POST-PCT: Hvordan har jeg nogensinde tænkt, det var vigtigt at have 8 cashmeretrøjer?!?

I lørdags så jeg Den Store Bagedyst. Som åbenbart er flyttet til prime time lørdag aften og udvidet til halvanden times amatørbageri. Jeg er vild med det program og fulgte lige så meget med i isomalt- og chokoladesmeltningsteknikker, som jeg har gjort det de sidste seks sæsoner.

Men var det surrealistisk efter fem måneder under åben himmel og teltliv at sidde varm og tør og ren i min sofa og se på nogen, der bager?

Oh yes.

I det hele taget har genmødet med mit gamle liv og det moderne samfund været mere mærkeligt, end jeg var forberedt på.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke har set biler eller butikker eller blevet ramt af duften af parfume og vaskemiddel fra ikke-vandremennesker de sidste fem måneder. Men det har været kortvarigt, og jeg har været i min egen vandreboble med andre i samme boble og beskidte outfit og med samme mindset: det her er midlertidigt, om lidt er vi ude i skovene og bjergene og stilheden igen.

Og da jeg fredag i sidste uge tog en taxi fra motellet i det ydre Seattle til downtown for at mødes med min amerikanske veninde, var det som at lande på en planet, der engang var min hjemmebane, men nu var et bombardement af fremmede indtryk.

Af tudende biler, af høje bygninger af glas og stål, af mennesker i fart, i høje hæle, i makeup, i alt muligt, som ikke var mig længere.

Og da jeg blev sat af foran det fine Kimpton Monaco hotel, og en portier i fin uniform kom farende for at tage min slidte og beskidte rygsæk, var min reaktion en mærkelig blanding af et grin og gråd.

“Min veninde, som jeg skal checke ind sammen med, er på vej fra lufthavnen,” fik jeg taget mig nok sammen til at sige til ham. “Indtil da går jeg bare lige en tur og får en kop kaffe.”

“Vil du slæbe den der med dig?” spurgte han vantro og nikkede mod min rygsæk, som jeg ikke havde givet slip på.

“Den er hele mit liv,” svarede jeg, lettere dramatisk, og svingede den op på ryggen.

Og gad ikke sige, at jeg havde slæbt den 4.200 km gennem vildmarken, så jeg kunne nok også godt bære den ned ad fortovet til nærmeste Starbucks.

Jeg havde ikke set min veninde Rina i ti år. Jeg kender hende, som vist nok nævnt før, fra dengang jeg og min familie boede i Canada fra 1989 og to år frem. Nu bor hun i Las Vegas sammen med sin mand og børn, og det var der, jeg og min nu eksmand besøgte dem på et roadtrip i 2008.

Men nogle mennesker behøver man ikke se tit for at kende langt bedre end dem, man ser tit.

Så da Rina skrev, at nu var hun ved hotellet, gik jeg tilbage og lige ind i armene på hende og begyndte at græde. Igen.

For det havde jeg også gjort om morgenen, da Estus var taget afsted til lufthavnen. Jeg stortudede, som om nogen var død, og det føltes det også lidt som om.

Estus og jeg startede fra Mexico samme dag, vi fulgtes på nogle af de hårde dage i Sierra bjergene, og vi var sammen om de sidste 800 km – han var en kæmpedel af min rejse, vi havde delt det her. Og nu var det slut, og selv om jeg havde længtes efter at nå til Canada, ville jeg overhovedet ikke have, det skulle være slut og at vi skulle hver vores vej videre i livet.

Rina krammede mig og lyttede og tørrede mine tårer væk. Og så gik vi ind i hotellets restaurant og drak (rigtig) champagne, som jeg bællede, mens jeg forsøgte at få styr på mig selv og alle mine følelser.

Da vi havde checket ind på værelset, gav Rina mig et håndtegnet vægkort af Pacific Crest Trail, hun efter lang tids online-søgen havde fundet – lavet af en gut, der selv har gået turen. 

Det var så fint og lige, hvad jeg ønskede mig, at jeg tudede en gang til.

