Dag 40 – Rescue 911

Gået i dag – 18 km

Det sidste, jeg tænkte over i går, inden jeg faldt i søvn, var, hvordan vi skulle komme tilbage på stien i dag.

Det første, der skete i morges, var, at jeg fik en besked på Messenger fra en Trail Angel om, at han var klar til at køre os tilbage til stien.

Alt løser sig. Over natten åbenbart.

Vores frelsende engel hedder Scott, og han havde set min besked på en Facebook-side dedikeret Trail Angels i Walker Pass området (Walker Pass er det pas, vi kom ned i efter at have løbet 20 km efter bussen).

Jeg sad udenfor i morgenvarmen kl 7.30 – som var det tidspunkt, jeg vågnede på (at sove længe er ikke-muligt) – og skrev frem og tilbage med Scott. Hvad tid vil I hentes? Skal I også køres ind til Ridgecrest og shoppe? Hvad med frokost? Der var ingen ende på hjælpsomheden.

Emily boblede stadig inde i vores utrolig airconditionede værelse, men var ready for take-off kl 10, som jeg aftalte med Scott, så vi lige kunne smutte forbi Ridgecrest – altså en halv times kørsel hver vej, afstande er ikke så vigtige i det her land åbenbart – og få en burger og en milkshake, inden han ville køre os tilbage til stien.

Inden da nåede jeg et smut i den lokale Tiger-butik, som her hedder Dollar General, og jo ikke rigtigt er en Tiger, i og med en dollar mere står i 6 kr end 10, og udvalget i øvrigt ikke kun er mærkelige ting til en pakkekalender, men også mad og alt muligt andet essentielt til en vandretur. Chips, vingummibamser, vådservietter, den slags. Det kunne Flying Tiger lære lidt af.

Da Scott samlede os op, viste det sig, at han ikke bare er en tilfældig Trail Angel i Walker Pass området – han er nærmest the head of it all. I hvert fald er han sammen med et par få andre en af de supervigtige og helt fantastiske mennesker, der smadrer deres biler på dårlige grusveje for at parkere vanddunke langt ude i ingenting til vi forkælede vandrere. Så vildt.

Og nu futtede han altså os til en burgerjoint og bagefter de knapt 60 km tilbage til stien. Det meste af vejen hang Emily i røret med sin mor, der har fået den ide, at hun da også vil ud og vandre tværs gennem USA, mens jeg underholdt Scott. Eller rettere, han underholdt mig med sin livshistorie om bl.a. sin kone fra Slovakiet, som er illegalt i USA, men som han elsker meget højt, om at han er på det, der vel bedst kan beskrives som førtidspension, men alligevel arbejder lidt som klatreguide, at han er vild med vin, men helst dem fra Italien, at han skal til Las Vegas for at fejre sin 2-års bryllupsdag om et par uger, for han har scoret en god deal på et hotel. Ved stadig ikke, hvad det er med de amerikanere, men der er tilsyneladende ikke den detalje, man ikke kan få om alt. Alt.

Nå, men endelig back on Trail satte vi ud bevæbnet med masser af vand, for der var 27 km til næste vandhul og det var vanvittigt varmt (termometeret på tankstationen i Inoykern sagde 100 Grader (i Fahrenheit – det er cirka 37 grader) kl 10 om formiddagen).

Vi nåede ikke mange meter, før vi så en ambulance. Og en brandbil. Og en mere. De holdt i vejkanten lige der, hvor stien krydsede en asfalteret vej.

Vi stoppede op. Bål og brand? Er nogen kørt galt? Hvad sker der?

Ingen bål, ingen brand, ingen kørt galt, men tilsyneladende havde en vandrer tilkaldt hjælp. SOS-hjælp. Hun var kommet til skade med sit knæ cirka 20 km oppe ad stien fra vejen og havde ligget der i seks dage. Lidt mærkelig historie – altså, hvorfor venter man seks dage med at tilkalde hjælp, hvis man har smadret sit knæ? Selv hvis man har mad til seks dage (heldigvis lå hun åbenbart nær en kilde, så vand var hun forsynet med), gider man da ikke ligge der, hvis ens ben er så ødelagt, at man ikke selv kan komme væk derfra?

Nå, men de her brandmænd og diverse reddere var her for at komme hende til hjælp. Så mens halvdelen af dem besluttede at forsøge at nå frem til hende via en nærmest usynlig grusvej, de fandt på et kort over det øde område, moslede fire andre op ad stien – skarpt forfulgt af os, der da ville have det hele med – iført hjelm og radioudstyr og tunge jakker. I 37 grader. I godt en time halvløb de, og vi i hælene på dem, med sveden haglende ned under hjelmen.

De var vældig søde – og unge og vilde med at være frivillige brandmænd, og vi fik bunker af (drengerøvs)historier om alle de skovbrande, de havde set og oplevet og slukket, og hvordan det koster is at skulle reddes, hvis man selv er ude om det – altså f.eks. ikke har taget nok vand med og skal hentes ude i ingenting, fordi man har fået hedeslag. (Koster nok også lidt mere, men altså til redderne icecream. Mente de.)

Efter en times halvløb op ad stien fik vores friske brandmændsvenner et opkald. En helikopter ville blive sendt ind. Vi befandt os på det tidspunkt (desværre) så langt og på den anden side af bjerget fra der, hvor den stakkels vandrer med knæet var, at vi ikke så hverken helikopter eller hende.

Så vi vinkede pænt farvel til brandholdet og gik videre. Til det, der inden vi løb ind i Search & Rescue, var dagens mål: at nå til 25 procent markøren.

En fjerdedel done. Laaaangt igen, men ikke desto mindre ret vildt. Og det fejrede vi så på vores campsite få hundrede meter længere fremme med den lillebitte flaske papvin, jeg havde købt in town og slæbt med.

Helt sikkert ikke nogen stor årgang, men vin og solnedgang ude i fin natur passer så utrolig godt sammen, at det var okay, at det ikke var en årgangsmodel. Skål herfra.