Dag 29 – Gitte går solo

Gået i dag – 26 km

Hiker Heaven!

Var det første, Laura sagde, da jeg stak hovedet ud af teltet. (Måske bortset fra kaffe. Og nye vabler).

Laura var all about Hiker Heaven, så kl 6 var vi pakket sammen og off mod den forjættede himmel. Det var halvkøligt, men allerede efter en halv time måtte jeg – som sædvanlig – af med langærmet trøje og på med solcreme. Crazy med den ørken.

På de knapt 12 km vi havde til (landsbyen) Agua Dulce, som Hiker Heaven ligger i, gik vi blandt andet gennem Vasquez Rock Park, som er et ret unikt sted med mange millioner år gamle og helt vanvittige klippeformationer.

Det har Hollywood – som ligger nærmest rundt om hjørnet fra Vasquez – selvfølgelig opdaget, og derfor figurerer klipperne som kulisse i blandt andet Flintstones, Abernes Planet og en bunke andre film og serier. Det bekendtgjorde et stort skilt ved indgangen – som var udgangen for os – ved det visitor center, som virkede helt mærkeligt at gå forbi i al dets kølige renhed, når man kom svedig og støvet fra ørkenen.

Så vi gik ikke ind, passerede bare hurtigt forbi og direkte fra tussegamle klipper til en landevej. Der førte til Agua Dulce en kilometer-ish længere fremme. En by, som består af en hovedvej udstyret med et par restauranter, en købmand (det ville være overkill at kalde det et supermarked), en dyrlæge, en antikbutik – og så lidt sideveje med villaer.

Vi startede på cafeen – for mit vedkommende med en friteret steak smurt ind i noget sovs. Jep, det var på morgenmadsmenuen, og faktisk smagte det ganske udemærket, selv om udseendet ikke var til et 12-tal. Jeg var i kødbehov, og bacon kunne ikke dække det behov.

Derefter blev vi samlet op af Fred – en ældre herre, hvis eneste opgave var at fragte vandrere mellem downtown Agua Dulce og Hiker Heaven knapt to km oppe i villaland. Og som snakkede nonstop hele vejen, bogstaveligt talt nonstop, bl.a. om sine opgaver som stand-in for en eller anden gut i en åbenbart meget berømt serie på amerikansk tv, men som ignorante mig aldrig har hørt om.

Og så fik vi endelig at se, hvad al den snak om Hiker Heaven gik ud på.

Forestil jer en villa med en stor grund. Omkranset af en mur. Lige indenfor muren er der en bred indkørsel og en ditto garage. Garagen indeholder ikke biler, men er fyldt op med en række vaskemaskiner og tørretumblere samt hylder fra gulv til loft med pakker – altså pakker med mad, grej osv., vandrere har fået sendt hertil. Sorteret alfabetisk. I garagen er der også infotavler om alt, hvad Hiker Heaven gør for vandrere, bl.a. hvad det koster at tage en Uber til lufthavnen i Los Angeles, hvis man har brug for det, og hvornår Fred næste gang triller downtown.

I modsatte side af indkørslen er der to store telte.

Det ene indeholder hylder med lånetøj – til at have på, mens ens eget bliver vasket – og lånesandaler i alle størrelser, en symaskine, hvis man skal reparere noget, computer, og et køleskab med kolde drikke, man kan købe for 1 dollar.

Det andet telt er til så sen aftenhygge, at man ikke kan være ude for ikke at forstyrre de sovende vandrere i de omkring 50 telte, der er plads til at slå op i modsatte side af haven – bag bålpladsen omringet af halmballer, man kan sidde på, og i gå-afstand fra de ti festivaltoiletter, der er opstillet bagerst i haven.

Et hus er der også på grunden; i det er der to værelser, som to sæt heldige vandrere bor i, samt et badeværelse, hvor man på en tavle på døren skriver sig på badelisten, et køkken med mikroovn, en stue med en (stor og bred) sofa, og masser af stik til opladere. Udenfor er der et hav af forskellige sidde-arrangementer fra loungemøbler til hængesofaer, og nå ja, så endnu et brusebad, udendørs.