Med røde øjne gemt bag solbriller gik vi derefter ud i Seattle. I strålende solskin, en fredag eftermiddag, til Seattles mest kendte turistspot, Pike Place Fish Market.

Behøver jeg sige, at der var mange mennesker?

Dagen efter tog vi sammen med to af Rinas venner, som bor i Seattle, færgen til Bainbridge Island – en hyggelig lille ø i sundet ud for Seattle.

“Så kan du også få lidt natur,” sagde Tammie, den kvindelige del af venneparret.

Ja – bortset fra, at for mig var natur ikke rigtigt lig med en række plantede træer langs en gade med typiske badebys-butikker.

Men nok til, at jeg sprang over den vinsmagning, Rina og vennerne var meget optaget af, og i stedet gik under de omtalte træer ned til marinaen og sad der og savnede Pacific Crest Trail, mens jeg kiggede på bølgerne, der blidt skvulpede op mod de få både, der her i slutseptember lå fortøjret.

Bagefter skrev jeg til Rina, at undskyld, undskyld, undskyld, men jeg tog tilbage til hotellet. Jeg kunne slet ikke være i alt det by og byliv og turister.

Det lyder superforkælet, og som om jeg lige var faldet ned fra fem år på Antarktis og ikke bare fem måneder på en sti, der trods alt krydsede civilisationen en gang om ugen or so. Men mit hoved dunkede, jeg var hele tiden tæt på tårer, og jeg havde bare lyst til at begrave mig under en dyne i stedet for at høre på folk, der brokkede sig over, at der var kø ved iskiosken.

Det gjorde jeg dog først efter at have gået en lang tur. Da færgen var tilbage på Seattle-siden, gik jeg en stor omvej gennem byen, væk fra turistmylderet ved havnen og et par kilometer rundt i de gader, der ikke var spækket med mennesker, købte et par jeans og nogle bolcher, jeg havde lovet at tage med hjem til søde venner derhjemme.

Rina kom tilbage sidst på eftermiddagen, helt cool og meget forstående med mit by-sammenbrud, og så spiste vi middag på hotellet. Stille og roligt og hyggeligt, og bagefter snakkede og grinede og snakkede vi resten af aftenen i luksusomgivelserne på værelset.

Kun afbrudt af en besked midt i det hele fra Scoop. Ham, jeg havde en trail romance med for noget, der føltes som 100 år siden.

Han var nået til Canada samme morgen, havde fået et lift til Vancouver og sad nu i et tog mod Seattle.

Og ville da bare lige høre, om jeg stadig var der og havde lyst til et frækt besøg på hotellet?

What the fuck? So to speak.

Det er måske det bootycall med mindst situationsfornemmelse, jeg nogensinde har fået. Måske – for hvis jeg tænker mig om, er der sikkert nogen, der er værre. Men i hvert fald – nej, jeg havde bestemt ikke lyst til noget frækt besøg. Han og jeg var history, det var meget klart, da vi skiltes ved siden af et væltet træ på stien midt i august, og bare det, at han kunne få den idé, at vi da lige kunne gentage en sengeleg, inden jeg fløj hjem over Atlanten, var absurd.

Så absurd, at Rina og jeg først sov sent, fordi vi røg ned ad verdens sjoveste memory lane med hver vores oplevelser med kiksede mænd gennem tiden.

Søndag fløj jeg til Danmark. Og da jeg landede i Kastrup, stod hele min familie der.

For at forstå, hvor stort det er, må jeg lige fortælle noget om min familie. Jeg har rejst en million (eller i hvert fald mange) gange, meget som rejsejournalist, næsten ligeså meget privat til alle mulige bjerge og lande, man kan vandre i, oftest alene.

De har aldrig hentet mig i lufthavnen.

(Fratrukket én gang, hvor jeg havde min nevø med i Disneyland Paris og hans mor stod og trippede i lufthavnen, og én gang, hvor jeg landede i Billund og havde overtalt min mor til at være der, fordi Billund er håbløs at komme fra). Men ellers har jeg gået gennem de svingdøre i Kastrup hundredvis af gange, og aldrig haft nogen fra min familie hængende utålmodigt hen over stålstængerne i ankomstområdet.

Det havde jeg nu. Begge mine søstre med mænd og med børn, min mor og min mors kæreste. Alle havde taget fri, de fleste af dem havde taget turen over Storebælt, ungerne var hevet ud af skolen, planer var udsat eller aflyst. Og nu stod de der med flag og med telefoner, de øjeblikkeligt løftede og rettede mod mig i det sekund, jeg trådte ud fra bagageområdet.

Så synkront, at det par, der stod ved siden af dem, stirrede på mig med et undersøgende “er du en celebrity, vi ikke kender? Måske en youtuber”-blik.

“Jeg har bare været væk længe,” forklarede jeg dem, inden jeg tog den store krammerunde.

Det kan godt være, mit sind stadig befandt sig på en lang støvet sti et sted mellem Mexico og Canada, men mit hjerte var lige her, sammen med min familie. Og min bedste veninde, der kørte mig i lufthavnen, da jeg tog afsted, og derfor også var her nu.

“Du kan bide dig selv i næsen på, at jeg står klar,” havde hun skrevet til mig, så snart jeg havde annonceret, hvornår jeg landede.

Hjemme hos mig diskede hun og resten af familien Holtze op med alt det, jeg havde drømt om de sidste måneder: Frikadeller og flæskesteg og fiskefileter, leverpostej med bacon og min mors mørbradgryde og selvsamme mors torskeret (som vist nok er en sag fra en af de første kogebøger fra Karolines Køkken anno nogen-og-1980erne, men ikke desto mindre en ret, KUN min mor kan lave rigtigt). Og bagefter æblekage med kæmpemeget flødeskum.

Og så var jeg klar til at sove. Følte mig pludselig så vanvittig træt, af flyvetur, af manglende nattesøvn på selvsamme tur, af indtryk, af omvæltninger, af at trille ned ad min gade, som virkede så kendt og dog så fremmed, at træde ind i min lejlighed igen, af at græde af glæde og af savn, af alle mulige følelser. Jeg ville bare sove.

Det gjorde jeg så først efter midnat. Virkelig dumt og jeg var virkelig træt, men nogen gange kan man blive så overtræt, at søvn ikke vil indfinde sig. Og så var der også lige den detalje, at jeg var faldet i en sms-brønd med Estus, som jo stadig befandt sig i en anden tidszone. Og selv om jeg var knusglad for at se min familie og min veninde, var han lige nu den eneste, der forstod, hvor tomt det var at være færdig med Pacific Crest Trail, og derfor skrev vi sammen, indtil jeg på et eller andet tidspunkt faldt i en udmattelsens søvn med telefonen i hånden.

Dagen efter kom min hund.

Altså ikke alene spadserende op ad trapperne i opgangen, men sammen med de fantastiske mennesker, hun har boet hos, mens jeg har været væk.

Jeg sad på hug i døren klar til at kramme hende, men hun styrtede lige forbi mig ind i lejligheden og hentede en sutsko, hun stolt logrende bar rundt i munden, sådan som hun altid har gjort. Hun lignede sig selv, men var alligevel så fremmed. Og så tudede jeg igen. Nåårh, min hund. 

Så ringede Go’ Aften Danmark.

Ja, hej, og ja, det er mig, der er Gitte Holtze, ja, dén Gitte Holtze, og okay, ja, jeg vil gerne komme ind og kloge mig på Pacific Crest Trail.

Som heldigvis først er i næste uge, så jeg har lidt tid til at tænke over, hvad jeg skal sige. Og tænke over, om jeg mon kan finde ud af at være på live TV uden at ligne en knold – og om jeg lige skal benytte (det er jo live) lejligheden til at råbe heeeej mor.

Truth be told – jeg er ikke VILDT overrasket over, at de ringede.

Som journalist kan jeg godt se, at den her historie er god og oplagt til et program som Go’ Aften Danmark. Og at det lige er mig og ikke en af de andre danskere, der også har gået Pacific Crest Trail, der får 15 minutters se-mig på live TV, skyldes formentlig denne blog.

I hvert fald sagde den søde dame, der ringede, at hun havde skrevet til mig for et par uger siden via bloggen – selv om jeg så faktisk aldrig har fået den mail.

