Camino dag 21: Og SÅ kom jeg til Galicien

Gået i dag: 36 km

Normalt ligger jeg i min køje senest kl 22 – ikke fordi jeg nødvendigvis er træt, men fordi det oftest er på det tidspunkt, lyset slukkes på mange sovesale.

Sådan var det ikke i går hos Nuria – blandt andet fordi jeg var den eneste på den 5 seng store “sovesal”. Og da Nuria tilbød mig et glas vin sammen med hende og en italiensk kvinde, der var poppet ind i dagligstuen hos Nuria, og vi kom til at snakke om liv og død og kærlighed og ulempen ved at få menstruation på en pilgrimsvandring med sovesals-overnatning, blev det ikke bare halvsent, inden jeg lå i min seng – jeg var også halvsnalret.

Og derfor ikke super-oplagt til en lang dag med raske fjed i morges.

Men det blev jeg. For i dag var ikke den sædvanlige vandring lige ud langs veje, i dag gik det opad. Sådan rigtigt opad på skovstier og små grusveje og med hårnålesving og stenet terræn og indimellem med så stejle stigninger, at ens lægmuskler jamrer sig, og pulsen hamrer derudaf.

Jeg var vild med det.

Jeg var vild med, at jeg for første gang på den her tur sådan rigtigt kunne mærke mit hjerte galopere og at jeg måtte finde nogle fysiske reserver frem, som ikke har været nødvendigt før. Samtidig var jeg vild med, at i og med vejen førte i omegnen af 700 højdemeter opad, fulgte der en fabelagtig udsigt med. Til bløde bakker, til marker, skov, til højere bjerge ude i horisonten, og til små klynger af huse her og der et sted derude og -nede.

Landsbyen O Cebreiro var omend ikke det højeste punkt på dagens etape, så mit første mål deroppe i højderne, og jeg sank efter et par timers opstigning meget svedig ned på en stol udenfor den første café, jeg fik øje på. Og blev, mens jeg slugte en sandwich, omringet af skoleelever på tur.

Jeg har læst mig til, at mange starter deres vandring fra bjergbyen O Cebreiro, vist nok fordi det er den første by i Galicien, som jeg var gået ind i – markeret med en overdimensioneret stentavle – kort forinden. Og disse teenagere var da heller ikke de eneste tilsyneladende nytilkommere på ruten – O Cebreiro summede af liv fra rigtig mange mennesker. Heldigvis var det en summen, der blev der, for da jeg gik videre, var det næsten alene. Jeg passerede under ti mennesker på de næste mange kilometer, og hele resten af dagen var det – som det i øvrigt har været det meste af vejen fra León – meget beskedent, hvad jeg så af øvrige pilgrimme.

Nuria fortalte mig i går, at mens jeg var en af kun to gæster hos hende, havde hun dagen før haft huset fuldt, så hendes teori var, at jeg var “a day behind the herd” – en dag bagefter flokken.

Well, der er vel ikke på den måde en flok – de fleste rejser jo uafhængigt af hinanden – men uanset hvordan det er blevet sådan, passer det mig fint. Ligesom det passede mig fremragende, at den “by” (læs: bogstaveligt talt fire, måske fem, huse), som jeg havde besluttet at stoppe i for natten, åbenbart var et sted, de færreste havde lyst til at sove – de fleste gik videre mod den store by Triscastela fire kilometer længere fremme.

Jeg har overnattet i adskillige af de byer, der indeholder masser af barer og restauranter og hustle & bustle og liv og larm, så nu vil jeg gerne have nogle dage på landet med ingenting af alt det. Fordi det er noget af det, jeg er kommet for. Og det er alt andet lige lettere at komme ned i gear og ind i sig selv, når der er ro.

Og Fillobal, som min destination hed, var i den grad lig med ro.

Den indeholdt et herberg og en superfin restaurant next door. That was it. Til begge dele var der terrasse og have, og det var faktisk alt, hvad jeg havde brug for. Og mad. Masser af det, for formiddagens workout og eftermiddagens vandring, som også var op og ned, omend ikke så voldsomt som første halvdel af dagens etape, havde forbrændt alt, hvad jeg havde spist og lidt til.

Men da køkkenet i restauranten først åbnede kl 19, måtte jeg stoppe et stykke æblekage ned til de skrigende tarme, mens jeg ventede på det. Hvorefter jeg lå i min køje side om side med andre pilgrimme i andre køjer og blundede. Ingen sagde noget – to sovesale med seks sengepladser i hver, og der var helt stille. Det kunne have været uhyggeligt eller ubehageligt, sådan som tavshed kan være ubehagelig, men det var det ikke – der var en ro, som om alle var lige præcis her for at få ro.

En halv times tid inden spisetid tog jeg mig sammen til at gå i bad – mest fordi jeg frøs, så jeg havde en idé om, at varmt vand ville hjælpe på det.

Det gjorde det også, omend det var lidt omstændigt, for vandtrykket var ikke højt nok til at virke i begge de to bruserum samtidig, så jeg måtte gennem væggen ind til det andet rum koordinere med den amerikanske ældre herre derinde om, hvem af os der skulle have vand hvornår.

“Slukker du lige for dit? Så tænder jeg.”

“Så – nu er jeg vasket. Okay, tænd for dit vand.”

Meget intimt. Især da jeg fandt ud af efterfølgende, at selvsamme herre bor i køjen over min. Altså cirka 30 cm over mig, for Albergue Fillobal tager prisen for at have køjer med absolut lavest til loftet i underkøjen. Så lavt, at det ikke er irriterende, det er komisk.

Og SÅ klokken 19.02 gik jeg til middag. Og blev chattet op af en canadier, en australier og en New zealænder, to kvinder og en mand i 50’erne, som havde mødt hinanden på dag 1 og nu rejste sammen, men syntes, det var synd, at jeg spiste alene.

De var supersøde og sjove, så udover at pilgrimsmenuen var exceptionelt god var det en virkelig god middag, fordi selskabet var hyggeligt. Så all in all – endnu en rigtig fin dag i Caminoland.