi der var langt til næste vandhul – med en rygsæk, der stadig var stiv og dermed lidt ukomfortabel, fordi den er ny.

All in all, ikke en yndlingsdag. Men jeg prøvede – bevidst og adskillige gange – at lade være med at blive arrig på vejret og stien, der ganske upåvirket af mine lidt kølige følelser for den i dag ufortrødent gik opad og opad og opad og nogle steder var fyldt med små og store klippeblokke, andre steder snoede sig gennem buske med torne og andre tilsvarende irriterende forhindringer. Rationelle mig vidste (et eller andet sted i hvert fald) godt, at hverken vejr eller terræn ville ændre sig af, at jeg skældte ud på det.

Så jeg hørte en bunke podcasts og koncentrerede mig om det. Gik alene, som jeg i øvrigt gør stort set hver dag, men holdt en to timers frokostpause med Emily, hvor vi hen over en tortilla med tun og bagefter cookies og chips diskuterede sex på den her sti. Altså bare fordi… tja, de fleste andre emner har vi været omkring og hvorfor ikke.

Vi talte om de par, der er her og som tydeligvis tror, at deres telt har lydtætte vægge, og om alle os andre, der lever uden (ja, både sex og lydtætte teltvægge), selvvalgt såvel som ikke et bevidst valg. Og om en kvinde, Emily havde mødt et par dage før, der havde tiltusket sig et nattebesøg i et mandligt beboet telt – og kunne afsløre, at værten i teltet var hurtig. So to speak. Men no wonder – en måned med fuld gang i kroppen undtagen visse dele må vel næsten automatisk give et vist tryk.

Og så var der i Hikertown en eller anden, der havde efterladt en pakke kondomer. Vi blev enige om, at vedkommende efter 800 kms vandring nok havde opgivet håbet om at få brug for dem og så skal man jo ikke bære på den vægt. 🙂

Nok om det ellers spændende emne og godnat fra Grumpy, der håber at vågne lidt mere vandreglad i morgen.