Og i den sammenhæng vil jeg gerne undskylde, hvis andre af jer har skrevet til mig og ikke fået svar. Jeg ved ikke, om der er gået noget galt i teknikken på mit site – men sætter min private IT-afdeling på sagen.

Bagefter udfyldte jeg en spørgeskemaundersøgelse om Pacific Crest Trail. Altså ikke til Go’ Aften Danmark, men på et amerikansk website, jeg selv har brugt vildt meget til min research på turen, så følte, at det mindste jeg kunne gøre, var at give mine erfaringer videre til andre.

Selv om det tog lidt længere tid end beregnet – der var over 50 spørgsmål i alle kategorier fra hvilke sko, jeg brugte, til hvor mange hviledage, jeg tog undervejs. Sidste spørgsmål kunne jeg dog ret godt lide:

“Did you know that you’re awesome?”

Eneste svarmulighed til den var “Yes”.

Om eftermiddagen gik jeg i kælderen for at hente de flyttekasser med mine ting, som jeg havde pakket ned før afgang, fordi min lejlighed skulle lejes ud. Mens jeg pakkede dem ud, gik jeg mere og mere i sort. Hvorfor har jeg så mange sko? Hvad skal jeg med så mange dyre cremer? Hvordan har jeg nogensinde tænkt, at det var vigtigt at have 8 cashmeretrøjer?!?

Den indstilling er helt sikkert ret normalt, når man kommer hjem efter at have levet, i mit tilfælde nærmest bogstaveligt talt, på den famøse sten i lang tid. Jeg har klaret mig fint i fem måneder med ét sæt tøj og to par trusser – hvad skal alt det her til for? Jeg har jo ikke brug for det. Ligesom jeg ikke har brug for at gå i bad hver dag. Eller at have makeup på. Eller at have sofapuder, der matcher min sofa.  

Det diskuterede jeg med en af mine veninder, da jeg senere på ugen mødte hende – demonstrativt uden makeup og i løbebukser og en trøje beregnet til outdoorliv – på en bar i Indre København.

“Vi er vel programmeret til, at det er sådan, det er,” sagde hun.

“Det materielle er så integreret en del af det moderne liv, at man først opdager, hvor bizart det egentlig er, når man træder ud af det. At ting man tror er vigtige, faktisk ikke er ret vigtige.”

Det har hun helt ret i. Når man har brugt mange timer, dage, uger, måneder ude i naturen og været lykkelig i et primitivt liv, ændrer ens værdier sig.

Når det, der har været væsentligt for en, er at have mad nok, vand nok og at holde sig tør og varm, bliver det ret ligegyldigt, hvordan man ser ud, hvad der er hot i boligindretning for tiden, hvem der nu har sagt hvad til hvem, og hvor mange likes noget har fået på Instagram.

Og at have en overgangsjakke. Som jeg hørte nogen i min lokale Irma diskutere lidenskabeligt og længe, som om deres liv ville blive meget bedre, hvis bare de fik den åbenbart helt særlige dyre overgangsjakke.

Jeg har altid været typen, der hellere bruger mine penge i Friluftsland end på dyre overgangsjakker (selv om Friluftsland også har dyre jakker altså :), men nu rystede jeg endnu mere på hovedet, end jeg normalt ville have gjort over den diskussion, og forlod Irma med den skyr og halve liter is, jeg havde købt.

Isen spiste jeg skræmmende hurtigt, for jeg spiser stadig, som om jeg har brug for +4000 kalorier om dagen. Og fordi jeg ikke helt har vendt mit døgn fra amerikansk vestkysttid til dansk, vågner jeg midt om natten og er sulten. Og så står jeg der foran køleskabet i mørket og spiser chokolade eller sætter mig ned på køkkengulvet efter midnat og deler en skive flæskesteg med hunden.

Så de kilo, der røg af mig på turen, er på vej tilbage. Jeg vejede mig kun en gang undervejs – jeg mødte aldrig en vægt igen – og havde på det tidspunkt tabt 8 kg, som helt sikkert blev til flere senere på turen.

Nu er jeg 5 kg under det, jeg vejede, før jeg tog afsted i maj. Men mine lår og lægge er stadig hårde som træstammer, så mit bud er, at fedt er blevet til muskler. Så længe det varer – at spise som om jeg skal gå 12 timer med fuld oppakning er en ret dårlig idé, når mine dage pt indeholder et par langsomme ture med hunden og ellers sofatid.

En sofatid, som gør noget ved mit humør. Selvfølgelig gør det det. De lykkehormoner, der dannes af motion og frisk luft, er lige pludselig larmende fraværende – og selv om samtlige artikler om Post trail depression råder til, at man skal holde sig i gang, selv om man ikke længere går 12 timer dagligt mod Canada, kan jeg ikke tage mig sammen til at løbe en tur eller – kæmpe nej tak – at gå ned i Fitness World. Det eneste, jeg har lyst til lige nu, er at skrive med Estus og at kigge på mine billeder fra de sidste fem måneder.

Så det gør jeg. Estus og jeg skriver sammen hele tiden. Om trail life, om sjove oplevelser, vi har haft, om den vinter, der har ramt Washington for fuld smadder nu og gør det til ekstrem tough going for dem, der stadig er derude. Vi skriver om vores “virkelige” liv, om at vende til det, og om at jeg skal til New Mexico og se ham igen. Snart.

Jeg kigger på mine billeder, og gør det uden at føle, at jeg burde bruge min tid på noget andet, for modsat så mange andre, der når Canada og derefter må lukke den bog og gå tilbage til et arbejdsliv, er jeg så fantastisk heldig, at jeg kan bruge de næste to måneder på at genopleve Pacific Crest Trail, mens jeg skriver min bog om det.

Og selv om det som nævnt tidligere aldrig var målet med bloggen, er jeg vanvittig taknemlig, fordi det også giver mig mulighed for at reflektere over turen og hvad jeg har fået ud af den i retrospektiv.

Og så er det en ret effektiv måde at lukke samtaler, der gør mig lidt træt, på.

Jeg har set eller talt med en del mennesker i den uge, der er gået, siden jeg kom hjem. Ingen af dem kan rigtigt relatere til, hvad jeg har oplevet, og I dont blame them, for jeg kan nærmest heller ikke selv begribe, at jeg har gået 4.200 km. Og hvorfor jeg savner den støvede sti så meget, er det kun de, der selv har været der, der kan forstå.

Så i stedet spørger folk – helt sikkert i bedste mening, omend jeg smiler lidt indeni mig selv, for det er meget typisk moderne samfundsagtigt, at det er dét, der optager så mange: “Hvad så med job? Hvad skal du så nu?”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Men modsat før jeg tog afsted, hvor jeg heller ikke vidste, hvad jeg skulle og bare sumpede modløst rundt i følelsen af ikke at være noget værd for arbejdsmarkedet, er jeg nu oprigtigt – og mest vigtigt, i ro med det – af den overbevisning, at det løser sig.

Jeg tror på, at the Trail (eller livet, skæbnen, whatever) provides, alt bliver godt, der viser sig noget, der sker det, der skal ske, jeg finder på noget, som er det rigtige for mig.

Alt det siger jeg til nogen. Til andre – og mest dem, der ikke rigtigt køber, at man tager beslutninger om fremtiden baseret på, hvad ens mave siger – siger jeg bare, at jeg skal skrive en bog. Og supplerer, hvis de spørger videre, med en kort sætning om, at min bankmand sidste år var så venlig at give mig et lån i min lejlighed, så jeg kan klare mig nogen tid uden en løncheck.

Og så er den ligesom lukket.

Ps. Jeg kom sidste mandag hjem til nyheden om, at Kim Larsen var død, og i går aftes var jeg til mindekoncert ligesom tusinder og tusinder af andre. På TV, for jeg kunne ikke rigtigt overskue alle de mennesker live. Og ligesom de fleste andre har jeg minder om Kim Larsen – mit seneste er næsten uhyggeligt for nylig.

På den allersidste dag få kilometer fra grænsen til Canada hørte jeg “Pianomand”.

Som den eneste sang jeg hørte den dag.