Dag 1 – nå, sådan føles en ørken

Gået i dag: 20 miles/32 km

Juhu, jeg er i gang. Og ganske som forudsagt (selv om jeg ikke helt – eller overhovedet egentlig faktisk – troede på det) forsvandt al panik så snart jeg stod på den sti og “bare” skulle gå.

Så efter det obligatoriske billede ved monumentet, der udgør stiens sydlige punkt, først alene og så et vi-har-boet-ved-Scout&Frodo gruppebillede, var det på med rygsækken og så afsted.

Stien var nem at følge. Skiltet og meget tydelig at se. 60 cm bred grussti uanset om den gik ind imellem små kaktusser eller forbi klipper eller langs med forkrøblede buske. Det var ikke ørken, som man måske kunne tænke ørken. Altså ikke sanddyne på sanddyne, men faktisk masser af planter og blomster af den hårdføre slags og utrolig pænt på sin egen rå måde.

Ikke at jeg i starten lagde særligt meget mærke til det dog. Jeg var, må jeg indrømme, temmelig optaget af, hvor vanvittig tung jeg syntes min rygsæk var.

15 kg vejede den – de knapt 7 af dem var vand. Årsagen til det var, at der ifølge den såkaldte water report ikke ville være noget vand før 20 miles/32 km længere fremme. Og ja, mellem 6 og 7 liter vand er meget, men med en temperatur på omkring 30 grader var det nærmest ikke nok. Mens jeg gik der med mine 15 kg på ryggen under den der sindssyge sol uden nogen form for skygge var jeg mere tørstig, end jeg kan huske, jeg nogensinde har været.

Efter et par timers vandring mødte jeg Lara – en 28-årig kvinde fra Oregon. Hun sad i skyggen under nogle træer sammen med en flok fra Scout & Frodo, som var startet før mig. Da de smuttede videre – i et tempo for højt til mig – slog jeg følge med Lara. Vi spiste frokost og tog en siesta i den eneste skygge i nærmest kilometers omkreds, og gik videre, stadigstorsvedende selv om klokken var hen på eftermiddagen.

Ved 17-tiden nåede vi ned til Hauser Creek – et dejligt køligt sted under træer i bunden af en kløft.

Der var campsites – altså pladser til at slå telt op – ved Hauser Creek, og så var det at vi burde have stoppet og gjort netop det. Vi havde trods alt gået omkring 22 km.

Men nej nej, vi skulle absolut gå til Lake Morena, som er en decideret campingplads med toiletter, brusere og en butik. Eneste issue – vi skulle lige 8 stejle km op ad en bakke midt i solen.

Jeg var egentlig mest stemt for at stoppe, men kunne også godt se fordelen ved Lake Morena – ikke mindst fordi der var vand. Hvis vi blev i Hauser Creek, ville vi skulle spare på det vand, vi havde med.

Så vi gik videre. Kæmpe mistake for Lara, som fik vabler. Altså som i væskende kæmpevabler. Så selv om jeg også var træt og meget glad, da vi kunne se teltpladsen, var Lara nærmest ved at græde af lettelse.

Op med teltene, mad på primussen, og kl 21 lå jeg i soveposen. Uden vabler men med svedige beskidte ben – hurra for at jeg besluttede at tage en liner til soveposen med.

Ps. Ville gerne have indsat flere pletskud, men nettet out here er ikke verdens mest stabile – eller hurtige 🙁