Dag 16 – nu med et “Trail name”

Gået i dag – 26 km

Alle taler om miles. Hvor mange miles har du gået, hvor mange miles planlægger du at gå i morgen, hvor mange miles er der til næste campsite, vandhul, by.

Jeg er også faldet i den fælde. At tjekke mine to apps, jeg bruger som kort, hvert andet øjeblik for at se, hvor langt der er til dit og dat. Og regne på hvor lang tid det vil tage mig at gå de miles. Jeg har endda fundet ud af præcis, hvor mange skridt en halv mile er (966).

Det er ikke en særlig enjoyable måde at vandre på. En mile, som jo for the record er 1,6 kilometer, kan være uhyggelig lang, når man bare gerne vil have den overstået.

Så i dag besluttede jeg at bruge dagen og de planlagte 16,5 miles, som der var til vores planlagte næste destination, på at studere detaljerne i ørkenen. De små firben – lizards – som piler rundt eller soler sig på klipperne, mus, sommerfugle, kaniner, slanger (som jeg dog kun så en enkelt af i dag), og ikke mindst blomsterne.

Der er overraskende mange smukke blomster i disse tørre barske omgivelser. Hvordan de klarer sig, skal der nok en botaniker af en art ind over for at forklare, men det gør de altså. Røde, hvide, gule, blå, pink, lilla – de står som små tapre soldater klædt i deres farverige dragt midt i al det brune og støvede. Det er super livsbekræftende – og det tog os ualmindeligt lang tid at tilbagelægge de famøse miles, fordi jeg stoppede for at tage billeder for omtrent hvert tiende skridt.

Ud på eftermiddagen havde Laura og jeg fået selskab af Emily, supersød pige fra Minnesota, som vi har on and off vandret med siden dag 5-6 stykker.

På et tidspunkt passerede vi på vej op i San Bernadino bjergene gennem et område, der har været hærget af skovbrand – alle træerne stod eller var faldet som sorte pinde, nøgne, sodede, afpillede og i virkeligheden ret uhyggeligt.

Men også flot på sin egen dystre måde. Der var intet grønt. Alt var sort eller gråt.

Bortset fra de lilla lupiner, som var kommet igen efter branden. Stædigt var de skudt op, nogle steder bare som enkelte blomster, andre fyldte de flere hundrede meter høje skråninger og stod og nikkede med deres lilla hoveder som et vildt farvesplash i det sort-hvide billede.

Jeg var vildt begejstret og gik nok en smule amerikansk overboard. “Oh my God, oh my God”, og knipsede flere billeder end jeg lige kan tælle til.

Det fik Laura til at udbryde (også amerikansk begejstret) “Oh my God, dit trailname skal være Lupin!! Det er perfekt.”

Begrebet Trail name er noget, der har eksisteret på pct i mange år. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, man skal udstyres med et særligt navn, for alle hedder jo sådan set noget i forvejen, men det er altså en del af det hiker-samfund, man på godt og ondt bliver en del af, når man forlader sit normale liv for at gå herude i fem måneder.

Ens Trail name bliver tildelt af andre, oftest dem man er meget sammen med, og skal sige noget om en – det gives på baggrund af noget man har gjort eller gør eller er.

Tuna, fordi man altid spiser tun, Murphy, fordi man klumper rundt som Murphys lov, gazelle, fordi man bevæger sig som en sådan, Vegan, fordi man er veganer, osv., osv. – you get the picture.

Og nu syntes Laura så, at jeg skulle hedde Lupin. Fordi det var en blomst, der nok kunne smadres, men ikke holdes nede – den er stærk og kommer stædigt igen og trives i barske omgivelser.

Og så lidt fordi de her lupiner var lilla, og da stort set alt mit tøj og grej er lilla, kunne det ikke passe bedre, mente hun.

Emily var helt enig. Og tilføjede, at lupiner er graciøse blomster – og sådan syntes hun, at jeg bevægede mig. Søde dame.

Så nu hedder jeg Lupin. Og det er jeg faktisk glad for – jeg kan godt lide grundene til det navn. Ps. Lauras Trail name er Budget. Fordi hun er totalt på røven, og alt hendes grej er enten lånt eller købt brugt 🙂