Dag 87 – the land of fire

Gået i dag – 30 km

I dag var town day. Bare lige 30 km og så ville vi være i Burney.

Der er noget psykologisk over at regne i miles, som man jo bruger i det her land og som jeg derfor regner i. 30 km er meget, men det er under 20 miles, og alt under 20 miles er i mit hoved ikke ret meget. Så derfor føltes det, da vi satte ud 5.30 som om “vi er der lige om lidt”.

(Jep, lyder vanvittigt, men man får en lidt vanvittig indstilling til distancer, har jeg opdaget.)

Det var vi selvfølgelig ikke bare lige bum. Men det var forholdsvis let vandring. Branden omkring Redding rasede stadig, hvorfor solen igen var indhyllet i røg, og terrænet var også i dag fladt – dog i et landskab, der kunne have været Island med størknet lava og sort jord.

Senere passerede vi gennem et område, jeg døbte Serengeti, fordi det lignede savannen, og senere igen langs en sø med bløde bakker og en skov, der fik mig til at tænke på Sydfyn. En dag around the world.

Godt 5 km før vi nåede hovedvejen, der førte ind til Burney, nåede vi til en grusvej, der førte til Burney Mountain Guest Ranch – ja, der er mange Guest Ranches i det her område. Og ligesom på Drakesbad Guest Ranch havde jeg også – måske – en pakke her.

Den indeholdt løsningen på mine pilleproblemer, for var en canadisk udgave af medicin mod lavt stofskifte, som jeg for en uge siden bestilte online. Hverken USA eller (slet ikke) Danmark sælger receptordineret medicin via nettet, men det går de åbenbart ikke så højt op i i Canada, så voila – pakken var der, og jeg er nu dækket ind medicinwise hele vejen til Canada. Hip hurra.

Og så kan man jo tænke over, at jeg, da jeg bestilte medicinen, fik muligheden for at få en gratis omgang Viagra med i bestillingen. Det takkede jeg nej til – men tjekkede alligevel lige, om de mon havde ignoreret mit nej tak og sendt mig en lille blå pille. Som jeg kunne give til nogen som Trail Magic. Men nej.

Burney Mountain Guest Ranch ville i øvrigt heller ikke være stedet at uddele den slags. Selv om gæstfriheden overfor beskidte svedige vandrere var langt større end på Drakesbad, der helst så os holde os et godt stykke væk fra de rene gæster, gik det ret hurtigt op for mig, at på Burney Guest Ranch var den vigtigste gæst Gud.

Blandt andet eksemplificeret ved at kodeordet til stedets wifi var allforJesus.

Og så det faktum, at mens det – for mig, ikke så meget for alle pothovederne blandt vandrerne – var selvfølgeligt, at hash og dens fætre ikke var tilladt på ranchen, var alle former for alkohol også et no-go.

Til gengæld var der mad, bad og fri teltning – og mulighed for at komme tættere på the Lord i form af læsning i en af de mange bibler eller de små skilte med diverse forkyndelser, der stod rundt omkring på teltpladsen.

Vi bællede en sodavand og slugte en is – efter at have ventet forgæves på at få lov at bestille en burger i en halv time (der var åbenbart meget travlt i Guds hus), og så gik vi de sidste kilometer til hovedvejen for at blaffe ind til Burney.

Det tog et godt stykke tid. Altså at blaffe. Og det var først, da Scoop hev det skilt frem, han har kreeret, og hvorpå der står PCT hiker to town, at en bil stoppede.

Chaufføren var en, to say the least,,frodig kvinde, der, da vi havde moslet os ind i hendes enorme pick-up vogn, proklamerede, at det var skiltet, der gjorde det.

“Man ved aldrig, hvem der står herude. I kunne være hjemløse. Eller nogen, der forsøger at udnytte vores hjælp til de evakuerede,” sagde hun og hentydede til de mange, der er blevet evakueret fra branden i Redding og som – åbenbart – har fået diverse personager til at lade som om de hører til i den gruppe.

