Dag 21 – badeferie

Gået i dag – 30 km

Kan man bade i ørkenen? I et område, der er så tørt og støvet, at de fleste af de steder, vi har tanket vand, er fra småbitte piblende bække eller (især) mere eller mindre algefyldte pytter i åer, der kun ved et mirakel ikke er udtørrede.

Svaret er ja. Det kan man, når man pludselig rammer en vandåre af en bæk – Deep Creek (med det navn siger det vel på en måde sig selv).

Det vidste jeg ikke, da vi startede ud kl 6. Jeg vidste bare, at vi gik efter næste vandhul 10 km længere fremme. Og at det ville blive en varm dag, for allerede da klokken var 7, bankede solen ned med en kraft, der ville have fået samtlige TV-vejrudsendelser i Danmark til at flashe Breaking News.

Jeg brugte det meste af travetiden på at studere det utrolige livlige liv, der lever under disse betingelser. Firben, sommerfugle, egern, mus, fugle og slanger. Alle i alverdens varianter og farver, og selv om man kan gå i timer og ikke se andet end støv og tørre buske, kan man være sikker på, de er der. Og af samme grund helst ikke være alt for casual, når man sætter sig for at tisse. Bare fordi jeg helst ikke vil overraskes af en slimet snoet pind med mønster på ryggen, mens jeg sidder der, har jeg den – synes jeg selv – fine vane at scanne omgivelserne, inden jeg sætter mig 🙂

Da jeg var færdig med det – så spændende er firben heller ikke i længden – brugte jeg tankevirksomhed på at gennemgå min fysiske tilstand.

Som faktisk er overraskende god. Jeg har nu været on Trail, som man siger, i tre uger og har gået over 500 km. Lidt Wauw i sig selv, men ikke i vildt svært terræn – jeg har før gået i områder meget mere latterligt ufremkommelige i bl.a. Italien – men med ind imellem over 15 kg på ryggen og i dundrende hede (eller isnende kulde, som morgenerne har det med at være) er det alligevel noget, der selvfølgelig gør noget ved kroppen.

For nogle så meget, at de må kaste deres ultralight håndklæde i ringen og rejse hjem. For andre er hver dag en kamp, fordi de har væskende vabler eller ondt i knæene eller slidsår mellem lårene eller ballerne (aner altså ikke, hvor det sidste kommer fra og har ikke spurgt sådan vildt ind til det.)

Jeg er ikke nogen superwoman (som nogle af jer vil vide 😉 og selv om jeg – halleluja! – ikke har haft en eneste vabel og min ankel er holdt op med at jamre sig – er min krop selvfølgelig også mærket af det, jeg udsætter den for.

Jeg er øm i fødderne – på fodsålerne, og de første kilometer om morgenen er ikke nogen fest. Ej heller efter pauser.

Jeg har ondt i skuldrene eller rettere den muskel, der sidder mellem skuldrene øverst på ryggen. Den gider absolut ikke have noget med min rygsæk at gøre.

Jeg har et slidmærke på mit ene hofteben fra hoftebæltet (no idea hvorfor det kun er i den ene side.)

Mine fødder er hævede, og den str 41 sko, jeg købte før afgang og som var waaaaay too big i Danmark i februar, passer nu. Jeg håber altså på en måde, det normaliserer sig, når jeg er færdig med det her – eller skal jeg ud og investere i en ny skogarderobe.

Det lyder måske af meget at være besværet af, men i forhold til mange af de andre er det nothing, så jeg brokker mig ikke. Tro det eller ej 🙂

Nå, men midt mens jeg gik der og tænkte over mine skavanker, var vi kommet ud på en hylde langt oppe over en kløft. Det er ikke første gang, stien snor sig på den slags små smalle hylder, og jeg er vild med dem, fordi man har den vildeste udsigt, men hverken går op eller nedad. (Omend koncentration er et ubermust – de er smalle og et fald og et styrt ned ville ikke ende ret heldigt.)

Det, der adskilte denne hyldegang fra de tidligere, var, at udsigten var til en flod/bæk, der for once ikke var udtørret. Der var vand! Så meget vand, at man kunne bade i det. Nogle steder langt dernede kunne man oven i købet skimte små sandbanker langs vandet og mellem de træer og buske, der omkransede Deep Creek dernede.

Straks fik jeg lyst til at bade. Det var tusind grader (mindst) og dernede var der køligt fristende vand. Ååhh.

Og således gik det til, at da vi på et tidspunkt kom til noget, der med lidt god vilje var en sti til det forjættede vand, stormede vi ned ad den. Smed det meste af tøjet og hoppede i. Tre kåde kvinder i trusser i en flod midt i ørkenen – det var et absolut højdepunkt på den her tur so far. (Ikke så meget de bare bryster dog som det kølige vand.)

Bagefter spiste vi frokost ved floden, tog en lur, og pludselig var der gået to timer. På med de varme sko og sokker igen og 4 km ned ad stien til de såkaldte Hot Springs. Et fænomen, der mere eller mindre siger sig selv – midt i Deep Creek har naturen skabt små “badekar”, hvor vandet er nærmest kogende. Rundt om de forskellige hot springs og mellem klipperne, de er i, løber selve floden, langs den er der et stort område med sand. Kort sagt: en o.a.s.e.

Som ikke kun vandrere finder vej til. Deep Creek Hot Springs er også en yndet attraktion for lokale og øvrige turister – og så er det et sted, der annoncerer med Clothing Optional.

Det var der en del, der tog meget bogstaveligt, så det første jeg så, da jeg havde smidt min rygsæk i sandet, var et stk splitter Hans Jørgen splattet ud under et træ kun iført en stråhat placeret nonchalant over ansigtet på ham. Og lidt senere et ældre par, hun med en klud om halsen, han med en rygsæk slynget over skulderen – og ikke så meget andet.

Jeg har desværre ikke meget dokumentation fra den oplevelse – kunne på en måde ikke få mig selv til at rette kameraet mod alle de Adams-kostumer – men vandet i floden var også denne gang utrolig badevenligt. Og den nogle-og 50-årige hippie iført et mini-batikskørt, tyndt hår – og en ordentlig koger fra diverse stoffer, han tydeligvis havde muntret sig med det meste af dagen – som underholdt med anekdoter om, hvordan han i morgen ville komme hertil med pølser og sodsvand til vandrere, var bare en ekstra del af charmen. (Selv om vi jo altså ikke ville være der til at nyde godt af de pølser.)

Og således opmuntret og afkølet sluttede vi dagen med ekstra 9 km i nærmest rask trav. Bare fordi der var tid til det, og fordi der 28 km ude i horisonten ligger en McDonalds et stenkast fra stien og venter. Og ja, dét er et højdepunkt – jeg har allerede min bestilling klar: fritter og Mcflurry, dobbelt.