Dag 3 – første by

Gået i dag – 18 km

Belært af gårsdagens “sene” start bimlede min tlf med sit godmorgenstund kl 5. Det var stadig pandelampemørkt, da jeg lynede teltet op og kiggede ud – til gengæld var aftenens frøkoncert slut og den eneste lyd var en stille rislen fra åen.

Kaffe, en müslibar, ned med teltet og alt mit habengut ned i rygsækken og så afsted. Lauras fødder var igen tapet sammen på kryds og tværs med alt godt i plaster, sports- og gaffatape, men efter at have punkteret de værste blærer var hun klar til kamp. Tim var lidt mere i kategorien slow starter, så vi aftalte at møde ham om ikke før, så ved næste vandhul 12 km up the Trail.

Solen var ikke nået ned i kløften, så mine bare ben var udstyret med gåsehud – det varede lige præcis til vi ramte solen.

Bam – allerede kl 6.30 var den på fuld power.

Heldigvis var det meste af formiddagen inde mellem træer. For ja, den sydcaliforniske ørken er åbenbart også træer – som i nærmest skov-agtigt med høje nåletræer. Ikke rigtigt, hvad jeg havde forestillet mig faktisk, men var meget glad-overrasket. Om ikke andet vil jeg fra nu af aldrig mere brokke mig over, at noget ligger i skygge.

Til frokost var vi nået til føromtalte vandhul, Tim havde indhentet os, og vi havde mødt både et par andre vandrere, nogle løbere – crazy mennesker i fuld galop på en sti i 40 graders varme – og en venlig sjæl, der havde stillet vand frem på en rasteplads, hvor stien krydsede en vej.

Efter frokost fortsatte vi til Mount Laguna, en samling huse inkl en butik, en campingplads og ikke mindst en restaurant, der serverede de kolde øl, vi havde fablet om, siden vi pillede teltet ned i halvmørket i morges. Og halleluja, hvor var den øl måske en af de bedste nogensinde. I tæt kapløb med de seks minutters bad, jeg gav mig selv (og samtidig lige mine sokker og undertøj) på campingpladsen bagefter. Ren genfødsel. Og fascinerende på sin egen groteske facon at se skidt og støv skylle ned ad ens ben i klæge kager. Ikke så underligt i virkeligheden, at nogle af hotellerne i de byer, vi kommer til senere, har meddelt, at de ikke tager imod vandrere, fordi de ikke kan få håndklæderne rene bagefter…

Bagefter var jeg tilskuer og -hører til en langvarig fremvisning og debat om vabler. Vi var i omegnen af 15 vandrere stuvet sammen på campingpladsen, og (mange) flere end en havde mødt vabeldjævlen, siden de begav sig nordpå fra grænsen.

Jeg takker en eller anden nådig Gud for, at den djævel so far er gået udenom mig. Og for at jeg heller ikke har ondt i knæene, slidmærker mellem lårene – åbenbart også meget normalt – eller smadrede skuldre, hofter eller lænd fra rygsækken. Til gengæld mestrer jeg at vralte på den voldsomt charmerende måde, man vralter, når musklerne i ens skinneben råber og skriger, fordi det der med at strække ud fik man ikke lige gjort.

Men altså – no complaints, når det er eneste skavank pt.