Og endnu mere nå ja; cuteness-faktoren sørger tre hunde, heste i baghaven og fritgående høns for.

Kort sagt – alt hvad vandrere har brug for. Doneret og organiseret af et par fantastiske Trail Angels.

Og det var super, jeg fik vasket tøj, fik et bad, fik opladet mine ting, og fik et lift med Fred til købmanden og tilbage igen. Men så behøvede jeg heller ikke mere Heaven. For der var også noget festival over stedet.

Ikke at jeg har noget imod festivaler – jeg er vild med at drikke 1000 øl og dobbelt vodka Cocio og hænge i solen og høre musik og danse mærkeligt og dalre ned i mit telt og så gøre det hele en gang til dagen efter.

Bare ikke når jeg skal gå 30 km. Så jeg havde ikke lyst til at blive suget ind i “Hey, tag en øl” eller blive skæv af pottågerne eller falde i søvn på en halmballe til en beskidt vandrers klimpren på en guitar. Eller bare at sidde og sumpe i en havestol i skyggen og aldrig mere have lyst til at rejse mig og gå nogen steder. Som bestemt er set før hos andre vandrere – hvorfor Hiker Heaven har et opholdsmax på to nætter.

Så mens Laura og Emily happily var i festivalmood, pakkede fornuftige jeg mig klar til afgang sidst på eftermiddagen – perfekt timing til mindre bagende varme ude på stien – og vinkede farvel til dem.

Og så var det mig alene på stien. Én anden vandrer så jeg, ellers var der kun mig.

Det var lidt mærkeligt – nærmest som at være tilbage til dag 1 og jeg var spændt og nervøs og glad og alle mulige følelser oven i hinanden.

Glad for bare at være mig og ikke at skulle tage hensyn til, hvornår andre vil holde pause eller op om morgenen eller vil snakke og de tusind andre små og store ting, man på en eller anden går på kompromis med, når man rejser eller følges med nogen.

Lidt angst fordi det bare var mig. Uden den tryghed, der ligger i at være flere, der beslutter, at vi kun behøver tanke så og så meget vand, og at have nogen i et telt ved siden af mit.

Jeg gik i fire timer til det, der ifølge vandbiblen var en lille kilde, som godt kunne være omringet af hvepse. Det var den ikke, for det var blevet tusmørkt, som så i stedet betød myg, der sværmede og svirrede om svedige mig, mens jeg filtrerede mit vand. Derefter spurtede jeg ned ad stien for at finde et sted at slå mit telt op, inden det blev helt mørkt. Der var ingen officielle campsites de næste fem km, så jeg håbede at finde et fladt sted, men havde pandelygten klar, hvis det ikke åbenbarede sig.

Det gjorde det – et fint lille plateau med perfekt plads til mit telt. Op med det – og så sad jeg ellers der i næsten-mørket i teltåbningen og spiste Doritos og kiggede på de takkede skygger fra de bjerge, der lå på den anden side af dalen. Det puslede i buskadset ved siden af mit telt, men jeg sagde til mig selv, at det nok bare var et egern eller en hare eller noget andet ufarligt.

Jeg tænkte lidt på Laura og Emily og de andre, der nu sad nede i Hiker Heaven og drak kolde øl og var rene og sammen med andre mennesker, men faktisk havde jeg det rigtig godt.

Jeg var glad for, at jeg havde taget beslutningen om at gå videre alene, når det var det, jeg helst ville, og ikke blive sammen med dem bare for ikke at være alene ude i ingenting. (Og for selskabets skyld selvfølgelig, men jeg ser dem igen, så det er ikke et for evigt farvel).

Og således stolt af mig selv for at Hike my own Hike (som folk går utrolig meget op i, at man skal) – og træt, for de fire timers vandring var op ad bakke med en rygsæk fuld af mad til fem dage, og det kunne godt mærkes (!) – lynede jeg teltet, tog ørepropper i (bedste værn mod indbildte lyde) og faldt i søvn.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg