Dag 108 – cowboyland

Gået i dag – 28 km

Okay, det kan godt være, jeg er her for at gå omkring 4.200 km fra den ene ende af USA til den anden, men må altså bare sige: det er ikke på den halve meter brede og mange tusinde kilometer lange støvede sti, det sjove sker. Det er off-trail, i small town Amerika, jeg møder de skøre skæve historier.

Og således også i dag.

Ikke at det lå i morgenkortene. I dem hed programmet at gå så langt, vi magtede. Og det skulle gerne være langt – det er jo trods alt Oregon, den flade(re) stat.

Første etape var dog meget lidt flad, og derfor tog vi en trolley. Altså ikke PÅ stien, men fra Mazama Village, hvor vi sov i nat, og op til selve Crater Lake, hvorfra Crater Lake Rim Trail, som vi jo var tvunget til at gå ad, fordi PCT er lukket på grund af skovbrand i dette område.

Crater Lake er en nationalpark og dermed turistland, men selv på en søndag, hvor man ellers kunne forvente et rend af folk, var de eneste med den hyggelige gammeldags trolley Scoop og jeg og en håndfuld andre vandrere. Måske fordi de fleste bilturister har deres egen bil eller autocamper, måske fordi røgen lå så vanvittigt tungt over hele området, inklusive Crater Lake, at man intet kunne se af det, der ellers skulle være så storslået smukt. Hele vulkankrateret, søen og øerne derude var indhyllet i røg på samme måde, som når noget er dækket af tåge.

Så vi gik i tåge- eller røgland langs krateret og så ingenting. Udover en sti der gik op og ned. Op til udsigtspunkter, ned til vejen og de parkeringspladser til de kørende turister, som gik parallelt med kraterkanten stort set samtlige godt 14 km.

Så da vi nåede enden af stien og var tilbage på Pacific Crest Trail, som ikke var lukket herfra, var det lidt en lettelse igen kun at være i selskab med andre beskidte svedige mennesker med en rygsæk på.

Andre værende udover mig, for jeg var i den grad også en stor støvet svedbold. Og så var det, at jeg foreslog Scoop at lave et ikke-planlagt townstop. Jeg havde luret på navigationsappen, at vi cirka 14 km forude krydsede en landevej.

Og at den førte til en by. Ikke en metropol, bare en flække, men med en form for hotel og en butik og et vaskeri. Bum, alt hvad man har brug for, når man ikke har sovet i en seng eller vasket sig selv eller sit svedstive tøj i fem dage (som for nogle vandrere ville være bedøvende ligegyldigt, men jeg er nok lidt mere luksustypen ud i især rigtig dyne-delen).

Scoop var på, så da vi nåede landevejen, stak vi tommel og PCT Hiker to town skiltet ud. De første 20 minutter-ish uden held, men så stoppede en ombygget Pick-up truck. Ombygget til at indeholde bure til ti galpende hunde.

Jeg var – selvfølgelig – vildt begejstret; især da samtlige ti hunde ivrigt mosede hovederne ud af burene for at blive nusset og især, åbenbart, for at slikke mine helt sikkert gennemsvedige hænder.

Chaufføren vinkede os ind i førerhuset. Ovenpå hinanden på passagersædet og rygsækkene kastet om på det interimistiske bagsæde oven i I dont know hvor meget rod. Og så afsted.

Med det, der viste sig at være en passioneret jæger, som havde været ude i skovene for at træne sine hunde. Til at jagte bjørne.

Huh?

Ja, der var jo hundreds of those crazy bears around here, og jægere vil gerne jage dem, men hvis ikke de har en hund, har jeg. De kan også jage rådyr og vildsvin, og de har halsbånd på, så jeg med en remote control kan give dem stød, hvis de er på vej ud over en vej.

Sagde han og viste stolt en række pighalsbånd med – åbenbart – stød i frem.

Da jeg kiggede der, hvor halsbåndene lå, midt i alt det andet rod i bilen, så jeg, at rodet også indeholdt flere guns, end jeg i mit beskyttede liv har set på en gang. Rifler, håndpistoler, you name it.

Jeg forsøgte at ignorere det våbenlager, jeg åbenbart sad i og spurgte høfligt ind til det bjørnejageri og bagefter til de ulve, han fortalte højt og længe om, som staten netop havde sat ud her i området, og som han var meget utilfreds med – those bastards will get all the deers and none will be left to hunt. But Trump will fix that, he’s got it, thank God for that guy in the White House – og de klapperslanger, han også gik på jagt efter.

Og så fandt han sin telefon frem og viste os stolt et billede af sig selv og en klam slange på størrelse med Rundetårn. Mindst. Og mens han hjernede ned ad vejen i en fart langt over det tilladte.

Jeg gik ikke ind i nogen diskussion om Trump og alle hans herligheder, kiggede bare ud af vinduet på downtown Chemult, som vi i det samme trillede ind i. Dawson Lodge, jep, og tak for turen og hej-hej, hundier, der lever et liv med at jage bjørne og få stød.

Dawson Lodge var cowboyland. Fra verandaen hele vejen rundt om den gamle træbygning – og en hængesofa på den – til vores værelse med et badekar på løvefødder og plakater, der reklamerede for rodeoer. Og i øvrigt var døbt the Cowboy Room. Og kunne have været en kulisse i en western turistby, men altså var helt for real. Omend for gæster.

Ligesom the general store, hvor ejeren ikke lod sig distrahere af, at hans kone stod ved siden af og friturestegte onion rings, men fløjtede og lettede på cowboyhatten til ære for mine ben – for hans blik var temmelig meget sydligere end mit ansigt – da vi trådte ind gennem døren med trådnet.

Vi købte to øl, og jeg ignorerede pænt hans blik, rundede Subway, som var den eneste butik opstået efter 1940 i Chemult, og gik så tilbage på Dawson Lodge, altså på den anden side af gaden, og sad i hængesofaen, mens vores tøj snurrede i vaskeriet ved siden af købmanden.

Og Amtrak rullede forbi bag bygningen med en højlydt tuden. Welcome to lilleput Oregon.

Ps. Ja, de to sidste billeder er henholdvis Googles udgave af Crater Lake udsigten – og så den, jeg fik :/ Cant have it all og i dag fik jeg cowboyby, ikke ret meget udsigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.