“Man kan aldrig være for forsigtig. Og jeg er en single mom,” fortsatte hun, og tilføjede: “Men jeg er trænet til at slå ihjel, så jeg skal nu nok kunne klare mig.

“Øh, okay, tænkte jeg og skævede rundt i bilen for at spotte den meget bestemte dames gun.

Hun satte os af ved Charms Motel, hvor Scoop havde scoret en betragtelig rabat, fordi han er tildligere militærmand (meget amerikansk – altså hvorfor skal man have rabat på hotelværelser bare fordi man engang har kastet bomber over Irak?), men lige her var jeg glad for det, for jeg var svedig, beskidt, træt i benene og udsigten til et hotelværelse med aircon var langt mere tillokkende end at sove bag kirken i Burney, som ellers er det, de fleste vandrere gør.

Desværre havde vi været så hurtigtgående, at klokken ikke var check-in tid endnu og værelset derfor ikke klar.

“Ja, vi har haft SÅ mange evakuerede fra branden boende her, at vi slet ikke har haft tid til at gøre værelserne rene,” sagde kvinden i receptionen. Beklagende på den der ikke ret beklagende måde.

Hvilket lige der faktisk var okay. Her er vi, gående op gennem USA for sjov og på ferie, mens folk mister deres hjem, ejendele eller liv en halv times kørsel fra os.

Så vi nikkede bare, no problem, og så gik vi ned til det lokale supermarked for at fordrive ventetiden med at drikke noget koldt.

Mens vi gik der, og tapsvedte i temperaturer et sted i 30erne, kom en række brandbiler tudende imod os.

Hvorfor kører de den vej? spurgte jeg undrende, da sirenerne var forbi os og man igen kunne høre, hvad man selv tænkte. For den vej var ikke Redding – det var i modsatte retning.

Det kunne ekspedienten i supermarkedet opklare. Eller rettere, stort set alle i supermarkedet. For det eneste, de lokale gik op i, var, naturligt nok, brand – og nu ikke bare den i Redding, men en ny, der lige var brudt ud øst for os. Altså der, hvor vi var lige kommet fra.

Vi kiggede på hinanden, og så på vores telefoner og Pacific Crest Trail Associations side om fire closures. Der stod ikke noget om, at stien var lukket her, hvor vi var – ej heller på PCTs side på Facebook. Omend der var opdateringer om the Corner Fire, som denne nyeste brand blev kaldt.

Så snart vi fik lov at checke ind på hotelværelset, tændte vi for TV’et. Og fik den ene uhyggelige opdatering efter den anden om brand. Heldigvis ikke om Corner Fire, for den var tilsyneladende så lille, at den allerede var slukket, men om den vanvittige brandtornado, der stadig raser i området omkring Redding.

Det er første gang på den her tur, at jeg har haft TV’et kørende nonstop, mens jeg har været i en by. Men det er en syret situation – folk bliver evakueret og folk mister livet, fordi naturen er gået amok. Ikke at det er noget nyt i Californien, men den her brand er vild og den er alvorlig og den er ifølge de lokale nyheder meget meget langt fra at være under kontrol.

Og imens trasker jeg bare afsted ikke ret langt fra den. Burde jeg lade være med det? Burde jeg tænke safety first? Burde jeg komme ud af min ferie-boble? Det føles på en måde lidt som at være et af de der mennesker, der lå og solede sig på stranden, mens huse var smadret til atomer i baggrunden fra tsunamien i Sydøstasien.

Den er tough, synes jeg. Men også en demonstration af hvor lille og fuldstændig ubetydeligt mennesket er, når naturen sætter i gang. Og det er jo netop en af grundene til, at jeg er her. Fordi naturen gør noget ved mig, at være i den. Sådan har jeg altid haft det med bjerge – en følelse af ydmyghed over for de giganter, der har været her i millioner af år og formentlig vil være her i de næste millioner af år også – men i løbet af de sidste næsten tre måneder og 2.200 kilometers vandring gennem al slags natur har jeg fået respekt for al slags natur. Floder, ørken, bjerge, skov – og nu også og især ild.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.