Dag 50 – Gitte bor på hostel

Gået i dag – 15 km

Lige som jeg var ved at døse ind i soveland i går, blev jeg revet ud af min næsten-søvn ved at nogen råbte og skreg.

“Hey, hey, hey. Thats mine. Get out. HEY.”

Og så nogle lyde af grene, der knækkede.

“Hey!”

Jeg lyttede lidt. Mere moslen i buskene. Det var et langstrakt campsite, hvor omkring ti telte var slået op langs åen i et par hundrede meter, og lydene kom et stykke fra mig og hvor mit telt var.

Det er nok de der rådyr, tænkte jeg søvndrukkent og overvejede et sekund at stå op for at se dem i infight med en åbenbart utilfreds vandrer. Det var ikke helt mørkt, så jeg ville have fin udsigt til skænderiet.

Men jeg lå for behageligt, så jeg faldt i søvn, inden jeg fik gjort tanken til virkelighed.

I morges fik jeg at vide, at det var en nysgerrig bjørn, der havde været på jagt efter en aftensnack i nogens bjørnetønde.

Jeg tjekkede min – ingen spyt eller tegn på at kløer havde forsøgt at åbne den. Men hvorfor skulle en bamse også det – der var kun de sørgelige rester af en pose nødder og en enkelt pakke nudler i den. Perfekt timet madmæssigt, for vi var på vej ind til Bishop, endnu en by på Highway 395, for at købe mad til næste strækning.

Sierra-strækningen af PCT er den mest udfordrende på mange måder.

Sne, floder, højden, bjørne, myg! – og logistisk.

Der er lige lidt over 300 km fra Kennedy Meadows til Mammoth Lakes, som er den første by (og dermed et sted at købe madforsyninger), man kan komme til uden at skulle gå mange ekstra kilometer og over bjergpas ad sidestier til PCT. Undervejs kommer man med en detour på godt 5 km til Vermilion Valley Resort, til et hundedyrt fancy bjergresort, hvor man i en lille butik kan købe nødforsyninger, men fra Kennedy Meadows til VVR, som det er forkortet til, er der cirka 270 km.

Nogle forsøger at slæbe mad med til hele strækningen og satse på, at de kan gå så hurtigt, at de kan gøre det på ti dage – og proppe deres bjørnetønde til det absolutte maksimum.

Andre, og det er de fleste, bider i det sure detour-æble og tager turen over Kearsage Pass til først en parkeringsplads og så på tomlen først 20 minutter ned til Highway 395 og så 65 km til byen Bishop.

Det er en freaking lang vej for at købe mad, men det var ikke desto mindre den resupply-strategi, jeg og Emily valgte. (Selv om vi også havde været et smut nede i Lone Pine fire dage tidligere – men man (læs: jeg) vil gøre meget for at slippe for at bære på mere end allerhøjst nødvendigt.

Så da vi havde hørt om gårsaftenens bjørnebesøg moslede vi først godt 400 højdemeter op til Kearsage Pass og så godt 7 km ned på den anden side mod parkeringspladsen.

Undervejs mødte vi bunker af dags- og weekendvandrere, familier, mænd på fisketur, ultraløbere, i det hele taget en masse mennesker, der også ville på vandre- (eller løbe!)tur i de smukke smukke bjerge.

Desværre var de alle sammen på vej ud i bjergene og ikke ind til civilisationen, da vi nåede til P-pladsen, så der var ingen at score en køretur med.

Før vi fik øje på en enlig ældre herre, der sad inde i en aircon-afkølet bil og stirrede op på bjergene gennem en lommekikkert. Emily gik resolut over til ham og bankede på ruden.

“Hey there. Are you by any chance going go Bishop?” spurgte hun frejdigt.

Det var han, omend han faktisk holdt der for at vente på nogle vandrere, der havde været så forudseende at lave en aftale med ham på forhånd. Men han kunne da godt lige smide os ned til hovedvejen imellemtiden.

Så det gjorde han. Tak til søde Trail Angel Dave. Og derfra tomlede vi os så med et lokalt par på fredags-køretur videre til Bishop. De var fulde af gode råd til hvor vi skulle spise – de bedste sandwich og boller hos Great Basin, ikke Erick Schats Bakery, det er kun for turister – og hvor vi skulle bo – ikke Town House, men Creekside Inn er lækkert.

Vi endte på Holy Smoke til frokost med utrolig meget kød og gratis refill (selvfølgelig) cola, og bagefter checkede vi ind på byens hostel.

Big mistake. Huge mistake. Altså ikke kødorgiet, men California Hostel.

Det vil der helt sikkert være mange vandrere, der er dybt uenige i, men efter at have været der i cirka 20 sekunder, havde jeg vurderet, at JA, jeg er for gammel til hostels. Til beskidte 22-årige vandrere (og klatrere, som også residerer her), til et stort fælleskøkken, hvor alle spiser og drikker af de samme glas og steger medister, til en fællestue, hvor nogen spiller guitar, andre PlayStation, til fælles toiletter, der konstant er optaget af nogen med dårlig mave, til en fælles stor gårdhave med møbler og hængekøjer tilfældigt spredt ud – og så en tung tåge af pot over det hele.

Vi fik et privat værelse med eget bad – på denne sure mormors forlangende – men med Sam på gulvet (en i øvrigt vældig sød gut fra New Zealand, vi fulgtes med om morgenen og har set on and off i nogle uger) og Emily og jeg i den samme lille seng og alt vores habengut eksploderet ud over det hele var det – kaos.

Men man får ikke hele verden for 25 dollar per person, så jeg bed surheden i mig og besluttede at leve med det for nu.

Resten af dagen lavede jeg ingenting. Uploadede blogs, drak kaffe (rigtig kaffe!), og så mødtes jeg med Lars fra Danmark, som tilfældigvis også var i Bishop, og spiste kinesisk. Bare for at få noget andet end burgere. Selv om man selv på en kinesisk restaurant får ketchup og sennep. Bare for hvis nu. Eller..?

Det var vildt hyggeligt, ikke mindst bare at snakke dansk i et par timer og sladre om alle de sindssyge amerikanere, vi trækkes med. Og så gik han med tilbage til mit hostels gårdhave og mødte nogle af dem.

Inden jeg prøvede at sove kl 22-ish, men ja, det er jo et hostel, så hurra for ørepropper.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg