Dag 12 – zero

Gået i dag – 0 km

En zero-dag er hikerlingo for hviledag. Altså at tilbagelægge zero kilometer (eller miles, som man jo måler afstande i her i det amerikanske land).

En zero-dag burde så også være lig med zero aktivitet. Og det var det også lidt. Jeg sov, til jeg vågnede – halv ni-ish – og spiste røræg og bacon, juice og frugt, som to af de søde mennesker, jeg delte hytte med, havde lavet, bagefter hang jeg i den lokale kaffebar over en ikke-lavet-på-brænder cappucino, og derefter tullede jeg lidt rundt i byen og kiggede på de mange hunde, der er hovedpersoner i Idyllwild, mens jeg spiste en pose doritos – bare fordi jeg kan og havde lyst til det.

Og SÅ brugte jeg en hel masse timer på en masse praktisk.

Først skulle Laura og jeg finde et nyt sted at bo, for den hytte vi havde været i, var kun ledig den ene nat. Heldigvis ville skæbnen, at tre aussie-vandrere havde booket en hytte de næste to nætter og fordi de kun var tre, var der tre ledige senge – som vi og Tim fik lov at købe os ind på. God deal for alle.

Dernæst skulle jeg købe mad til den næste sektion – 144 km, dvs 5 eller 6 dage. Det tog utrolig lang tid, hvad havde jeg lyst til, som var fuld af kalorier, ikke vejede noget, helst heller ikke fyldte noget, kunne holde sig i bagende varme og som ikke genererede bunker af skrald?

SÅ skulle jeg købe mere gas til min brænder, et par andre småting – flere ibuprofen bl.a., en ny lighter, batterier til min pandelampe, vaske min gryde og mit vandfilter – og mig selv.

Og da alt det og et par andre småting – herunder at læse mails og skrive et par beskeder og opdatere min blog – var overstået, gik vi på vinbar, der serverede vin til 20 kr pr glas inkl appetizers (pretzels – de bløde gode, som Tyskland også er ekspert i). Jeg kom til at drikke lidt for mange af dem, så da vi gik tilbage til hytten ved 20-tiden med en stak pizzaer under armen og en dvd med Jason Bourne, som de tre australske knægte absolut ville se, var jeg sådan lidt småvissen.

På den måde hvor man (læs: jeg) slugte tre pizzaslices og så gik jeg i seng og sov indenfor omkring tre minutter.

Jeg vågnede ikke, da Laura gik i seng – det gjorde jeg til gengæld nogle timer senere ved, at jeg gudhjælpemig skulle kaste op. Heldigvis var alle langt inde i drømmeland – jeg havde absolut ikke kunnet overskue at skulle vente på, at en australier blev færdig med hvad han end skulle på badeværelset. Og så ofrede jeg ellers lige så flot vin og pizza til toiletguderne. Jep, meget yummy.

Aner ikke, hvor det kom fra – altså, tre glas vin er jo ikke nogen fullblown brandert, og godt nok var vi lidt oppe i højderne -Idyllwild ligger i cirka 1700 meters højde – men alligevel. Og, som det også lige strejfede mig, en forgiftning fra vand ikke filtreret godt nok ville nok have gjort lidt mere opmærksom på sig selv end bare et par minutters kvalme.

Stort mysterium, men efter ofringen var jeg okay igen. Og faldt bum i søvn igen.